Ud i lyset

Med albummet "A New Morning" og tre københavnske koncerter tre aftener i træk vil det britiske rockband Suede vise en ny side af sig selv. Det 13 år gamle orkester med en broget fortid fokuserer nu på enkelheden og skønheden.

Det var højt, mørkt og larmende inde mellem bøgetræerne ved Skanderborg. Det var sent lørdag aften, og Suede var på scenen ved den festival, der kalder sig Danmarks smukkeste. Men lige præcis smuk var denne koncert ikke, selv om den burde have været det.

Det britiske band er ikke længere til larm, fest og hektisk natteliv. Nu gælder det lys, lykke og "A New Morning", som den CD, der udkom i går, hedder.

Den nye plade var færdigindspillet, da Suede for halvanden måned siden var i Skanderborg. Der var stor opmærksomhed om især sangeren Brett Anderson. De fleste lagde mærke til, at han så sundere ud end nogensinde.

Tiden var knap, men da nu bandet var i landet, skulle der tages opstillingsbilleder til månedsmagasinet Gaffa og gives et enkelt interview - til Jyllands-Posten. Andre måtte vente, til Brett Anderson på en senere dato kunne flyves ind fra London til København for at give interviews på stribe.

Det var kontrasternes dag. Solen havde skinnet under hele festivalen indtil da, men under Jyllands-Postens interview med Brett Anderson og bassisten Mat Osman brød et voldsomt regnvejr løs. Det klarede dog op inden midnatstimen, da bandet skulle på scenen for at blande nogle af de nye solstrålesange med grumme og sorttonede sange fra de tidligere plader.

En omhyggelig balance

»Det er mærkeligt at spille på festivaler, før en plade er ude, fordi det er oplagt, at vi gerne vil spille de nye sange, og det er oplagt, at folk ikke kender dem. Så vi er nødt til at sørge for en omhyggelig balance mellem nye sange og gamle numre. Vi har tidligere forsøgt os med at spille alle sangene fra et album, som endnu ikke var udkommet, og det var udmærket for os selv, men lige lovlig egoistisk,« forklarer Brett Anderson.

»Det er umuligt at tækkes alle. Hvis vi kun spillede nyt materiale, ville en masse tilhørere savne de gamle sange, og hvis vi kun spillede de gamle numre, ville vi skuffe de mest entusiastiske fans, der kommer for at høre nyt fra os. Det bedste er i virkeligheden at gøre, som vi selv mest har lyst til, og i øjeblikket er det at give en helvedes tæt rockkoncert, og det indbefatter at afprøve nogle få nye numre,« siger Mat Osman.

Væk fra fest og narko

Brett Anderson og Mat Osman har været med i alle de 13 år, Suede har eksisteret, og kender hinanden helt tilbage fra dengang, da de gik i college i Haywards Heath et halvt hundrede kilometer fra det indre London. Når de taler, supplerer de hinanden. Og taler tilsyneladende med lige stor vægt.

Om de lyse og lette toner på den kommende CD siger Brett Anderson:

»Vi har økonomiseret musikalsk. Stemningerne er varmere og mere menneskelige end på vore tidligere plader. Da vi begyndte indspilningerne, gik det i retning af en akustisk plade - lidt som Neil Youngs "Harvest", baseret på de rene sange og på akustiske instrumenter. Det bevægede det sig væk fra undervejs. Nogle gange er problemet med Suede, at vi ikke arbejder hurtigt nok.«

De fleste af sangene stammer fra foråret og sommeren 2000, da Brett Anderson opholdt sig i en hytte på landet, i Surrey:

»Jeg trængte til at komme væk fra London. Jeg følte, at byen påvirkede mig på en forkert måde. Der er så meget narko. Og jeg ønskede ikke at lave den samme plade en gang til. De to foregående albums var i høj grad London-plader. "Coming Up" fra 1996 handlede om at leve livet, feste, tage coke og hænge ud i London, og "Head Music" fra 1999 var nedturen fra det liv. Den beskrev de mørke sider af at tage stoffer og holde fest hele tiden. Det var - ak ja - en nøgen, plasticagtig, sjælfuld plade.«

Hvad handler så "A New Morning" om?

»Om at holde op med stofferne, om at blive clean. Teksterne handler om at finde en ny sti gennem livet. Jeg er ikke på stoffer længere, drikker ikke, ryger ikke noget af alt det shit. Pladen handler om begejstringen for det virkelige liv.«

Mørke i lyset

Det må være en hård proces at komme ud af det miljø. Og dog virker de nye numre som glade sange?

»Jamen, de er glade. Det første nummer på albummet, "Positivity", er virkelig fyldt med lykke. Men jeg vil nødigt, at det opfattes som bevidstløs glæde. Der ligger smerte bag, og det handler også om at værdsætte den glæde, man kan føle, når man har gjort en del erfaringer på livets skyggeside.«

Mat Osman:

»Vi skal passe på med at se endimensionelt på det. Det er forkert at dele vores udgivelser op i lyse plader og mørke plader. Det er bare balancen mellem det mørke og det lyse, der skifter. Vi forsøger ikke lige med ét at erklære, at alt er problemfrit og altid vil være det.«

Brett Anderson:

»Jeg tror egentlig aldrig, at vi har lavet sange, der var enkle og glade. Der har altid været noget tragisk og pompøst over dem. Jeg har lyttet til gamle perler som "Everybody's Talkin'" (Harry Nilsson) og "Wichita Lineman" (Glen Campbell), som er virkelig blide og dog lige så fulde af følelser, som hvis de havde været mere dramatiske eller pompøse. Med nogle af vore nye sange - "Positivity", "Lonely Girls" og "Lost In TV" - forsøger vi at fokusere på enkeltheden, lykken og skønheden.«

Klassiske numre

Hvordan mon publikum vil reagere på dette skift?

Brett Anderson:

»Jeg tror, at mange af vore fans ikke vil bryde sig om, at Suede nu stråler af glæde. De vil helst fastholde os som unge og dødtriste. Og det ville måske også være nemmest for os at forblive på det stadium. Der var pres på os ved valget af den single, som skulle præsentere det nye album, og mange rådede os til ikke at tage "Positivity", fordi sådan en glad sang ville være svær at forbinde med det almindelige billede af Suede. Kommercielt set var det måske ikke det klogeste, at vi alligevel valgte den, men det var det mest ærlige, vi kunne gøre, for den afspejler, hvad vi tror på nu.«

De to Suede-musikere vægrer sig ved at udtale sig om, hvor de befinder sig i det store britpop-billede - blandt Radiohead, Oasis, Blur og Travis. Men det betyder ikke, at de giver afkald på ambitioner om at være med blandt de største.

Mat Osman udtrykker det således:

»Vi har kunstneriske ambitioner. Vi vil skrive storslåede sange, som folk husker, holder af og finder mening i. I den forstand vil vi gerne være i kategori med navne som The Beatles og Stevie Wonder. Vi vil gerne lave klassiske sange.«

Hvad er jeres bedste bud på klassiske sange indtil nu?

»"The Wild Ones" (fra albummet "Dog Man Star") og "Everything Will Flow" (fra "Head Music") spiller vi altid ved koncerterne. De har et flow, der bare er rigtigt, og har deres eget liv.«

Sangenes eget liv

Hvor vigtigt er det at optræde live?

Mat Osman:

»Det bliver mere og mere vigtigt. Det giver et kick, at vi ser, at folk kan lide det, vi laver, at vi kan få dem til råbe, til at græde, til at le og til at more sig. Men sangene bliver også ved med at have et liv, som ofte udvikler sig og tager nye retninger i forhold til de versioner, som findes på pladerne.«

Brett Anderson:

»Jeg elsker livesituationen. Vi har et stort repertoire efterhånden - en hel bygning bestående af seks albums. En del af sangene er virkelig gode. Jeg er aldrig nervøs, når jeg går på scenen. Jeg behøver bare at kigge på sætlisten og se, hvor mange gode sange der er på den, og så ved jeg, at det ikke kan gå galt. Man bliver nødt til at nyde det for at fortsætte. Hvis man hver aften stod på scenen og spurgte sig selv "Hvad laver jeg dog her?", ville man blive sindssyg. Man ville blive en taber.«

Mat Osman:

»Der er ikke fest og ballade på turnéerne, som der var for os tidligere. Selve det at rejse er der ikke meget sjov ved. Når vi er to dage her og to dage der, er det bare lufthavne. Det er ret gråt.«

jakob.lambertsen@jp.dkLæs anmeldelse side 8

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen