Et-årig kunstner på censureret udstilling i Århus

En dreng på kun ét år har fået optaget et kunstværk på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning, oplyser TV 2/Østjylland.

Drengen er fra Skæring nord for Århus og har det eventyrlige navn Hans Christian Andersen. Ifølge TV-stationen fik han sit værk, "Kunstneren tegner i sengen", optaget i konkurrence med hundreder af uddannede kunstnere.

Værket har nummer 60 i kataloget for udstillingen, som ferniseres i morgen. Materialet er tusch på lagen, og drengen skabte sit kunstværk i et ubemærket øjeblik.

Den lille drengs værk blev ét af 111 udvalgte blandt 2500 emner. Barnets far, Max Uwe Jensen, fik også optaget et værk på udstillingen foruden dét han havde indsendt for sønnen i sit navn. Faderen har ikke tegnet med, siger han.

Et medlem af censurkomiteen, billedkunstneren Thorgej Steen Hansen mener, at der er tale om et fint værk uanset kunstnerens alder, som han først fredag blev meddelt.

"Kunstneren tegner i sengen" og de øvrige 110 værker kan ses frem til den 4. maj i Århus Kunstbygning.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen