Den store udfoldelse

Kolding Teater:
MORTEN ZEUTHEN
Sønderjyllands
Symfoniorkester
Dirigent: Ole Schmidt
Også i Haderslev Sygdom hindrede sønderjydernes chefkapelmester Iona Brown i at dirigere Carl Nielsens tredje symfoni, som havde været hendes eget valg. Det ville ellers have været spændende at høre hendes tolkning.

I stedet trådte Ole Schmidt til som et oplagt valg. Han kender jo sin Nielsen, og hans indsigt i nyere dansk musik mærkedes i Herman D. Koppels cellokoncert.

Programmet, der dog begyndte med Sibelius' "Finlandia", var altså efter DR-opskriften "Danske orkestre spiller dansk". Danmarks Radio optog koncerten til senere udsendelse.

Frodig spillestil

Det er en herlig cellokoncert. Den er forbavsende behersket og klassisk i form og stil, men også fantasirig i den musikalske bearbejdelse. Morten Zeuthen gik til den med kammermusikalsk fornemmelse, og hans indadvendte og dog frodige spillestil syntes at passe ideelt. Det var helt eminent, hvad Zeuthen kunne få ud af en solokadence. God orkesterindsats.

En lille pudsighed fra det udmærkede program: Om Koppels cellokoncert kunne læses, at Erling Bløndal Bengtsson kort efter uropførelsen i 1952 spillede den »med det daværende Sønderjyllands Symfoniorkester«. Jo, man kunne da godt se, at der ikke i det nuværende Sønderjyllands Symfoniorkester er mange med fra dengang.

Metaltræthed

Kolding Teater er et specielt sted at lytte til orkestermusik. I første afdeling sad jeg øverst og bagerst i salen, og klangen lød udmærket samlet i "Finlandia". Blæserne har tilsvarende meget at lave i Carl Nielsen, men hørt nede i bunden af salen virkede fællesklangen her ikke nær så samlet.

Der indfandt sig nu også noget metaltræthed i løbet af den hårde og udmarvende "Espansiva"-symfoni, som Ole Schmidt lagde både hårdt og i ordets egentlige forstand espansivt (udvidende) ud. Udvidelse tilsat fremdrift og drive, men også lidt lune i allegrettoen. Derimod ikke en finere afbalancering af instrument(grupp)erne. Fin pauke-indsats.