Skibet er ladet med tysk kultur

20 kufferter med arvegods fra 1920'erne skal fra New York til Bremerhaven. Arven består af tysk kultur fra en løssluppen tid. Tysklands største rockstjerne gennem årene åbner kufferterne. I dette interview lukker Udo Lindenberg desuden op for sin kærlighed til Hamburg, til Berlin og til at bo på hotel.

Hamburg

Han står måske ikke så tidligt op. Men når han så er der, er han klar til at erobre hele verden. Hver dag.

Det aftalte mødested er det fornemme, omtrent 100 år gamle Hotel Atlantic. Udo Lindenberg kunne ikke forestille sig andre steder. Han har boet her i syv år, og før da boede han i syv år på Hotel InterContinental på den anden side af Aussenalster, den største af søerne, der deler Hamburg.

Klokken er 15. For Udo Lindenberg er det nærmest morgen.

Som han bevæger sig ind i hotellets café, er han ikke til at tage fejl af. Den nålestribede jakke, det storstribede slips og hatten. Der Mann mit dem Hut. Og et lumskt smil.

Han begynder dagen og samtalen med at bestille en kop kaffe og en stor cigar.

Umiddelbart ser han måske ikke ud af så meget, men han gør i hvert fald ikke noget for at skjule sig. Han er scenekunstner, også når han går tur i kvarteret Skt. Georg lige bag hotellet, eller når man har ham på tomandshånd. Han synes at se hele livet som sin scene. En venlig herre, som elsker fest, farver og frækhed.

I Tyskland er Udo Lindenberg et stort navn. Måske ikke med en masseappel som for 20 år siden, men mindst lige så respekteret som dengang. Han har immervæk udgivet 55 LP-titler plus det løse. I sit land har han en status svarende til den, som Kim Larsen har i Danmark, som Ulf Lundell har i Sverige, og som Bruce Springsteen og Van Morrison har i den lidt større verden. Han bliver betragtet som en slags kulturambassadør. Han har en evne til at dukke op ved godgørende lejligheder, politisk kontroversielle situationer og historiske vendepunkter.

Som 56-årig er han i gang med sit hidtil mest ambitiøse og seriøse projekt. Han sidder ved baren og skæmter lidt med, at "Atlantic Affairs" er opkaldt efter hotellet, som han bor på. Men nej.

Projektet er opkaldt efter det store ocean mellem Bremerhaven og New York. Han forsøger at forklare kortfattet om den fortælling, der er blevet til et rockshow, en CD og en TV-film, og som er en ganske omfattende beretning om tysk kultur - og især om den del af kulturen, der gik i eksil, da nazisterne i 1930'erne overtog landet.

»Der kommer en meddelelse om en arv. Men der er ingen penge, kun 20 kufferter, som står i New York. Store, gamle kufferter. Med en masse gamle sager i. Manuskripter, nodeblade, bøger, dagbogsnotater... Jeg kigger på sagerne, og det går op for mig, at her er materialet, som et nyt show skal laves over. Der er god underholdning i det og en nøgle til emigranternes skæbne og deres historie. Nogle blev berømte, andre fik fiasko. Nogle overlevede ikke engang, men blev myrdet eller kom i kz-lejre.«

Skæbner i eksil

Under sceneforestillingen glider portrætter i kæmpeformat af eksilkunstnerne hen over bagtæppet - Bertolt Brecht, Kurt Weill, Thomas Mann, Fritz Lang, Anna Seghers, Lotte Lenya, Hanns Eisler, Ernst Lubitsch, Marlene Dietrich, Friedrich Hollaender, Comedian Harmonists og yderligere en endeløs række af skæbner. På den tilhørende hjemmeside redegøres for kendsgerninger omkring de enkelte navne.

Udo Lindenberg er klar over, at uanset hvor interessant det er, så er det en massiv mængde information og tungt stof:

»Når jeg fortæller folk, specielt unge mennesker, at dette handler om forbudte sange og forfulgte kunstnere, så er det en fremmed verden for dem. De kender til punk og til easy listening, men dette er fra deres bedsteforældres tid. Så vi må gribe fat i dem, og dét gør vi - med Nena på scenen og med Ellen ten Damme fra Amsterdam, som er både sanger og akrobat. Mellem de gamle sange er der nogle helt nye, som jeg har skrevet, så de passer til sammenhængen, sange med refleksioner over historien. Og vi synger hits - golden hours. Nena synger sin "Leuchtturm", og jeg synger "Horizont".«

Scenen er bygget op, så den forestiller festsalen på den store Atlanterhavs-liner "Queen Elizabeth 2", som Udo Lindenberg i dette årtusindes ånd har forkortet til "QE 2".

»Her foregår det storslåede, brogede, farverige show. En multimedieforestilling med film, teater, bøger, internet, gæstestjerner, gamle sange og nye sange. Jeg vil gerne kalde det en revy. Der er stilfærdige øjeblikke imellem. Skuespilleren Otto Sander læser digte af Bert Brecht, fundet i en af kufferterne. En bevægende stund. Det er en interessant mission, vi er ude på, og der er så meget sjov og mening i det, at det er værd at foretage rejsen.«

Drømmen om nye farver

Vi forlader hotellets café og går en tur ad den hyggelige forretningsgade Lange Reihe i kvarteret bag hotellet. Vi er ikke i janteland. Rockstjernen hilser på folk, eller de når at hilse på ham først. En fyr på cirka 30 år kommer løbende med et kladdehæfte og beder om en autograf. Vi kigger undervejs ind hos en smykkehandler og en frisør. Bare for at hilse på. Stille og roligt, gemytligt.

I en helsekostforretning beder han om at få skåret forskellig ost ud i terninger, som vi nipper til på den videre spadseretur. Han skaber landsbystemning omkring sig her midt i storbyen. Mobilen ringer nogle gange med praktiske ærinder. Han skal til Dresden om aftenen. Men der er ro på, og afbrydelserne forhindrer ham ikke i at fortsætte samtalen, hvor den er sluppet.

Han gestikulerer med armene, engageret, men på sin egen sindige måde.

»Det, vi havde i Berlin i slutningen af 1920'erne, var så bizart og spændende. Sangene, som blandt andre Marlene Dietrich sang, var så revolutionerende og stærke. Den kraft, den ånd, det mod, den lyst til at provokere og den frækhed, som fandtes dengang, har vi brug for i det nye Berlin. Det er for blødt og dæmpet nu. Jeg vil gerne give et skub til, at de vilde værdier indfinder sig igen i de kommende år. Derfor taler vi om "Atlantic Affairs" frem til 2020. Vi vil have farverne tilbage i livet.«

Det næste spørgsmål synes at komme bag på den ivrigt talende: Hvad fik New York og det øvrige USA ud af, at de tyske kulturspydspidser gik i eksil dér? Han mener, at Gershwin lyttede til Weill, og at hele Broadway-scenen dermed fik glæde af den tyske emigrantkultur. På den anden side erkender han:

»Jeg er selv vokset op med renlivet amerikansk musik, med Elvis Presley og The Beatles, og før jeg begyndte på dette projekt, var mange af de tyske navne fra dengang ukendte for mig. Det har været en opdagelsesrejse for mig også. Emigranterne havde en drøm - og vi har en drøm nu - om en farverig ny verden, en mere retfærdig og menneskelig verden.«

Bøgernes store dag

Oprøreren og vanvidskunstneren Udo Lindenberg har i mange år været gode venner med politikere og andre højtstående personer i ind- og udland. Bogen "Zeitreise" fra efteråret 2002 med fotografier og tekster fra 30 års stjernekarriere viser ham sammen med blandt andre Olof Palme, Willy Brandt, Erich Honnecker, Johannes Rau og Mihail Gorbatjov. Også den nuværende tyske regering er han dus med:

»Kansler Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer kan lide vort show. De ved, hvad vi har for, og forsøger at støtte os. For eksempel med 10. maj i år, som skal være en stor dag. Vi forventer omkring 100.000 mennesker, når vi opfører "Atlantic Affairs" på Bebelplatz i Berlin den dag - nøjagtig 70 år efter at den store bogafbrænding fandt sted dér. Vi opfordrer studenter og andre unge til at komme med en bog hver. Disse bøger er vores kultur.«

Så jo. Accepteret af magthaverne, men af tyskere i almindelighed?

»Tjoh. Af folk på gaden? Det er faktisk så som så. Mange siger, at nu har Udo Lindenberg spillet den samme sang i 30 år, har været med til at vælte den forbandede mur, har været bonkammerater med Willy Brandt og har samlet penge ind til Den Tredje Verden - han er skør, men o.k. Det ville også være en trist situation, hvis en sanger som mig ikke blev accepteret. Så ville jeg være nødt til at forlade landet - at gå i eksil i Svendborg, som Bert Brecht gjorde.«

Det sidste bliver naturligvis sagt med et mut smil til den danske journalist. I virkeligheden har han aldrig tænkt på at søge udlændighed, men han har ikke været fri for at føle sig truet:

»Jeg har erfaringer med sikkerhedsforanstaltninger som op mod 30 bodyguards og skudsikker jakke. Under en række koncerter mod racisme fik jeg trusselsbreve og trusselsopkald. Jeg var nødt til at være forsigtig og beskytte mig selv. Jeg drak en del for at holde nerverne i ro. Men vi spillede mange penge ind til ofre for nynazisternes vold. Jeg har nu aldrig overvejet alvorligt at forlade Tyskland. Jeg holder af at bo her. Jeg elsker de store byer, især Hamburg og Berlin.«

På den fortsatte fodtur, hvor vi nu er nået ned til promenaden ved Aussenalster, kommer spørgsmålet uvilkårligt, hvor nemt det er at bevare overblikket, når der er så mange tråde at trække i. Udo Lindenberg har tilmed altid været sin egen manager. Han svarer med at fortælle lidt om sin yndlingsroman. Den er af Sten Madolny og har den sigende titel "Opdagelsen af langsomheden".

Som at være på rejse

Ekstravagancen synes at tiltale rockmusikeren, der glad betegner sig selv for en evig hippie. Men dog har den mangeårige vane med at bo på dyre hoteller. Ikke kun når han turnerer, men permanent. Han forklarer sig:

»Jeg holder af, at man kan udfolde sig individuelt og kan være tolerant. Der skal et stort orkester til. Med mange slags kostumer, mange forskellige instrumenter. Så bliver det et mangfoldigt lydlandskab. Jeg har boet på hoteller i snart 20 år. Jeg har forsøgt mig med store villaer og penthouse-lejligheder, men foretrækker hoteller. Og på Atlantic har jet et atelier oppe under taget, hvor jeg maler. Jeg kan øve med mit band enten i min suite eller i en af de store forsamlingssale. Jeg kan male syv-otte meter høje billeder i sådan en sal. Hvilken anden kunstner har sådanne forhold?«

Nu er kulturhistorikeren igen kommet op i ham:

»Hotellet er bygget som et skib. Det blev bygget for passagerer, der skulle med en af de store oceanlinere og tilbragte deres sidste nat i Europa hér. For at bringe folk i stemning til at krydse Atlanten byggede de et hotel, der naturligvis kom til at hedde Atlantic. Festsalen skulle være som på en oceanliner. Så det er som at bo på et skib - som at være på rejse.«

Den danske saxofonist

Inden vi skilles, kan Udo Lindenberg ikke lade være med at fortælle en rørende historie, som begyndte for cirka 40 år siden, da han som 17-årig var i Libyen som trommeslager i et jazzorkester, der spillede for udstationerede franske og amerikanske soldater. I hovedstaden Tripoli mødte han den danske tenorsaxofonist Ole Olsen, som spillede i et andet orkester. I dag spiller Olsen med Ib Glindemanns Orkester og Louisiana Jazz Band.

Fra Nordafrika gik det til Frankrig, hvor Lindenberg og Olsen spillede i samme band og delte værelse. Deres veje skiltes, men de havde talt om at skulle spille sammen igen - i København. I 1964 tog Udo Lindenberg afsted på tommelfingeren mod Danmark, men nåede kun til Hamburg. Hvor han blev.

Først i efteråret 2002 mødtes de to igen, da Ole Olsen var i Lübeck for at spille med Gitte Hænning og kunne gøre en afstikker til Hamburg.

jakob.lambertsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.