Atgongumerki til en folkebevægelse

Færøerne

Entusiasmen og engagementet fra scenen forplanter sig som den varme, der breder sig i kroppen fra varmeapparaturet, der er monteret under de hårde kirkebænke i den gamle trækirke i Nordragøta.

Stemningen blandt publikum i den arkitektonisk smukke sal, der udgør hjertet i Nordurlandahúsid - Nordens Hus - i Tórshavn, er intens.

Alle - både de der har sikret sig et eftertragtet atgongumerki - en billet - til begivenheden og de mange, der hjemme følger den direkte TV-transmission - følger med sjælden indlevelse de seks bands, der kæmper bravt om den eftertragtede status som vinder af Prix Føroyer 2003.

Ligesom sværmen af danske musikkonkurrencer op gennem 1990erne understreger også Prix Føroyer, der afvikles hvert andet år, for så vidt meningsløsheden i at konkurrere i musik.

De seks bands, der udfolder alle deres talenter fra scenen, er alle gode.

Så gode, at det ikke kun er en tom gestus at hævde, at konkurrencen burde have seks suveræne vindere. Konkurrenceelementet overskygges af arrangementets funktion som udstillingsvindue for færøsk musik.

Men en konkurrence er det, så i denne forbindelse må konstateres, at nok blev Gestir aftenens vinder, men den egentlige vinder blev den færøske musik, der befinder sig på et så højt niveau - generelt har et så klart internationalt potentiale - at det forekommer naturligt, at netop Gudrun Sólja Jacobsen for nylig blev vinder af Stjerne For En Aften på DR1. At den unge singer/songwriter Teitur Lassen spåes en lysende international karriere med udspring i USA, når hans debutplade udsendes over det meste af verden til sommer. At den særprægede sangerinde Eivør Pálsdóttir med sin betydelige udstråling for mange udenfor Færøerne er gået hen og blevet den kunstner, der forbindes med både traditionel og progressiv færøsk musik.

Spørgsmålet om, hvad det er, der har gjort befolkningen på de 18 øer i Nordatlanten, så imponerende musikalske, trænger sig voldsomt på.

Også efter at tilfældige snapshots af pladeforretningens dominerende udstilling af færøsk musik og af plakaten på Turistkontorets vindue, der lokker med en pakketur til Paul McCartney i Parkini den 2. maj, har lagret sig på ens indre harddisk.

Gøta

Vi indleder jagten på en forklaring i bunden af den storslåede Gøtavik på Eystoroy.

Som de tre bygder ligger derinde i bunden af vigen og putter sig langs den forrevne klippekyst, danner de et spraglet bælte mellem det blygrå hav og det grønne fjeld. For en beskuende turist ligner bygderne de fleste andre bygder, der pryder turistbrochurer og rejsebøger.

Men de tre små samfund, der i århundreder har været præget af en stærk og oprørsk frimenighed, gemmer på et forbløffende faktum:

De tre bygder - Sydrogøta, Gøtugjógv og Nordragøta - har tilsammen omkring 1000 indbyggere. Det er der ikke noget specielt bemærkelsesværdigt i, men opsigtsvækkende bliver det, når Sólarn Solmunde stående udenfor den gamle bondegård Blásstova i Nordragøta kan fortælle, at der alene i de tre bygder findes ikke færre end ti (!) aktive rockbands.

Et hurtigt regnestykke afslører, at det svarer til, at vi i Danmark havde omkring 60.000 aktive rockbands... Og siden vi nu er ved det, så skulle danskerne, for at slå færingerne købe ca. 6 millioner danske plader om året: På Færøerne sælges der hvert år lige så mange færøske plader, som øerne har indbyggere - ca. 47.000.

Den musikalske aktivitet - og appetit - på Færøerne er så massiv, at skal man søge sidestykker, da må man lede i f.eks. Caribien og de latinamerikanske lande.

Både Eivør Pálsdóttir og Clickhaze samt dette års vinder af Prix Føroyer - Gestir - kommer fra Gøta-området.

Et syngende folk

Forklaringen på, hvorfor musikken er så væsentlig en del af det samlede kulturbillede, er der flere forklaringer på.

Lederen af den rytmiske afdeling på den aktive musikskole i Tórshavn, jazmusikeren og festivalarrangøren Brandur Øssursson har dette bud:

»Færingerne er et meget syngende folk, og langt de fleste kan synge. Det er helt normalt, at der synges meget i familierne og ved festlige lejligheder. Og ikke kun et enkelt eller to vers.«

Der findes musikskoler overalt på øerne, men musikskolen i Tórshavn er naturligt nok den største. Den har i øjeblikket 600 elever, men der er gang i forberedelserne til at bygge en helt ny skole, der vil få plads til det dobbelte.

»Musikundervisningen, som er meget intens på Færøerne har naturligvis også en positiv indflydelse på musikmiljøet. Desuden er det færøske samfund så lille, at alle kender en eller anden der spiller. Endnu en årsag kan være, at de unge bakker hinanden op. Hjælper hinanden. På kryds og tværs af etablerede bands.«

I fortsat bestræbelse på, at finde en slags forklaring på færingernes musikalske engagement og deres indiskutable musikalske formåen, opsøger jeg en ikke helt almindelig dansker, der efter et musikalsk liv på Færøerne, som nu har strakt sig over mere end 25 år, er blevet et slags musikalsk ambassadør for øerne: Kristian Blak.

Da jeg forsøger at udtale hans adresse med en så autentisk færøsk accent som muligt, forstår min chauffør mig ikke. Og det bliver ikke bedre af, at jeg gentager det nogle gange. Da jeg lettere opgivende siger, at jeg skal besøge Kristian Blak, er han straks med og afleverer mig midt i Tórshavns hjerte, hvor Kristian Blak bor i en samling pittoreske sortmalede træhuse med rødmalede vinduer. Fra det grønne græsklædte tag vinker klynger af gule påskelinjer velkommen i vinden.

Kristian Blak tager imod og bænket omkring træbordet i det hyggelige lavloftede køkken, der emmer af atmosfære, taler han sig varm om en af sine mange mærkesager: Pladeselskabet Tutl, der hvert år udgiver et imponerende antal plader med færøsk musik. I de første år drejede det sig om folkemusik og jazz, men i de senere år er repertoiret udvidet til snart sagt alle genrer.

En af hjørnestenene i Tutls virksomhed er udgivelsen af etnisk musik - verdensmusik i allerbredeste forstand.

»Udgav vi ikke den type musik, så blev den ganske enkelt ikke udgivet«, smiler Kristian Blak, der er født og opvokset i Jylland. Efter endt uddannelse som gymnasielærer havnede han mere eller mindre tilfældigt i en stilling på Færøerne. Et korterevarigt ophold, der nu har varet i mere end 25 år.

Intet pres

»Rummer musikken et færøsk særpræg, er det fint, men det er ikke noget, der skal presses frem«, mener Kristian Blak, der tegner Tutl, som ejes af musikere, komponister og andre, der har knytning til musikkens verden. »Vi søger ikke at styre dem, der udgiver på Tutl. Vi er alene et forlag, og tjekker stort set kun lige omslag og tekster, for at sikre os, at vi kan stå inde for udgivelsen. Vi deltager ikke i hverken udvikling eller indspilning af musikken«.

Grundlaget for den færøske musik skal for en stor dels vedkommende søges i de berømte talte færøske kvad, blandt hvilke mange kan spores tilbage til middelalderen, da det oprindelige færøske skriftsprog i forbindelse med Reformationen i 1538, blev afskaffet af danskerne. Først midten i 1800-tallet fik færingerne på ny et skriftssprog , der blev udformet af V.U. Hammershaimb, men først i 1937 blev det tilladt at undervise på færøsk i folkeskolen, og i 1948 blev færøsk øernes hovedsprog i skrft og tale. I dag vogter færingerne nidkært over deres sprog, der ikke rummer mange låneord.

Kvad-traditionen lever stadig og der laves stadig nye. Det menes, at 5000 færinger til stadighed bærer rundt på 80.000 vers, der overlever fra generation til generation.

»At der værnes så stærkt om den kulturelle arv, har naturligvis stor betydning, og det forstærkes også af den kendsgerning, at undervisning i færøske kvad er obligatorisk i skolen«, siger Kristian Blak, der selv er meget aktiv musiker og komponist. Han arbejder på tre felter. Folkemusikken er i højsædet, når han spiller og turnerer med Spælimenninir, der har eksisteret siden 1970erne. I Ygdrasil spiller og komponerer han jazz, og endelig har han adskillige klassiske kompositioner bag sig.

Masser af turnéer

»Ved siden af min egen karriere og pladeselskabet, der sidste år kunne fejre 25 års jubilæum, arbejdede jeg indtil for to år siden som lærer. Men blandt andet takket været et treårigt arbejdslegat fra den færøske kunstfond, kan jeg nu leve af musikken. Dette sætter mig i stand til i højere grad end tidligere at arbejde med mine egne kompositioner«, fortæller Kristian Blak, og han fortsætter:

»Udover at turnére over det meste af Europa i flere sammenhænge, men primært som en del af de internationale bands Spælimennir og Yggdrasil, har jeg repræsenteret Tutl Records og dermed den færøske musik på en lang række musikmesser og andet over det meste af verden. Det gør vi ikke så meget mere, idet vi har fundet ud af, at det at arrangere internationale turnéer med spændede færøske navne, det giver langt, langt mere opmærksomhed.«

Blandt de grupper, der har turneret udenfor Færøerne i de seneste par år kan - udover Kristian Blaks egne grupper - nævnes metalbandet Tyr og ikke mindst Clickhaze, der har den ekstremt talentfulde Eivør Pálsdóttir i front. Hun er blandt meget andet også en del af Yggdrasil. Blandt de internationalt turnerende færinger er blandt andet også folkemusikeren Kári Sverrisson.

Kristian Blaks drøm har i årevis været etableringen af et offentligt støttet spillested i Tórshavn, og meget tyder på, at drømmen går i opfyldelse inden længe.

»Det er en nødvendighed, hvis vi skal bevare den høje standard i færøsk musik.«

Vinderen af Prix Føroyer 2003 - Gestir - bliver hyldet fra scenen i Nordens Hus, der - tegnet af nordmanden Ola Steen og islændingen Kollbrún Ragnarsdóttir - den 8. maj i år kan fejre husets 20 års jubilæum.

En stor sejr for Gestir, og fremtiden vil nu vise, om gruppen har styrken og gennemslagskraften til at markere sig ude i den store verden. Potentialet er der, men skulle det ikke lykkedes, har Færøerne endnu engang vist repræsentanter fra Norden og resten af verden, at det er en usædvanlig musik- og kulturglad nation.

uffe.christensen@jp.dk