Stridskvinden

96-årige Ina Rohde er den dominerende biperson i et nyt værk om hendes mand.

En ulidelig smørtenor flænser middagsstilheden med banaliteter i hall'en på Bernadottegården - plejehjemmet uden for Roskilde til frihedskampens overlevende aktører - men i den lille bolig på førstesalen når radioens støjforurening ikke op.

Det spinkle budskab fra æteren rager også indehaversken af lejligheden en høstblomst.

Her residerer Ina Rohde, forhenværende overklassefrue, modstandskvinde, aktiv kommunist og senere konvertit med den voldsomme styrke, som kun frafaldne kan mobilisere.

Hun er atter aktuel som en dominerende biperson i dr. phil. Niels Barfoeds værk "I unåde" , hvor hendes altfortærende kærlighed til ægtemanden og kampfællen Peter P. Rohde i 32 år beskrives side om side med de hadefulde gevordigheder, parret gerådede ud i forhold til omgivelserne, og som antog patologisk karakter.

Selv har den 96-årige forladt slagmarken efter i en menneskealder at have brugt lige så megen ammunition som et helt hjemmeværnskompagni på en vinterøvelse.

Dengang hun skød med skarpt i dagspressen og i private korrespondancer, var det ubehageligt at være offer. Men sigtet var klart: Et angreb på den menneskeforagtede ideologi, kommunismen, og et passioneret forsvar for Israel og jøderne. En rasende selvransagelse og et rensende selvopgør, der ikke skånede gamle venner og kammerater. I flæng og uden prioritering figurerede Mogens Fog, Elias Bredsdorff, Ib Nørlund, Hans Scherfig, Hans Kirk og Aksel Larsen på hendes dødsliste, sidstnævte med modifikation, fordi han besad en uimodståelig charme.

Med de milde øjne, der møder gæsten, tror man ikke, man står ansigt til ansigt med en gammel stridskvinde, som både skrev sine egne og mandens indlæg i den offentlige debat. Med hans fulde accept. Men sådan var det, og glimtvis kan hun stadig affyre den verbale pistol. Ånden er redebon, legemet skrøbeligt. Ikke ualmindeligt i den høje alder, der stives af med en daglig Rød Aalborg.

Krigens tid

Ina Haxen, som fruen hed i det fashionable Risskov ved Århus, blev med optrapningen af nazisternes jødeforfølgelser af sin mand tvunget til København, hvor hun under professor Richard Eges ledelse deltog i hjælpearbejdet for jøderne: Bespisning, skjulesteder og transport over Øreund til Sverige. I dette arbejde var hun kurér for professoren.

Efter knap to måneder vendte hun tilbage til Århus, og snart begyndte hendes illegale tilværelse. Hun mødte Peter P. Rohde, ny leder af Frit Danmarks Århus-afdeling. Haxens villa blev Rohdes base, men han arresteredes i 1944 og underkastedes tortur. Ina flygtede i januar 1945 til Stockholm, hvor hun blev afhørt af politikommissær Kallesøe før tilknytningen til kontraspionagen i den illegale danske efterretningstjeneste

»Véd du, at det er tredje gang, du spørger om det samme,« bed Ina Haxen ham af. Han lagde brillerne og replicerede:

»Hvis du vidste, hvor mange der har påstået, at de sprængte Forum i luften.«

Ina Rohde vendte hjem på befrielsesdagen iført splinterny uniform, stålhjelm og to pistoler. Hun kom i ildkamp, men slap uden kvæstelser.

Hjemme igen erstattede skrivemaskinen skydevåbnet.

En åndsfyrste

Billedet af hendes elskede Peter P. Rohde nyder forrang i hjemmet på Bernadottegården med fotografierne af pårørende, som gemmer på erindringer og længsler. Boghylderne bugner af symbolladede titler, der opsummerer hendes tilværelse og livsvilkår: "Brud med Moskva" (Sjevtjenko), "Dommens dag" (Arthur Koestler) og "Stalinismens fascination" (Bent Jensen). På natbordet ligger opslået tidligere folketingsformand Erling Olsens forvandling fra ælling til ugle. I stor skrift. Hun kendte hans forældre fra livet i de kommunistiske kadrer.

Ina Rohde har svært ved at annamme nutidens minimalistiske typografi, hvad der måske er årsagen til, at hun ikke har læst Barfoeds bog om Peter P. Rohde, men nok den fyldige omtale af den.

»Jeg gav Barfoed frie hænder. Han fik smidt hele materialet i hovedet. Han er en belæst, begavet og velskrivende mand. Jeg er forfærdelig glad for, at han skrev bogen, så Peter rehabiliteres og ikke begraves fuldkommen for eftertiden. Det er vigtigt, at han huskes. Han var en åndsfyrste.

Gnisten opstod omgående mellem os. Han var modstandsmand, der havde brug for mig. Han var min helt. Det varede en del år, før vi giftede os. Vi var begge i ægteskabet, da vi mødtes. Som anstændige mennesker afviklede vi først de respektive forhold. Jeg har læst et sted, at der spørges, hvorfor man ikke hører om Peters første kone. Hun hed Jane og var englænder. Jane forlod Peter og rejste til England med sine børn. Det ene havde hun fået med naboen og ikke med Peter. Hendes afgang medførte, at Peter opnåede friheden og kunne få mig. Min lovformelige mand havde allerede fundet en anden. Det begynder altid med en stormende forelskelse. De fleste forhold aftager med tiden i intensitet, men vores blev aldrig trivielt. Aldrig.

Og med hensyn til Barfoeds bog: Jeg synes, at jeg gøres til mere hovedperson i den, end jeg bryder mig om. Men det vigtigste er, at Peter får et ordentligt eftermæle. Det er trods alt sket med bogen,« siger Ina Rohde, der var rettroende kommunist, men efterhånden begyndte at stille sig skeptisk til den stalinistiske religion og dens blodige praksis. Den afspejlede sig først og fremmest i brutale mord på anderledes tænkende, grov antisemitisme og skuesprocesser med løgnen som lovgrundlag.

Oprøret mod partiet

Hun forlod partiet i protest i 1953, han ekskluderedes et par måneder efter.

»Jeg troede på idéen om frihed, lighed og broderskab. Men da Stalins processer mod lægerne i Moskva satte ind, og de hjemlige kommunister ikke protesterede, pressede vreden sig op i mig. Mange af de henrettede var jøder. Peter og jeg var de eneste i partiet, som reagerede mod Stalins terror. De smukke idealer, som er uopnåelige, blev perverteret af Stalins regime. Emotionelt var jeg allerede som helt ung tilhænger af kommunismen. Den måtte være den rigtige samfundsvej, mente jeg i min ungdommelige naivitet. I samme periode forskrækkede jeg min radikale far ved at hævde, at Lenin var da meget fornuftig.

Peter gav følelserne og ønskerne om en bedre og retfærdig verden en intellektuel forklaring og emballage. Han var så teoretisk strålende funderet. Senere blev det Peters og mit livsindhold at gøre op med stalinismen. Mogens Fog forlangte, at vi skulle protesterede mod den bøddel, der havde eksekveret det jødiske kommunist-par Rosenbergs dødsdom i USA for spionage. Vi krævede, at der også protesteredes mod Slanskys bødler i Tjekkoslovakiet, men det var som at tale for døve øren.«

Rudolf Slansky havde posten som generalsekretær i kommunistpartiet, men blev i 1952 dømt til døden for statsfjendtlig virksomhed og henrettedes. Han rehabiliteredes imidlertid i 1953.

Er du religiøs?

Nej, jeg er agnostiker (den anskuelse, at erkendelse af tilværelsens inderste væsen, f.eks. spørgsmålet om eksistensen af en gud, ikke er mulig, red.). Niels Bohr havde en heskesko hængende over sin bolig og blev engang spurgt om meningen med det. Han svarede, at det jo ikke kunne skade med et sådant arrangement. Om han da var overtroisk, lød det opfølgende spørgsmål, hvortil han sagde: »Nej, men der er grænse for min menneskelige erkendelse.« Det er ord, jeg kan gøre til mine,« siger Ina Rohde, der i øvrigt savner vitaminer og kulør i dansk politik.

Kedelige politikere

»Dansk politik er kedelig. Jeg stemmer Venstre. Det gør man jo i Vendsyssel, hvor jeg boede en årrække (Skagen, red.), indtil jeg for to år siden pludselig ankom til Bernadottegården i ambulance. Men vi mangler nogle havkatte i hyttefadet. Thor Petersen optrådte søvndyssende under forelæggelsen af Finansloven. Fogh Rasmussen signalerer hæderlighed, men hvor er fortidens personligheder i skikkelse af en H. C. Hansen, en Viggo Kampamnn og en nutidig som Svend Auken med den farverige facon?

TV afslører politikerens grad af hæderlighed i ansigtet. Pia Kjærsgard er en fremragende debattør, men jeg er slet ikke enig med hende i synet på fremmedpolitikken. Slet, slet ikke. Jeg er jo selv gammel flygtning - fra Sverige. Mine forældre var danskere, far jøde, mor ikke-jøde, så jeg er ikke jøde i streng jødisk forstand. Det forudsætter nemlig at være født af en jødisk mor. Far tog til Malmø for at besætte en god stilling som direktør. Jeg er således født i Sverige. Senere måtte jeg flygte fra Danmark til Sverige, da jorden begyndte at brænde under mig.

Min kamp for jøderne og deres land har lært mig tolerance. Med nazisternes jødeforfølgelser i august 1943 startede mit engagement for jøderne. Jeg er jøde! Tortur eller ej i Israel. Jeg har grundlæggende sympati for Israel og jøderne og holder så afgjort med jøderne. Right or wrong. This my people! Men selvfølgelig er jeg alligevel pæredansk. Sådan udtrykte dronning Ingrid sig, selv indvandrer, og denne udtalelse er jeg glad for. Men jeg har da stor sympati for islam. Og det kan ikke nytte noget at undertrykke betydningen af indvandring: Vi er simpelt hen nødt til at acceptere et vis tilførsel af fremmed blod. Ellers forstener vi som folk. Herregud. De fremmede, der kommer hertil, er kønne. De er med til at pynte på os danskere. Vi bliver smukkere af at blandes og undgår indavl.«

En påmindelse

Selv om Ina Rohde er bosat i historiske rammer, der med billeder, opslag og plancher ustandselig minder gæsten om modstandskampen og dens betydning for landet i besættelsesårene 1940-45, konstaterer hun tørt:

»Vi snakker aldrig sammen om det kapitel af historien eller om andre begivenheder. Jeg har kun én kvalificeret samtalepartner her. Du får ikke navnet. Det vil han ikke bryde sig om at få offentliggjort. Han og jeg har fundet berøringspunkter, vi kan drøfte, når der er tid og lejlighed.«

Begivenhederne under Anden Verdenskrig optager tilsyneladende sindene mere end nogensinde?

»Mon ikke, det hænger sammen med attentaterne 11. september på World Trade Center og Pentagon? Disse terrorhandlinger er med til at repetere, at vort lille land også engang var ramt, og at vi selv i en moderne tidsalder er sårbare. Vi fik med angrebene en historisk påmindelse.«

Hendes afskedssalut sker med et citat af Voltaire:

»Man skal sige sandheden, for den har en sammenhæng.«

larsole.knippel@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.