Mike is a Tramp

Rock 'n' roll-nomaden Mike Tramp, engang Mabel-idolet Michael Trampenau, er pladeaktuel, og i denne uge spiller han sin første koncert i Danmark i syv år. Vi har mødt den tidligere White Lion-sanger på en café på barndommens Vesterbro

Når man har touperet manken, spillet for 20.000 hvinende tilskuere i Madison Square Garden i New York og omklædningsrummet er befolket af nøgne blondiner, der slås om at flå spandexbukserne af én, ja, så udvikler man en tilbøjelighed til at affærdige samtaler om pensionsopsparing.

Spørg Mike Tramp. I 1980'erne solgte han godt 14 millioner plader med puddelhundeorkestret White Lion, men da han sidst i 2000 vadede ind i Media Sound Studio i København for at indspille sit andet soloalbum, havde han ikke de 70.000 kroner, der skulle finansiere projektet.

»Derhjemme har jeg en læderjakke, der koster mere end den ny plade. Jeg har bare ingen penge,« konstaterer den vagabonderende globetrotter, hvis dunkende rock 'n' roll-hjerte vel er på størrelse med Meat Loafs røv.

»Første gang man indfrier drømmen, tror man, eventyret varer ved. Skal man virkelig spare på et tidspunkt, da alt er, som man ønsker det? Jeg kunne ikke. Men nu, da jeg er flad, er det lidt sært at tænke på, at vi spiste for 300.000 kroner, mens vi optog Pride, vores anden plade. På det tidspunkt var vi mere optaget af at iagttage ham, der pudsede vores sportsvogne, end at lave musik.«

Mike Tramp, jeps, Mabel-idolet Michael Trampenau, flygtede fra Danmark i 1979, da hysteriet omkring grand prix-vinderne var blevet så kvælende, at stenbroknægten ikke kunne ånde frit. Først gik rejsen fra Stenløse til Spanien med bandet, senere til New York, hvor han alene søgte lykken i skumle Brooklyn-kældre under kunstnernavnet Mike Tramp.

I disse år besvarer han e-mails fra Tasmanien, øen ved Australiens sydkyst. Her lever han sammen med sin australske kone og søn i et bondehus med gungrende kænguruer i baghaven. Men også nogle af verdens farligste slanger. For nylig blev en af hans hunde slået ihjel.

Vesterbro

Netop i dag sidder Tramp imidlertid og drikker te i biografen Vester Vov Vovs café i Absalonsgade. Ud ad vinduet kan han se Vesterbro Ungdomsgård, hvor han tilbragte meget af sin barndom.

»Kvarteret har forandret sig enormt. Det er jo blevet mondænt, og det var det sgu ikke, da jeg var dreng. Her, hvor vi sidder, lå der en farvehandler. Han solgte fyrværkeri, kan jeg huske.«

Michael Trampenau voksede op bag Vesterbro Torv, i Eskildsgade, hvor mænd trækker kraven langt op om ørerne, når de lusker op fra gadens røde kældre. Forældrene blev skilt, da han var seks år, og moderen, som han og brødrene boede hos, arbejdede som ølservitrice på et par værtshuse, hvor Otto Brandenburg, baggårdspumaen, var blandt stamgæsterne.

»Der var intet bad i vores lejlighed, som sikkert ikke var meget større end dit soveværelse. Faktisk har min mor først fået bad, efter at hun fornylig flyttede ned på Enghave Plads. Nå, det jeg ville sige med det er bare, at jeg ikke har fine fornemmelser. Selv om det gik fantastisk med White Lion, så er jeg hverken blevet for fin til at tørre mig i røven eller at springe i arbejdstøjet. Jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra. Jeg er en fighter.«

Det sidste er han nødt til at være, hvis han vil videre. Sukkermetalbølgen er forlængst klinget ud, og projektet Freak of Nature, som han etablerede efter White Lion, rakte ikke langt, selv om orkestret var baseret på rå og uforfalsket rock 'n' roll i samklang med grunge, bølgen, der overtog scene og marked i 1990'erne.

Mike Tramp står altså foran endnu en ny begyndelse. Albummet "Recovering The Wasted Years" blev færdigindspillet med danske musikere tidligt i fjor, men er først udkommet i februar i år. Pladen, der også er 100 procent dansk produceret, skal bringe ham tilbage. Og den er betalt, bare rolig.

Titlen antyder, at karrieren har haft betydelige menneskelige omkostninger, men returneret til udgangspunktet håber han at finde inspiration.

»På grund af Grand Prix-sejren har jeg det som om, jeg blev frarøvet en almindelig ungdom, og det kan jeg selvfølgelig godt ærgre mig over. Jeg var kun 17 år, da vi vandt i Tivolis Koncertsal, og jeg fik aldrig holdt en 18 års fødselsdag med vennerne. De andre i Mabel var 10 år ældre end mig, og der var konstant meget at se til,« forklarer han.

»I USA var der knald på i mange år med koncerter, orgier og alkohol, men den periode er også forbi. Det har jeg indset, og det latterligste i verden er måske en halvfed heavyrocker med bleget hår og sækken ud over livremmen, der tror, at vi stadig er i 1980'erne.«

Det hektiske liv i de år forhindrede ham i nogen grad i at finde sit eget udtryk. White Lion var en slags discountudgave af Van Halen, men Tramp blev en så troværdig David Lee Roth-klon, at bandet fik succes. Orkestret turnerede som attraktiv support for førende grupper som Mötley Crue, Def Leppard, Kiss, AC/DC, Aerosmith og Ozzy Osborne, og deres egen single "When The Children Cry" toppede Billboards hitliste og er i dag fast inventar på de endeløse opsamlinger fra hårrockperioden.

Det er alt sammen mange år siden, og Tramp har draget sin konklusion.

Vil være sig selv

»Jeg er færdig med at forsøge at være andre, end den jeg er. Nu har jeg leget halvt David Lee Roth og halvt Mike Tramp. Nu vil jeg være mig selv 100 procent. Freak of Nature-perioden blev en brobygger for det her, men det har måske taget for mange år at nå hertil. Under alle omstændigheder er det her på Vesterbro, at det hele begyndte. Derfor var det også naturligt at søge tilbage for at indspille pladen,« siger Mike Tramp, der flyttede til Tasmanien i 1999, året efter at han havde udgivet sin første soloplade "Capricorn".

»Jeg bosatte mig i Los Angeles i slutningen af 1980'erne, men det er ikke noget godt sted at være, når det ikke kører. Alle fortæller hele tiden, at de har gang i store vigtige projekter, også når de er i krise. Miljøet er falsk og i længden deprimerende, specielt når man som jeg også havde problemer med min manager. Derfor trængte jeg til fuldstændig renselse. Jeg skulle bare væk, og der findes ikke noget mere fredeligt og øde sted på jorden. Jeg tror, at Tasmanien og Danmark er lige store, men der bor kun 300.000 mennesker.«

Missionen er lykkedes, og Mike Tramp, i dag sin egen manager, ser igen frem til rock 'n' roll-slidet på "Endless Highway", som et nummer på det ny album hedder.

»Jeg sidder med en fornemmelse af, at mine bedste år som musiker stadig ligger foran mig. Men det bliver svært, for jeg kan ikke begynde at slå på technotrommer, som de der Safri Duo, der er så populære. Jeg har min stil, og den står jeg ved. Sangene på den nye plade er skrevet i White Lion-perioden. Typisk de aftener på hotellet, hvor der ikke var en nogen pige med på værelset,« siger Mike Tramp, der trods sine 41 år ser så vital og veltrænet ud, at man skulle tro han søger optagelse i Red Hot Chilli Peppers.

200 koncertdage

Han indleder et 200 dage langt turnéforløb i Pumpehuset den 13. marts. Helt frem til november står den på koncerter overalt i verden: Europa, Indonesien, Australien, Puerto Rico, USA, Canada.

»Ja, der venter sgu ikke guld og grønne skove, det bliver en vildmandstur i varevogn. Drengene kommer på en rigtig barsk opgave, hvor vi nogle steder skal skubbe til folk for at komme på scenen. Det er suverænt lettere, når man spiller for 20.000 i en stor hal, for så daler den gennemsnitlige IQ lynhurtigt. Man kan få dem til at synge med på hvad som helst. Det er sværere at overbevise otte mand i en kælder i Indonesien. I White Lion turnerede vi i store busser med 50 hjælpere, nu skal jeg nok skide i en pose, hvis jeg bliver trængende undervejs.«

michael.enggaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen