Om symboler

Symboler får stigende betydning som koder til forståelse, skriver Lasse Ellegaard i klummen "Nutildags".

Ankara

Det er sådan set ikke nyt - fænomenet synes bare mere iøjnefaldende denne jul.

Tag nu oplysningen om, at USA's kække forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har indrømmet, at Pentagon underskrev kondolencebreve til efterladte af faldne soldater i Irak med en "stempelmaskine".

Rumsfeld har ikke undskyldt sig, ej heller har han henvist til betændelse i højre hånds seneskedehinde som følge af antallet af faldne. (foreløbig flere end 1.300)

Men han har sagt, at han i fremtiden selv vil signere kondolencebrevene.

Den amerikanske presse jagter nu historien om, hvor vidt præsident George W. Bush' signatur på lignende breve også er stempelproduceret, idet den fremstår som skrevet med tyk, grøn spritskriver fremfor med fyldepen, hvilket almen pli tilsiger.

På den anden side: Pli er måske ikke lige det, man kommer i tanker om som Bush' mest fremtrædende offentlige egenskab. Forleden hængte han USA's svar på den danske elefantorden om halsen på general Tommy Frank, der ledte invasionen af Irak, Paul Bremer, der som USA's vicekonge begik den ultimative bommert at hjemsende den irakiske hær uden pension, og George Tenet, den nu fyrede CIA-chef, der før Irak-invasionen forsikrede Bush om, at den ville blive en "slam-dunk" - basketball-slang for "lige i kurven". Det tør siges.

At Det hvide Hus pure afviser stempelunderskrift-snakken, skal nævnes for en ordens skyld.

Affæren fyldte op i de internationale medier, men ret beset er den kun vigtig i kraft af dens symbolske gennemslagskraft. Her har vi en forsvarsminister, der er arrogant nok til at afvise kritik fra sine angstneurotiske tropper med en bemærkning om, at »man går i krig med den hær, man nu en gang har,« men end ikke gider signere brevene til de faldnes sørgende efterladte. Det er en god historie, fordi det er en historie, der er til at forstå, men er det en vigtig historie?

Ikke så vigtig som en anden historie, der på en helt anden infam facon kan koste menneskeliv i fremtiden, men som ikke har nydt tilsvarende opmærksomhed. Jeg fandt den i en klumme, skrevet af Thomas Friedman, The New York Times' rejsende kommentator. Den går ud på, at USA's regering har blokeret en tredje FN-rapport om den arabiske verden, "Arab Human Development Report", forfattet af uafhængige arabiske akademikere, og ifølge Friedman er "ren dynamit", eftersom den skildrer de (vest-allierede) arabiske regimers uduelighed og modvilje mod reformer.

Rapporten skulle have været fremlagt i oktober, men stadig i følge Friedman kom "Bush-holdet" under vejr med dens forord, der udgør ca. 10 pct. af teksten, og hvor ikke alene de arabiske regimer, men også USA's invasion af Irak og Israels politik i de besatte palæstinensiske områder "kritiseres brutalt". De to tidligere FN-rapporter om fraværet af arabiske udvikling (alle trykt på arabisk og engelsk), som bl.a. påviste, at den samlede økonomi i den arabiske verden er mindre end Spaniens, vakte international opsigt, og blev downloaded fra internettet en million gange.

Den nye rapport siges at anvise måder, hvorpå den arabiske verden kan demokratiseres indefra - men om de gode råd og "brutale" analyser nogensinde når ud i en global offentlighed, er yderst tvivlsomt. USA's blokering støttes ikke uventet af Egypten og andre arabiske lande, der også helst ser den arkiveret lodret, simpelt hen fordi den udgør en risiko for deres korrupte regimer

Thomas Friedman meddeler derfor sine læsere, at han "græder". Hans tårer fældes ikke kun over blokeringen af FN-rapporten, men også over det værdiskred, sagen repræsenterer. En grund til at læse Friedman, der ellers i mange sammenhænge kan forekomme lovlig selvsmagende, er hans konsekvente promovering af faklen for frihed og demokrati, som for ham er selve pejlemærket for, hvordan USA bør te sig i verden. Friedman ser Frihedsgudinden som ¨både symbol, og konkret anvisning for ordentlig opførsel. Og selvom det forekommer fuldkommen overflødigt at påpege, kan jeg ikke nære mig: George W. Bush' erklærede formål med overfaldet på Irak var som bekendt promovering af demokrati i den arabiske verden - så hvad er problemet?

Problemet er, at problemet er ren symbolik. Invasionen af Irak, støtten til Sharon, til Egyptens Mubarak og til verdens eneste familie med eget sæde i FN, Huset Saud, er ikke drevet af ønsket om demokrati i Mellemøsten, klodens mest energi-rige plet.

Den globale offentlighed er ikke dummere, end at den sanser denne sammenhæng - og derfor er symbol-historier som den om Rumsfeld bedre end konkrete historier om en rapport, der endnu ikke er udkommet. På samme måde er symbolet "Osama bin Laden" brugbart som fjendebillede. Før 11. september 2001 havde bin Laden noget nær nul opbakning i den arabiske verden. "Bush-holdets" svar på Al Qaidas terror står at læse i de manualer, bin Laden selv forfattede forud for angrebet.

Bush har, som det fremgår af en nyudkommet bog, "The War for Muslim Minds: Islam and the West" (Gilles Kepel - Belknap Press, London), "opfyldt bin Ladens hedeste håb".

Så meget for symboler.

Glædelig jul.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.