På vej op

Det nye danske band Saybia med fynske rødder spås en fin fremtid i en vanskelig og uforudsigelig branche.

P3 Prisen ligner noget, radiodirektørens knægt har sjasket sammen i formning, men skulpturen har alligevel opnået en fornem placering i Saybias øvelokale. Hædersbevisningen er placeret over orkestrets instrumenter på en hylde, der med rockmusikerens ubekymrede nonchalance er skruet i væggen gennem en ægte kopi af et persisk tæppe.

Over for det flænsede mesterværk hænger i øvrigt en tilsodet dør fra et udbrændt folkevognsrugbrød årgang 1976, engang så lækre "Solvej". I hjørnerne stiger røgen fra overlæssede askebægre.

Velkommen til Saybias hovedkvarter på Refshalevej, spøgelsessletten ved det forladte Burmeister & Wain. Vi er afsides, 8'eren kommer her vist kun af hensyn til nostalgikere, men til gengæld tæt på realiseringen af et musikalsk eventyr.

I morgen udkommer Saybias første udspil i albumlængde. Drengene fra Nyborg ligger klar til affyring i pladeselskabet EMI's kanoner, og efter P3-hæderen, to nomineringer til Danish Music Awards og en kåring som "årets nye danske navn" af musikbladet Gaffas læsere er det tilsyneladende kun benspænd fra kablerne på gulvet, der kan hindre succesen.

Og dog. Det går altid galt med danske orkestre. Hvorfor skulle denne gruppe klare sig bedre?

Ni års jubilæum

Sangeren og tekstforfatteren Søren Huss er ikke i tvivl. Bandet står stærkt, fordi medlemmerne trods deres unge alder udgør en usædvanlig sammentømret enhed.

»Vi har spillet med hinanden, siden vi var 15-18 år. Sig mig, hvad dato er det egentlig? Den 14. januar! Jamen, så fylder vi ni år lige præcis i dag (14. januar, red.). Den første tid var vi uenige om, hvilken retning, vi skulle gå, men vi har altid delt ønsket om at leve af musikken. I 1998 skiftede vi guitarist og fik et ekstra medlem, og fra da har der været enighed om udtrykket. Når jeg tror, at vi kan klare os, bygger jeg det på, at vi kender hinanden både musikalsk og menneskeligt,« siger Søren Huss.

»Vi har arbejdet utrolig hårdt og målrettet i mange år, og vi møder mange kolleger, som siger, vi har fortjent opmærksomheden. Uden at have udgivet andet end en EP, har vi inden for de seneste to år spillet over 70 koncerter. Jeg synes, at vi har ydet vores bedste.«

Tangentspilleren Jess Jensen supplerer:

»Filosofien har altid været, at selv om der kun står 10 tilskuere, så spiller vi så godt, vi kan. Det er det eneste, der kan føre til, at der kommer 20 næste gang.«

Saybia flyttede til København i januar 2000. En betydelig omvæltning for de håbefulde.

»Hjemme i Muzirkus var vi vant til at betale 275 kroner per mand i kvartalet, men nu skulle vi betale 3000 kroner om måneden for øvelokalet. Vi havde svært ved at finde steder at bo, og det endte med, at tre af os boede herude, mens vi så adskillige etablerede musikere gå rundt i herude. Det var helt Matrix-agtigt, welcome to the real world,« forklarer Søren Huss.

Forholdene nødvendiggjorde, at Saybia byggede en hems. Den sidder vi og drikker kaffe under nu, og ovenpå står i øjeblikket hele tre sofaarrangementer af absolut tvivlsom kvalitet. Rundt omkring flyder Sebastian Sandstrøms ejendele. Den norske guitarist bor stadig i virvaret.

Heldigvis har musikken udviklet sig bedre end boligsituationen. Allerede ved ankomsten til hovedstaden havde gruppen en løs aftale med EMI, der havde reageret positivt på 1998-demoen "Dawn of a new life". Et år efter flytningen, faldt aftalen med EMI endelig på plads og EP'en "Saybia" blev indspillet. De seks numre udkom 2. juli 2001, og måneden efter tog gruppen til Gävle nord for Stockholm for at optage "The second you sleep", der altså udkommer mandag.

Næsten berømte

Mens Saybia arbejdede i Sverige og blandt andet så Cameron Crowe's superfilm "Almost famous" om den amerikanske rockscene i 1970'erne, drømte de om udsolgte koncerter til deres turné i sensommeren. Og samtidig, uden orkestret anede det, var EP'en i færd med at slå i gennem i kraft af P3. Da orkestret returnerede til København, var det halvberømt, og der blev totalt udsolgt til koncerterne. Uden for Loppen på Christiania var der lang kø, da Saybia ankom til spillestedet.

»En vildt surrealistisk oplevelse,« som Søren Huss udtrykker det. »Da forstod vi pludselig, at der virkelig var sket noget. Folk kendte os. Det viste sig også, at de kendte sangene godt, så jeg skulle pludselig til at huske teksterne.«

Så banker det på døren til øvelokalet. Kompleksets rengøringsmand, ham med det eksorbitante overskæg, er forvirret:

»Can I throw this away?« spørger han og peger på en sengegavl og en madras, drengene har stillet ud på gangen.

»No, no, no, no,« afværger Søren Huss og lover at fjerne den snarest.

Pladsmangel

Tilbage ved kaffen forklarer han, at pladsmangel forhindrer, at den store flightcase til instrumenterne og sengegavlen kan være i lokalet samtidig.

Bag Saybias pludselige succes lå en forsigtig, men bevidst strategi fra EMI.

Selskabet havde kun sendt EP'en ud til P3, og i stedet for at genere stationen med bunker af pressemateriale og konstante telefonopkald, lod man så at sige redaktionen opdage bandets potentiale. P3 havde allerede bånd liggende med tidligere liveoptagelser, og langsomt begyndte forelskelsen at tage til. "Fools corner" og "The day after tomorrow" kom i det, man kalder "hot rotation".

Stor efterspørgsel

P3s musikredaktør Eik Frederiksen forklarede sammenhængen, før vi besøgte orkestret:

»Vi fik straks ekstraordinært mange henvendelser på Saybia. Folk spurgte, hvem de der "sæben" var. Efterhånden kom EP'en på salgslisterne, men så trak EMI den pludselig tilbage for at skabe et vakuum i forbindelse med albumudgivelsen. Det gjorde ikke radioefterspørgslen mindre,« siger Eik Frederiksen.

Han var i december med til give Saybia kanalens talentpris på 75.000 kroner foran blandt andre roste Swan Lee.

»Vi var helt enige i komiteen, det tog tre minutter at tage beslutningen. Jeg tror, at den store interesse for dem skyldes, at musikken trækker på genkendelige tråde fra 1970'erne. Man kan høre referencerne til Moody Blues og Procal Harum, og samtidig er melodimaterialet godt. Forsangeren er ualmindelig god, og jeg synes også, man kan høre, at de i sammenspillet besidder en indvendig forståelse. Udtrykket er måske ikke fornyende, men til gengæld dybfølt og ægte. Jeg tror, at Saybia kommer til at klare sig rigtig godt, fordi de rammer et meget bredt publikum. Jeg håber det egentlig også, for jeg synes, det er forfriskende, at der kommer en dansk gruppe frem ad den oprindelige vej. Saybia er ikke et koncept, det er en rigtig gruppe, som hidtil har klaret sig uden TV-reklamer.«

Gruppen håber naturligvis også missionen, men medlemmerne tager intet for givet.

»Nøgleordet for os har altid været tålmodighed, og den har vi stadig, selv om det pludselig ser lovende ud,« siger Jess Jensen, der lige som de øvrige i orkestret slæber rundt på en betydelig gæld. Hvor andre tager rigtige uddannelser, har Saybia udelukkende satset på musikken. Udgifter til tidlige demooptagelser, grej, dagen og vejen gør, at orkestret i dag skylder op mod en halv million kroner.

»Vi er indstillet på slide for det. Størstedelen af det hårde arbejde ligger stadig forude.«

Saybia drager på turné i to måneder fra 1. marts. Undervejs kommer gruppens gamle lufthavnsbus forbi 25 koncertsale.

michael.enggaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.