Britisk forfatter går bag myterne om H.C. Andersen

London

Hans Christian Andersen var en større forfatter end de europæiske kulturhistorikere hidtil har erkendt.

Den danske nationalpoet var samtidig mere bøsse, end de danske kulturhistorikere hidtil har erkendt.

Desværre for den gode historie var eventyrdigteren også langt mindre kongesøn end et danske drømmere vil erkende.

Tre klare meldinger fra den britiske biografiforfatter og forsker, Jackie Wullschlager, som i dag - på H.C. Andersens fødselsdag modtager hele to H.C. Andersen-priser for biografien "H.C. Andersen - En biografi".

En biografi, som i dag udgives på dansk, og som endnu engang endevender bunkerne af breve, dagbøger, eventyr og noveller, som findes om Hans Christian Andersen.

Wullschlagers bog er opstået igennem grundig research, besøg i Danmark og stor hjælp fra en stor del af den danske Hans Christian Andersen-intelligensia fra Erik Dal og Elias Bredsdorff til Johan de Mylius fra H.C. Andersen-Centret i Odense. Sidstnævnte skal Wullschager i øvrigt samarbejde med om en ny H.C. Andersen-antologi som del af den forpligtelse, der ligger i at modtage Odense Bys store digterpris.

Men hvad kan en britisk biografi-skribent overhovedet lære danskerne om Hans Christian Andersen?

»Min fordel har været et frisk syn på H.C. Andersen, som enhver nytilkommen vil have. Jeg fornemmer i hvert fald, at I har en akademisk forskning og en stor aura omkring han, som jeg som udlænding ikke bærer med mig,« siger Wullschlager, som Jyllands-Posten møder på den danske ambassade i London.

Hun mener ikke, at Andersen tidligere er sat helt ind i den sammenhæng, han fortjener.

»Ingen i eller udenfor Danmark har for alvor talt hans sag og erklæret, at han er blandt de største europæiske forfattere. Det var derfor, jeg ville skrive bogen,« siger Wullschlager og siger i næste replik, at hun »ikke sensationsjæger, mere en bibliotekar,« som vil hun imødekomme spørgsmål om biografiens mange referencer til Hans Christian Andersens stærke kærlighed til specielt vennen Evald Collin.

For Wullschlager har arbejdet ud fra ønsket om at bygge bro mellem personen Hans Christian og forfatterskabet.

»Der har hidtil været et ufatteligt stort spring mellem disse smukke eventyr og alt det, der blev skrevet om ham, som groft sagt fremstillede ham som en fjollet lille mand. Hans statur og opførsel har været i fokus, og han blev ikke taget alvorligt som menneske - på linie med f.eks. Charles Dickens.

Men det kunne jo ikke passe. En mand, der kunne skrive så komplekse eventyr, der fungerer på så mange niveauer og både appellerer til voksne og børn, fulde af tragedier og patos og prægnans. Det måtte være en interessant mand. Det fik mig til at studere hans dagbøger og breve, og jeg fandt, at der var et enormt hul imellem det portræt, jeg havde kendskab til, og den mand, han virkelig var.«

Sensation

Da Jackie Wullschlagers biografi udkom i England, skabte den en mindre sensation. At Hans Christian Andersen mest var til mænd, kom bag på de fleste.

»Det overrasker mig stadig, at jeg åbenbart har været ene om fuldt ud at beskrive det homoseksuelle element. I England er det fuldstændigt ukendt. Det har aldrig været nævnt.«

Og nu nævner du det ofte. En stor del af de citerede breve i biografien, handler om hans kærlighed til andre mænd?

»Jeg håber ikke, det virker sensationshungrende. Det har jeg forsøgt at undgå. Men det har været slående, da jeg tilbragte en skøn sommer i Danmark og talte med mange eksperter, alle var mere hjælpsomme, end man kunne forlange - Men med en eller to undtagelserne, så afviste alle dette element som væsentligt. "Ikke relevant", "Ingen betydning", "Han var bare ikke interesseret i sex" - det virkede, som om ingen ønskede at kende til det. Men når jeg læser hans dagbøger, er det så oplagt og iøjnefaldende. Ikke, at han rent fysisk gjorde ret meget. Men det er soleklart, at det var mænd, hans begær og hans hengivenhed havde retning imod. Og du kan ikke lave en dækkende portræt, som gør en mand ære, hvis ikke du prøver at finde frem til sandheden. Og jeg synes, det homoseksuelle element klart forklarer den outsider-figur, som ofte dukker i hans eventyr. Der er så mange eksistenser i hans værker, der ikke passer ind. Det er slående.

Outsider

En indvending kan være, at han i hele sit væsen og fremtoning var en særling og dermed, uanset seksuelle lyster, var en outsider?

»Man kan selvfølgelig tolke for meget af livet ind i kunsten, men for mig ligner det ikke et rent tilfælde, at Andersen i 1836, da hans elskede Edvard blev gift, skrev "Den lille havfrue". Han skrev i den periode breve til Edvard, han ikke kunne sende - og havfruen fik sin tunge skåret af. Men du har ret i, at homoseksualiteten ikke forklarer hele hans forfatterskab. Jeg mener blot, det er et væsentligt element i et meget kompliceret helhed. Men jeg har følt, jeg har rørt lidt for meget ved familiejuvelerne. Og det ansporer mig. Jeg sætter pris på en åben diskussion og vil gerne vide, hvorfor dette element dog skal underspilles. Det interessante er, at det er bemærket af andre biseksuelle kunstnere som Thomas Mann, som brugte H.C. Andersen som et ikon for den undertrykte følsomhed. Andersen havde selv en romantisk vision om kunstneren som en sanselighed, som et "intet i alting". Som det vand, alle andre spejler sig i. At have seksuelle længsler mod både mænd og kvinder var blot en del af hans kunstneriske selvopfattelse. Så det ville være latterligt at udelade det. Når du nærlæser hans breve, er det oplagt. Der er klar forskel på de kærlighedsbreve, han skriver til Jenny Lind, som nærmest er farceagtige, i forhold til dem, han skriver til Evald Collin.«

Piedestal

Har danskerne et fornuftigt forhold til H. C. Andersen?

»I har ham placeret på en piedestal som jeres største forfatter med rette. Han har skaffet Danmark anseelse verden over. Du kan ikke gå mange meter på gaden i København uden at løbe ind i en statue, en gade med hans navn eller Den Lille Havfrue. Han har utrolig høj anseelse. Og det, der overhovedet har gjort min bog mulig, er det omfattende arkiv over hans liv. Det er troligt. Breve, dagbøger, hele det arbejde der er samlet. Seks bind med breve til Edvard, osv. Det er sensationelt - og meget uselvisk af jer som folk. Det kan kun ske i et samfund, hvor Andersen blev værdsat højt. Han er utroligt veldokumenteret. Men som person bliver han opfattet som en dårlig vittighed. Danskerne er gode til at grine ad sig selv - til en vis grad tror jeg, Andersen er et offer for denne selvironiske holdning.«

»H. C. Andersen er blevet fastholdt tuttenuttet, naiv og sentimental på grund af Lille Havfrue-statuen og Wonderful Copenhagen. Han er en turistattraktion af den mest tuttenuttede slags, og det tjener ikke anseelsen af hans forfatterskab. Jeg har set det som mit projekt at fremhæve ham som en stor europæisk forfatter - og samtidig fremhæve hans komplekse personlighed, som nogen måske slet ikke har haft lyst til at afdække.«

Du er slet ikke inde på tankerne om, at han skulle være uægte kongesøn - et tese, som skal blive til en film?

»Det er Bad News. Historisk set og kulturelt set kom han på rette tid og sted. Og der er intet bevis på nogen måde om, at han skulle være en prins. Jeg undersøgte også den tese - men ingen har produceret nogen form for bevis. Og mit instinkt siger mig, at hans liv giver mening og helhed. Han er tydeligvis søn af sine forældre - både genetisk og sjæleligt. Han er i høj grad sin fars søn.«

Han er dog selv den eneste kilde, du har til at dokumentere hans barndom?

»Sandt, men i sin første selvbiografi som 27-årig beskriver han sin barndom og sine forældre - og den indsigt kunne en så ung man ikke have digtet. Han præsenterer her et klassisk familieportræt af den depressive intellektuelle far og den robuste, hårdtkæmpende moder. Og han har alle sine fars træk - og sin bedstefars. H.C. Andersen er ikke langt fra sindssygdommen, som hos bedstefaderen. Det er meget mere interessant, hvad der skabte den myte om prinsen. En dansker har sagt til mig, at det skyldes, danskerne ikke kan forstå, at en mand med så fattig en opvækst kunne have opnået den status, han fik. I er jo et af de mest demokratiske lande overhovedet.... Der er ingen beviser for speciel hjælp overhovedet. Der er masser af beviser for det modsatte.

I rette tid

I bogen tilskriver du ham det held at være født på rette tid og sted.

»Ja, der var flere i kredsen af kulturpersonligheder i København, som kom fra fattige kår. De var den første generation, som oplevede en tid, hvor social bevægelighed var mulig. De red på denne bølge. Der var revolution i luften, industrialiseringen tog fart. Verden var i forandring. Det gav muligheder. Var Andersen født 50 år tidligere, havde vi aldrig hørt fra ham. Han ville ikke have fået den uddannelse, som han fik.

Det er væsentligt at bemærke, at hans mæcen Jonas Collin ikke kun hjalp H.C. Andersen. Han hjalp i hundredvis af unge talenter. Andersen blev blot den mest berømte. Historien er fuldkommen logisk - at efterforske en kongelig far er fuldstændig spild af tid.«

Alt fortalt?

Et sted citeres en forfatter for ordene: "Der er ting, der ikke behøver at blive fortalt?". Har du ikke tænkt det samme under arbejdet? At Andersen er så veldokumenteret, at han næsten kan dissekeres?

»Vi er en tid, hvor det ikke er muligt at skrue tiden tilbage. En kendt biografi-forfatter har sagt, at der altid er et hemmeligt liv under det liv, vi tror, vi lever. At bringe det frem, hjælper os alle. Biografien er en menneskeliggørende genre. Jeg læser ikke fiktion mere - det er for unge - biografier fortæller om en hel livscyklus, om hvordan folk klarer op- og nedture. Hvis ikke du prøver at gøre det grundigt og nænsomt, skal du lade være. Der har været biografier her i England - f.eks. om James Joyce og hans hustru, som går ind i de mest forfærdelige detaljer om deres seksuelle vaner. Det er nedgørende og unødvendigt. Du må vælge dine detaljer med anstændighed. Jeg mener ikke, nogen kan blive stødt over min biografi. Jeg tror faktisk, H. C. Andersen ville have været glad for, at det bliver sagt åbent. Han har lagt så mange spor ud.

Det siges om ham, at han elskede at fortælle løgnehistorier - og at han grinede højt, når det blev afsløret. Nogle gange synes jeg, jeg kan høre ham grine højt af glæde over, at jeg har bragt dette frem.«

anders.lange@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen