Titian: Et tidstypisk geni

London

Titian er et af de genier, der med jævne mellemrum falder ud af himlen og ikke bare præger sin egen epoke men tider og mennesker sidenhen. Som en Mozart, en Leonardo da Vinci, en Einstein.

Han er også eksemplet på en verdensberømt maler, der nåede fuld anerkendelse i sin samtid, og som ikke skulle gå så gruelig meget igennem for at åbne omverdenens øjne op for sit talent. Titian (Tizian) eller Tiziano Vecellio som er hans fulde navn på italiensk, levede et langt og lykkeligt liv til han mæt af dage og som en af Europas mest kendte kunstnere døde i 1576 i en alder af mindst 85 år.

Præcist hvor gammel han blev, det vides ikke, fordi hans fødselsdato ikke kan fastslåes med bestemthed. Derimod er det meste af hans tilværelse rigt dokumenteret. Både hans sociale liv og hans produktion kendes i detaljer gennem masser af skriftligt materiale fra samtiden.

Så hverken på den personlige eller professionelle front er der meget nyt at hente i århundredets første store Titianudstilling, der åbnede i National Gallery i London for nogle dage siden og fortsætter til Madrid til sommer.

Men udstillingen er speciel fordi det er lykkedes at samle et bredt og repræsentativt udsnit af hans produktion. Det er aldrig sket tidligere i Storbritannien, og sidst det var muligt at tage på en sammenhængende rejse gennem hans univers var i 1990erne i hjemstavnen Venezia.

Titian er et typisk barn af sin tid. Han blev født i en famlie af embedsmænd i Pieve di Cadore i det nordlige Italien omkring 1490. Allerede som 10-årig kom han i lære som maler og afslørede hurtigt så store evner, at han blev inviteret indenfor hos datidens mest kendte venetianske maler Giovanni Bellini. Her kom han også til at arbejde tæt sammen med Giorgione, en anden Bellini-elev.

Bellini og Giorgione var datidens store malere i et Venezia, der stod på højden af sin magt og rigdom. Renæssancen kørte for fuldt tryk. Norditalien var først til at smide Middelalderens spændetrøje og overgive sig til en blomstrende ny tid. Den åndelige føde kom ikke længere udelukkende fra kirken. Inspirationen blev hentet alle mulige andre steder og gav næring til nybrud indenfor kunst, litteratur og videnskab.

Det europæiske menneske gennemgik en mental og geografisk bevidsthedsudvidelse. Der blev plads til store og nye tanker. Der blev skabt kontakt til ukendte kulturer og universer i ukendte verdner. Der blev grundlagt en rigdom som igen gjorde det muligt for samfundet at kanalisere ressourcer over i kunst og kultur.

Kirkens magt var brudt, men den fyldte stadig i det offentlige rum. Samtidig var det også karakteristisk for tidsånden, at den katolske kirke endnu ikke havde samlet benene, og at Luthers nordeuropæiske pietet var et jomfrueligt fænomen langt fra den norditalienske overklasses hverdag.

Sensualitet

I Venezia var sensualitet en del af tilværelsen. Især den sensuelle kvinde var et emne som blev behandlet med en naturlig nysgerrighed, passion og respekt. En af Titians mange mesterlige skildringer af kvinder som seksuelle væsener blev malt under et otte måneder langt ophold i Vatikanet.

Maleriet hedder Danaë og var dedikeret til kardinal Alessandro Farnese.

Billedet er baseret på en legende fra Ovids Methamorphoses. Danaë er datter af kongen af Argos, som spærrede hende inde for at beskytte hendes dyd. Det var selvfølgelig nytteløst. Hun blev forført at guden Jupiter, der ankom til hendes jomfrubur forklædt som en kaskade af guldmønter.

Den nøgne Danaë emmer af længsel, lidenskab og liderlighed, og billedet vakte også dengang opsigt. Pavens repræsentant i Vendig advarede om, at maleriet fik den sanselige nøgne kvinde i et andet berømt Titian-billede "Venus af Urbino" til at tage sig ud som nonne i sammenligning, og at selv de mest rene i ånden kunne frygtes at blive seksuelt ophidsede ved synet.

Det tog kardinalen nu forholdsvis roligt. Kødet var skrøbeligt i Romerkirken på de tider. Kardinalen var barnebarn af den siddende pave, og Titian sørgede snedigt for at Danaës ansigt lignede kardinalens elskerinde.

Danaë er med på udstillingen som repræsentant for denne mere frivole del af Titians evne til at få sine billeder til at leve og den nye tids mulighed for at blande verdslige og religiøse motiver og at sætte følelser på figurerne. Konceptet af pornografi var et andet dengang. Men selv om billedet trods tidens løse moral skulle have været grænseoverskridende, var Titian et geni med fuld kunstnerisk frihed i bagagen.

Han præsenterede og repræsenterede en helt ny livsanskuelse. Et nyt syn på, hvad maleri er for noget. Følelser, sensualitet og en farvefortolkning ingen havde set før. Ingen havde tidligere udfordret naturen som han. Han malte indefra. Han gav alting en identitet. Om det var et menneske, en hund, et træ eller en sky var ligemeget.

Han var hofmaler både for paven og kejseren. Han var blevet adlet, var på livsvarig statsydelse både fra byen Venezia og den spanske konge Philip II. På vej mod vor tids pensionsalder stod han på højden af sin karriere - en datidens superstar som rigmænd, adelsfamilier og kongehuse tryglede om at arbejde for sig.

Her i midten af 1500-tallet var han især efterspurgt som portrætkunstner. Titian revolutionerede portrættet så gennemgribende så det kan være vanskeligt at fatte i dag, fordi det ligger så tæt på nutidens udtrykform. Dengang var hans "levende" portrætter en sensation.

Den del af udstillingen, der dækker perioden i 1540erne indeholder flere fremragende eksempler. Blandt andet af den 2-årige rigmandsdatter Clarissa Strozzi. Om billedet, der til daglig hænger i Berlin, skrev den samtidige forfatter og Titians nære ven, Pietro Aretino:

»Jeg sværger på, at det er umuligt at tro på endsige udføre sådan et værk. Det fortjener at blive rangeret som det bedste maleri nogensinde. Så naturtro er billedet, at det forekommer at være levende.«

Andre portrætter fra den periode viser pave Paul III, Ranuccio Farnese og en ung kronprins Philip, den senere konge af Spanien. Samtiden ville vide at maleriet af paven var så livagtig, at folk tog hatten af i ærbødighed, når de så det.

Men allerede 20 år tidligere havde Titian transformeret det venetianske maleri i et stilbrud, der definerede vesteuropæisk malerkunst i et par århundreder. Den figurative stil var ny. Det samme var en ny type landskaber. Udtryksformen ændret fra en fortællende til en fotografisk. Billedet var historien. Historien var ikke længere en fortælling i en ramme. Barrieren mellem publikum og personerne i billedet blev ophævet. Personerne kommunikerede både med hinanden og publikum - uafhængigt af hinanden og beskueren.

Det største scoop

Uden sammenligningsgrundlag kan forskellen på før-og-nu være vanskelig at få øje på. Men udstillingen giver et fingerpeg i kraft af dens største scoop. Det er delvis lykkedes at genetablere en samling af malerier, som Hertugen af Ferrara Alfonso d'Este fik malt til sit eget private gemak i sit slot.

Det var tilfældigt at Titian kom til at stå for tre malerier og fik en pensel med i det fjerde.

Hans mester Giovanni Bellini have lavet det første, og han var selv bestilt til det andet af de fem hovedværker, der skulle dække tre af rummets fire vægge. Hertugen havde aftalt, at to af øvrige skulle udføres af Raphael i Rom og Fra Bartolomeo fra Firenze. Men begge døde forinden, og i stedet gik opgaven til Titian, som i disse rammer skabte tre af sine mesterværker: Bacchus og Adriadne, The Worship of Venus og The Andrians.

Det femte billedet er forsvundet. Det blev skabt af Dossi Dosso, som samtidig malede 10 mindre billeder baseret på det græske sagn som en frise ovenover de fem hovedværker. Tre af Dossos malerier er med på udstillingen. Serien blev fremstillet og færdiggjort mellem 1514 og 1529, og i de følgende 70 år blev de kun set af ganske få mennesker. I 1598 blev de konfiskeret af pavestolen og definitivt adskilt i 1621. De er nu samlet for første gang i 370 år.

Forskellen mellem Titian og hans samtidige dokumenteres i det fjerde billede. Her har Titian ændret på - eller udviklet om vil - Bellinis oprindelige maleri for at få samlingen til at fremstå mere harmonisk. Det er tydeligt at se hvor Titian har sat sit mærke på Bellinis originale udspil - ikke mindst i den vilde naturskildring. Det er også tydeligt at eleven har overhalet sin læremester og har givet maleriet et nyt afsæt.

Farverne

Et af hans vigtige parametre var farverne. Han havde adgang til dem og forstod at bruge dem. Hans foretrukne olie var hørfrøolie, mens det dengang var mest almindelig at benyttet valnøddeolie til at blande farverne.Venezia var speciel på det område, fordi kontakten med fremmede kulturer og den store tekstilindustri skabte et marked for specialfarver. Byen var et af de eneste steder i verden, hvor der fandtes deciderede farvehandlere, og Titian arbejdede med farverne som ingen før - og kun få efter - har gjort.

Et af de mest kontroversielle aspekter i hans kunst er hans ufærdige billeder. Dem er der mange af - og også flere i denne udstilling. Kunsthistorikerne diskuterer lidenskabeligt om det er halvfærdige billeder, en gammel mands manglende evne til at fastholde sin stil - eller en bevidst udtryksform. Meget tyder på, at det er lidt af hvert.

Nogle lægger vægt på, at tendensen især slår igennem i hans sene alderdom, da han stadig malede og stadig eksperimenterede med stil og form. Andre fremhæver, at han allerede brugte stilen som et bevidst virkemiddel meget tidligt. Denne skole forklarer fænomenet med, at Titian holdt op med at male videre, når billedet fungerede efter hensigten - uanset om det teknisk set var fuldendt.

Et par af de tidlige billeder af den type på udstillingen er portrættet af vennen Pietro Aretino fra 1545 og et selvportræt fra 1546-47.

Titian døde den 27. august 1576. Han blev offer for en af datidens pestepidemier. Han tog afsked med denne verden som en velhavende mand med formue, et blomstrende værksted og ni børnebørn spredt over hele Norditalien.

Begge hans hustruer døde tidligt. Hans ene søn Orazio, der havde boet sammen med faderen hele livet, døde også af pest kun en måned senere. Hans anden søn Pomponio havde vendt faderen ryggen og var blevet præst. I et kvart århundrede kommunikerede de kun via en sagfører.

Med en overlevende søn, en overlevende svoger, børn født udenfor ægteskab, overlevende søstre, søskendebørn og børnebørn udløste hans død en bitter arvestrid med gensidige beskyldninger om tyveri fra boet. Det endte med at hans formue og ejendele blev delt mellem de forskellige grene af familien. Også de sidste af hans værker blev spredt over det meste af Europa, hvor de i dag kan findes på museer og i private samlinger. Londons National Gallery har således 11 Titian-malerier i den permanente samling.

Billederne er reelt ubetalelige og handles kun i ekstremt sjældne tilfælde. Prisniveauet blev testet for nylig, da The National Gallery of Scotland erhvervede Titians "Venus stiger op fra havet" for 20 millioner pund - en kvart milliard kroner. Prisen er formentlig en vennepris. Billedet tilhørte Hertugen af Sutherland, men har været udlånt til det skotske nationalmueseum siden 1945. Hertugen har imidlertid været tvunget til at sælge for at rejse kapital til at betale arveafgifter efter sin fars død.

Selv om Titian produktion er forholdvis veldkumenteret vides ikke præcis hvor mange værker han lavede. Det skyldes bl. a., at der blev lavet kopier på hans eget værksted, og at begrebet piratkopiering også eksisterede dengang.

David Jaffe, kuratorer på The National Gallery og arrangør af udstillingen, vurderer, at Titians personlige produktion var omkring 180 originale værker, men at mellem 220 og 240 kan tilskrives ham og hans værksted. Mange er blevet fortæret af tidens tand, men 32 af de mesterværker, der har overlevet i mere end 400 år, kan nu opleves i London.

jan.lund@jp.dk