Poppens kroniske uskyld

Roskilde-Hallerne
THOMAS HELMIG
Torsdag
Start på danmarksturne Med sit trucker-look - t-shirt og cowboybukser - var der ingen fare for, at Nikolaj Steen løb med opmærksomheden, da han varmede op til Thomas Helmigs turnéstart i Roskilde-Hallerne. Og med sin blanding af småfunket familievenlig pop og Bryan Adams-rock stjal Steen heller ikke just lyset musikalsk.

Men han ramte ikke forbi publikums smag, selv om stemningen først for alvor blev rødglødende, da aftenens ubestridte hovednavn dukkede op på scenen iført et glamourøst læderlignende blåt sæt.

Hvinene ledsagede Helmig som førhen, men de var selvfølgelig ikke så skingre som i karrierens forår. Det er efterhånden 17 år siden, at Helmig stod og bankede på døren til et stort gennembrud og blev modtaget med åbne arme og hylen fra et teen-publikum, der særligt var præget af lyse stemmer.

Alt og intet

Helmigs fotogene fordele og drengede charme solgte billetter, og de dansksprogede sange havde hjertet på rette sted og en vis melodisk finesse, men de satte samtidig nye rekorder i banal pop-prosa og var mildest talt ikke præget af musikalsk nyskabelse.

En væltet Berlinmur, en stribe musik-revolutioner og en del mere eller mindre kiksede Helmig-frisurer videre - og hvad er der så egentlig sket af udvikling for soul-charmøren fra Århus?

Alt og intet: Helmig og hans trofaste publikum er blevet ældre, musikken er blevet engelsksproget - og udtrykket har på sangerens seneste album ("IsityouIsitme") taget en drejning mod en blanding af sømløs Marvin Gaye/Eric Gadd-soul og falset-sød Prince, der veksler mellem at være behagelig og fuldstændig harm- og kønsløs.

Svag gradbøjning

Altså nogenlunde status quo for Helmig, der enten har manglet lyst eller musikalske muskler til at foretage mere end en antydet gradbøjning af den rene letfordøjelige pop.

»Ærlighed varer længst,« ville sangeren måske indvende, men man undrer sig over den musikalske konservatisme.

Nå, tilbage til Roskilde-Hallerne, hvor man var omgivet af lutter kvinder, og hvor Helmig hyggede med den glatsmurte og Prince-funky "Silky Silky". Så vidt så godt. Også den aktuelle radiohitter "She's Leaving" skabte gode vibrationer med et fint melodisk flow og et lille stik i hjertet.

Men som ventet havde Helmigs nye materiale svært ved at holde gejsten kørende. Tempomæssigt og melodisk er mange numre for gennemsnitlige, og de blide, moderne summende studie-klange blev udviskede live i f.eks. "Blind Man's Bluff" - og den sukrede titelsang fremstod bare regulært kedelig.

Så det var særligt, da Helmig støvede det lidt ældre engelsksprogede materiale af, at hænderne kom i vejret. Og da ikke mindst med "Stupid Man" og afdelingen med danske sange mod slutningen, hvor gamle travere som "Midnat i Europa" og "Nu hvor du har brændt mig af" fungerede som idiotsikkert startskud for en øredøvende nostalgisk eufori af selvsvingende karakter.