Fleming. Ian Fleming

London - Ian Fleming er manden bag verdens mest berømte actionhelt. Han har aldrig lagt skjul på skæbnefælleskabet mellem sig selv og sin hovedperson, der i 50 år har reddet verden fra at gå til grunde i paddehatteskyer, laserstråler eller menneskeskabte naurkatastrofer.

Året var 1925.

Stedet den traditionsrige kostskole Eton.

Den 17-årige knægt stod med muligheden for at vinde prisen som skolens bedste atlet for andet år i træk. Det var kun sket en gang tidligere siden Etons grundlæggelse i 1440.

Men han havde et problem.

Han skulle straffes for en mindre overtrædelse af skolen strenge reglement præcis samtidig med det afgørende løb. Han forsøgte ikke at undslippe sin skæbne, men fik fremrykket afstraffelsen med et kvarter. Han modtog sine bank og vandt løbet - og dermed årets mesterskab - iført shorts, der stadig bar blodige spor fra slagene med birkeriset.

Navnet var Fleming. Ian Fleming. Trekvart århundrede senere faderfiguren for historiens største filmsucces.

Det er 50 år, siden James Bond trådte ind i agentbrancen i thrilleren "Casino Royale", og 40 år siden han for første gang reddede menneskeheden på filmlærredet i "Dr. No."

Siden har agent 007 brugt sin licens til at dræbe på at forhindre hele verden i at gå til grunde i paddehatteskyer, lasterstråler eller menneskeskabte naturkatastrofer.

Gennem 40 år har Bond-filmene - officielle og uofficielle - indspillet i omegnen af 65 mia. kr. og er blevet set af to mia. mennesker. Det seneste skud på stammen "Die Another Day" har alene i USA indspillet omkring en mia. kr. på bare fire uger.

Agent 007 er lige så nærværende her i begyndelsen af det nye årtusinde, som han var på højden af den kolde krig. Han har været i stand til at følge med tiden uden at blive ældre. I Bonds univers findes så meget råstof fra Flemings personlige erfaringer med livet og døden, at det har kunnet lade sig gøre at transcendere figuren gennem forskellige kulturer og tidsåndens bølgeskvulp.

Ian Fleming ikke bare skrev James Bond. Han er James Bond. Både i virkelighedens verden og i den fantasiverden, som han skabte baseret på sine drømme, erfaringer og oplevelser. Han har aldrig lagt skjul på skæbnefælleskabet mellem sig selv og sin hovedperson, selv om virkeligheden selvfølgelig krydser deres spor.

Episoden på Eton tegner konturerne af en fanden-i-voldsk ung mand, der uden at kny tager konsekvenserne af sine handlinger, når sine mål til sidst - og i øvrigt trives glimrende i en konform verden uden selv at leve efter konventionerne. Nogenlunde ligesom James Bond.

Fleming kom fra et overklasse-miljø i Skotland. Ligesom sin far, der døde på slagmarken under Første Verdenskrig, blev han helt naturligt sendt på Eton og siden til militærakademiet Sandhurst. Men den unge Fleming levede ikke op til idealfaderen og blev smidt ud begge steder.

Ian Fleming blev ansat på nyhedsbureauet Reuters og dækkede fra bureauets Moskva-kontor en af datidens højprofilerede spionsager og blev - efter en periode som børsmægler - sendt til Moskva af The Times i 1939. Tiden har siden vist, at han både dengang og formentlig også under sit første ophold i den russiske hovedstad både fungerede som reporter og britisk spion.

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig blev han hemmelig agent på fuld tid i flådens efterretningstjeneste. Han steg lynhurtigt i graderne og blev en af Englands bedste og mest kreative spioner som højrehånd for spionchefen John Godfrey. Han var effektiv, dristig og samtidig den elegante og belevne levemand og kvindebedårer, som James Bond siden skulle blive det.

Fleming stod bag flere opsigtsvækkende aktioner og styrede fra London en kommandoenhed på 30 mand, der gennem hele krigen gennemførte højpotente aktioner bag fjendens linier.

Efter Anden Verdenskrig blev han udenrigsredaktør på Sunday Times, før han slog sig ned på Jamaica, som han havde forelsket sig i under et kort ophold mod krigens slutning. Han købte en grund og byggede sig et hus, som han døbte "Goldeneye".

I seks år levede han otte uger på Jamaica og resten af tiden i England, men bosatte sig permanent på øen efter at være blevet gift. Her skabte han sin helt James Bond i sit eget billede. Spion, gentleman, kvindebedårer, gambler og livsnyder. Hans personlige erfaringer betød, at han kunne lade de vilde eventyr udfolde sig i troværdige rammer. Detaljer og arbejdsrutiner blev beskrevet, som han kendte dem fra sine mange år i tjenesten.

Ian Fleming nåede at opleve successen fra de første to film. Men natten mellem den 11. og 12. august 1964 - en måned før premieren på "Goldfinger" - døde Fleming i en alder af 56 år efter årelange problemer med hjertet. Han havde brugt sig selv mere end de fleste og blev offer for et hårdt liv i overhalingsbanen. Hvad han på ingen måde beklagede men var rede til at tage konsekvenserne af ud fra sin erklærede livsanskuelse: »Jeg vil ikke spilde mine dage i et forsøg på at få flere af dem.«

Flemings 12. og sidste roman "Manden med den gyldne pistol" udkom i 1965 mange måneder efter hans død, og hans to noveller "Octopussy" og "The Living Daylights" blev først publiceret i 1966.

Alle tre er siden blevet filmtiseret og tilhører i dag det Bond-bibliotek, der med "Die Another Day" omfatter 20 såkaldt officielle film. Det officielle skyldes tidligere problemer omkring copyrights. Forskellige filmproducenter og selskaber har gennem årene haft rettigheder til forskellige dele af hans produktion.

Efter gigantsuccessen "Goldfinger" i 1964 båret frem af Shirley Basseys titelmelodi blev biograferne oversvømmet af kopiprodukter. Flemings første bog "Casino Royale" tilhører således ikke det officielle arkiv som film. Den blev udsendt i 1967 med David Niven som James Bond og har stort set kun titlen til fælles med bogen.

"Never Say Never Again" fra 1983 er heller ikke på den officielle liste. Den blev produceret som en konkurrent til "Octopussy" og kunne sensationelt præsentere Sean Connery i sin gamle glansrolle. Den er næsten en tro kopi af "Thunderball" fra 1965, og Sean Connerys sidste replik som James Bond er meget rammende: »Never again«.

Da Connery i et amerikansk talkshow kort efter premieren blev bedt om at udpege den værste skurk i Bonds univers, svarede han: »Cubby Broccoli.« En reference til hans eget personlige modsætningsforhold og de problemer, der havde været under indspilningen af "Never Say Never Again".

Albert "Cubby" Broccoli var pengemanden og filmproducenten, der siden begyndelsen af 1960erne havde haft rettighederne til det meste af Ian Flemings materiale, og hvis arvinger i dag fører faklen videre. Han begyndte med "Dr. No" sammen med Harry Saltzman, og i dag er selskabet nærmest en multinational koncern med Bond som hovedproduktet.

Cubby Broccoli døde i 1996 efter at have produceret 16 Bond-film, heraf de ni første sammen med Saltzman. I dag videreføres imperiet af hans datter Barbara Broccoli og stedsøn Michael Wilson igennem selskabet EON (Everything Or Nothing), som Saltzman og Broccoli stiftede i 1961.

Generationskiftet var kritisk. De sidste tre Bondfilm i 1980erne var gået dårligere og dårligere. Bond havde fået seriøs konkurrence og kunne ikke ligesom i 1960erne og 1970erne klare sig alene på navnet mod virile konkurrenter som Batman og Indiana Jones.

På det tidspunkt var der alvorlig tvivl om Bonds fremtid på det hvide lærred. Kunne en agent, der i den grad var forbundet med den kolde krig, overleve Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald?

Værre endnu. Bag kulisserne foregik et større juridisk slagsmål om rettigheder mellem AON og den amerikanske gigant MGM/United Artists. Der skulle vise sig at gå seks år, før den næste Bond-film nåede biograferne.

I mellemtiden blev legenden holdt i live af et par spionfilm med Fleming selv som hovedperson. I 1989 kom "Goldeneye" med undertitlen: "The secret life of Ian Fleming - the real James Bond". I 1990 fulgte "Spymaker" med samme undertitel og med det betydelige PR-scoop, at Sean Connerys søn Jason Connery spillede Ian Fleming!

Da James Bond endelig var klar til sit come-back var alting ændret både foran og bag kameraet. En svækket Cubby Broccoli havde trukket sig som producent, Timothy Dalton som Bond, Robert Brown som M, Caroline Bliss som Moneypenny og John Glen som instruktør. Den legendariske manuskriptforfatter Richard Maibaum var også væk. Han døde kort efter premieren på "License to Kill".

Men pausen gav den unge duo Broccoli/Wilson chancen for at pudse konceptet op. En Bond-produktion er et sirligt sammensat puslespil, hvor der er tænkt i dybden over hvert eneste lille element. Der er specialister til at fremstille tøj, make-up, dippedutter, apparater, stuntscener, eksplosioner, skurke, kvinder, kulisser, musik og sidehistorier, så det hele nøje stemmer med Bonds univers - samtidig med at det tilpasses tidsånden i den virkelige verden.

Bond blev moderniseret. Hurtigere og mere profileret. Mere aktion, flere jagter. Skarpere dialog og mindre elegance. Mere Schwarzenegger og mindre Sherlock Holmes. Samtidig blev James Bond udstyret med følelser og identitet, som indebar, at han kunne angribes på sine menneskelige egenskaber. Hans nye kvindelige chef kaldte ham bl.a. for en sexfixeret mandshauvinist.

Den cocktail virkede perfekt.

Come-back filmen "GoldenEye" blev den største kassesucces i Bond-filmenes historie.

I dag ruller der stadig penge ind fra alle de gamle film. Ikke bare fra biograferne, men også fra video, videospil, TV og betalings-TV plus selvfølgelig et bredt sortiment af Bond-souvenirs.

En anden guldmine i en højt profitabel virksomhed er præsenationen af produkter. Det er ikke tilfældigt, hvilket mærke Bond bruger i barbermaskine, revolver, champagne eller vodka. Det er benhård business at blive profileret som mærkevare sammen med James Bond. Den nye film menes at sætte rekord, og der tales om produktreklamer til en værdi af et trecifret millionbeløb.

Overordnet handler producenternes valg også om at blive sat sammen med produkter, som yngre generationer synes er cool. Det er et vigtigt element i den vedvarende rekrutering af et nyt publikum. Alene videospillet "Octopussy" har solgt mere end 20 millioner eksemplarer og har været med til at gøre Bond til en naturlig del af IT-generationens univers.

De unge kender ham som lige så frisk og moderne som den ældre generation, der stadig kan huske Ursula Andress spadsere op på stranden kun iført bikini og dolk. Det var meget dristigt tilbage i 1962. Præcis det samme billede bruges her 40 år senere til at præsentere dette års Bond-pige, Oscarvinderen og skønhedsdronningen Halle Berry på en cubansk sandstrand.

Siden come-backet i 1995 har det været en bevidst strategi at gentage nogle af de gamle Bond-temaer i nye versioner for at fastholde forbindelsen til fortiden og fremhæve det unique i Bond-konceptet.

Men Bond er stadig Bond, og en Bond-film er stadig den blanding af faste ingredienser og ny teknologi, som publikum forventer. Som Pierce Brosnan forklarer på spørgsmålet om, hvorfor verden elsker James Bond: »Det er kvinderne, maskinerne, sex, romantik, fantasiverdenen, den ultimative helt.«

Bonds vodka-martinier skal stadig være "shaken not stirred" - om end marketingsmaskinen har tvunget ham til at skifte mærke fra Smirnoff til Finlandia.

007 er en opportunistisk spion med instinkt til at gå direkte efter de virkelige skurke. Der ryger et par middelmådige gangstere undervejs, og superskurkens løjtnanter har som regel også fremtiden bag sig. Men det er karakteristisk for Bond, at han kun bekymrer sig om de små fisk, når de forsøger at slå ham ihjel. Han sætter altid kursen lige mod edderkoppen i spindet, uanset om han skal kastes i faldskærm ud over en vulkan eller indhente en flyvemaskine på vej ud ad startbanen.

Inden de kontronteres mand til mand i en kamp på liv og død, når han og skurken også at føle hinanden på tænderne under civiliserede former. Enten i verbale dueller ved et veldækket bord, i nervepirrende opgør ved spillebordet eller i korporlige kampe "for sjov" på våben, som kræver en udsøgt ekspertise.

Det tema bliver slået an allerede i den første film. Da Bond som fange hos Dr. No er inviteret til champagne-frokost, kan skurken ikke lade være med at prale med sin Dom Perignon årgang 1955. Bond lader sig ikke sådan dupere. Han ved nemlig bedre: »Personligt foretrækker jeg nu 1953,« som han siger med et mentalt stød under bæltestedet.

Bond har en udsøgt sans for kvalitet og en detaljeret paratviden på alle områder, der skinner lidt af guld og glory. Lige fra cubanske cigarer til sydafrikanske diamanter. Professionelt ved han naturligvis alt om ethvert tænkeligt våben.

Han er vittig, charmerende, frygtløs, galant, ukorrupt og lever i en verden af spænding og pompøs luksus. Her kommer ingen kedelige kontoudtog fra banken, selv om han bruger sit kreditkort som var han arving til Bank of England.

Han møder ustandselig smukke kvinder i Rio, Istanbul, Macao eller Indien og kan det der med hurtige replikker. Bond er en kombination af en cool britisk gentleman og Dommedag iført tuxedo og en Walther PPK. Ingen kan som han - specielt i de tidlige film - børste støvet af jakken med en nonchelant håndbevægelse, rette på slipset og træde dugfrisk ind i et casino, vinde en formue og score etablishementets bedste kvinde - efter at have været sekunder fra at blive kørt igennem en kødhakkemaskine.

De smukke kvinder, de nederdrægtige skurke og de specielle stunts er andre faste holdepunkter i Bonds tilværelse. Kvinderne - både de gode og de onde - ligner forsiden af Vogue eller Playboy uanset om de kravler rundt i kulminer eller er fanget på atombevæbnede ubåde.

Undtagelserne er selvfølgelig den tredje kategori: De onde stygge kvinder. Det er sådan nogen, der ligner lejrkommandanter fra Gulag og hedder Rosa Klebb eller Irma Bunt. Det var superskurken Blofelds fæle hjælper Irma Bunt, der myrdede Bonds hustru i "I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste".

Skurkene var i begyndelsen koncentreret i forbrydersyndikatet SPECTRE under ledelse af ærkefjenden Ernst Stavro Blofeld, som man slet ikke så i de to første film. Man så kun hans hvide kat. Når det skete vidste enhver, at der var lagt op til badescener i Blofelds personlige piranha-pool.

Bond-skurkene er også en særlig race. Superintelligente men moralsk korrumperede mænd med storhedsvanvid. Følelseskolde lystmordere udstyret med hver sin nedrige kvalitet og/eller særlige fysiske skavank.

De drømmer om verdensherredømme eller i mere beskendent omfang at blive herskere over Kina. De røver ikke guldsmedeforretninger men Fort Knox. De er parat til at fjerne Californien eller Silicon Valley fra landkortet, så deres spekulation i jord eller microchips kan gøre dem til verdens rigeste.

Fælles for dem alle er et enormt overmod - og at de er sekunder fra at nå deres mål, før de bremses af Bond.

Action-scenerne har været et andet af Bond-filmenes varemærker. De har altid været lige en tand forud for deres tid. Det er tit vildt komplicerede stunts og rækker af manøvrer, der skal passes sammen i stor skala. Det er ikke noget, alle kan gøre. Broccoli-organisationen har øvet sig i 40 år og er eksperter i at sprænge øer i luften eller sende skihoppere med faldskærme under vindjakken ud fra sneklædte bjergtinder.

Et vigtigt element i en Bond-film er de seneste opfindelser fra efterretningstjenestens udviklingsafdeling, ledet af personen Q. Der er stort og småt mellem hinanden, men ingen Bond-film uden noget helt specielt som biler der forvandles til undervandsbåde, verdens mindste jetfly, personlige raketmotorer på ryggen eller sprængstof kamoufleret som tandpasta. Bonds trofaste Aston Martin bliver hele tiden opgradet med specialudstyr. Senest har han fået intet mindre end en usynlig bil.

40 års Bond har også været helt fremme i skoene med opfindelser forud for deres tid. Bond brugte mobiltelefon, inden nogen anede hvad det egentlig var, og i Bonds verden var laserstråler også noget enhver forbryder og hemmelig agent meget tidligt havde som standardudstyr.

En af de mest berømte Bond-scener er fra "Goldfinger". Der bliver blæst katastrofealarm i ethvert mandligt identifikationsgen, når den excentriske milliardær Auric Goldfinger tænder for den blodrøde laserstråle, der langsomt bevæger sig fra fødderne op mod Bonds ubeskyttede solar plexus, mens han ligger hjælpeløst fastspændt med spredte ben.

»Do you expect me to talk?« spørger Bond en anelse bekymret. »No Mr. Bond, I expect you to die,«svarer Goldfinger iskoldt og går uanfægtet hen mod døren. 18 Bond-film og et betydeligt antal kvinder senere er det næppe nogen hemmelighed, at både Bond og hans ædlere dele slipper uskadt fra dette freudianske mareridt.

En af de meget excentriske skurke er mediebaronen Elliot Carver med valgsproget: »Der er ingen nyheder som dårlige nyheder«. I "Tomorrow Never Dies" mener han, at menneskeheden vil trives meget bedre, hvis han har monopol på alle verdens nyheder - og i øvrigt skaber dem selv.

Det gik ikke Elliot Carver ret godt sidenhen... Han kom bogstaveligt talt på forsiden af sin egen avis.

For igen reddede agent 007 verden, selv om hans oprindelige platform var forsvundet her i 1990erne med afslutningen af den kolde krig. Bond overlevede også dette anslag, som filmene har overlevet oliekriser og børskrak, retssager og konkurser.

Den oprindelige forfatter har været død i 38 år, og hovedpersonen er blevet spillet af fem forskellige mænd. Nye producenter, skribenter og instruktører sender nye film på gaden, selv om nye computer-teknologier giver konkurrenterne nye muligheder for at konkurrere på stunts og effekter.

Men der er stadig kun en mand, der kan flyve et jetfly gennem en hangar forfulgt af et missil og som uden at blinke henkastet kan udbryde: »Jeg tror, de var på vej til en begravelse,« når en bilfuld skurke speeder ud over en klippekant. Og som, når det hele er overstået og chefen ringer, mens han står i brusebadet med den nøgne heltinde, indforstået kan sige: »I'm just cleaning up a few details.«

Navnet er Bond, James Bond.

For hvad Fleming skabte, var en drøm, som alle kan blive ved at drømme med på.

Den blev skabt dengang i 1950erne, da Osvald Helmuth hjemme i Danmark cyklede ned til havnen efter fyraften for indånde suset fra alle "Stederne". Dengang da en bustur til Spanien var det mest eksotiske nogen almindelige danskere kunne forestille sig samtidig med Bond susede hjemmevant rundt i Hong Kong, Istanbul, Macao og Tokyo.

Hele hans univers er én lang eksotisk og eksklusiv drømmefanger. Når nogen skal smides ud fra et tårn er det selvfølgelig Eifeltårnet. Når nogen skal flyve under en bro er det Golden Gate Bridge. Vi sejler i gondol i Venedig, spiller på casino i Monte Carlo, udveksler fanger ved Check Point Charley og står på ski i Cortina.

Det er en verden, som opererer i et parallelt univers. Den kunne godt eksistere, denne verden - og gør det måske også. Ian Fleming valgte at træde derind sammen med sin ven James og lade fantasi og virkelighed smelte sammen til et.

Når Bond og Fleming inviterer os med på eventyr, er vi aldrig helt sikre på, hvad der er hvad.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.