Digte på højt niveau

Søren Ulrik Thomsen om at tage en poetisk kold tyrker, om vores maniske fremtidsblik på os selv, om realismen bag det anti-utopiske og om naboskab mellem det alvorlige og det morsomme.

I dag udkommer endelig en ny digtsamling af Søren Ulrik Thomsen. Ikke at der er gået påfaldende lang tid siden sidst, som var 1996 med "Det skabtes vaklen". Men Thomsens lyrik bliver i dén grad læst, så dette udspil har utvivlsomt været ventet med længsel. Hans værk står, allerede, før manden er fyldt 50, som en nyklassiker, symbolsk markeret med udgivelsen sidste år af de samlede værker i kassette, en hel Ota-pakke, tilbagelænet betitlet "Skriftlige arbejder". Med den kan en ny generation sætte fem digtsamlinger og hans to poetikker på bordet på én gang.

Thomsen har læsere. De vil nok plirre med øjnene i dag, for det nye opus ser allerede på afstand meget anderledes ud end alle hans tidligere. Ib Spang Olsen har tegnet til, så hvert eneste digt er indlejret i et opslag af hans kendte, fabulerende streg. Digtene selv fremviser også nye former for det allerførste blik, alle er præcis lige lange, og de slynger sig ikke længere tæt og kompakt i ranker. Tekstbilledet er åbent, og så handler hver andet digt ganske konkret om alt det bedste i digterens tilværelse, hver andet om alt det værste.

Formen er inspireret af et digt af Charles Bukowski, "The worst and the best", som en purung Søren Ulrik Thomsen skrev en parafrase over i Hvedekorn for 22 år siden. Han havde ofte lyst til at vende tilbage til formen, og på en rejse til Bologna i marts 2000 begyndte han på denne bog, som blev færdig i november året efter.

Reglernes vej

Fors kellen falder i øjnene: "Det skabtes vaklen" bestod af slyngede, ganske komplicerede arabesker, denne samling er anderledes enkel, uprætentiøs og anskuelig.

»Det er en enkel og også luftig form, der i virkeligheden har givet mig en mulighed for at slippe ud af arabeskerne. Dem var der ansatser til allerede i "Nye digte" i 1987, i "Hjemfalden" tydeligere, indtil de simpelthen var det, det drejede sig om i "Det skabtes vaklen". Det gjaldt for mig om at prøve, hvor langt den form kunne drives, at få den skrevet helt ud til kanten. Men disse digte har været en kold tyrker-måde at komme ud af arabeskerne på.«

»Jeg underlagde mig nogle regler, f.eks. skulle hvert digt være på 27 linier, jeg måtte kun benytte tegn meget sparsomt, så jeg var afskåret fra at bruge dem til at bygge store syntaktiske strukturer med som i arabeskerne.«

Søren Ulrik Thomsen understreger dog, at når det med enkelheden er sagt, vil han også nævne, at såvel de selvpålagte bånd som alle dé parametre, formen i sig selv skabte, efterhånden som arbejdet med digtet skred frem, betød, at de nye digte ikke har været lettere at skrive end arabeskerne.

Det viste sig også at være sin sag, at indkredse værst'er og bedst'er:

»Man skulle måske tro, at man bare kunne sætte sig ned og holde en brainstorm, hvor man kom i tanker om alt det, man syntes var herligt, og det som var forfærdeligt. Det viser sig i praksis, at det slet ikke kan lade sig gøre. Det tog to år at skrive bogen, for der skal virkelig være dækning for de ting, man kommer i tanker om. Der kan gå en uge, så kommer man i tanker om, at man altid har kunnet lide antikvariaternes knastørre lugt. Så kan der gå fjorten dage, så slår det en, hvordan man elsker en knitrende ny avis på et fremmed sprog. Det skal have sin tid, og mens man skriver, kan man mærke, om der er bund i det.«

To faste søjler

I de slyngede arabesker undersøgte du digterisk de fænomener, som glider frem og tilbage over en grænse, betydninger, der vakler. Her suges derimod alle mellemtoner ud i to søjler, de to remser af superlativer.

»Jeg forbød mig selv at graduere og skrive at "dette er det bedste", "det næstbedste" eller "det allerbedste". Så ville jeg nemlig nedbryde pointen, som er, at meget store og meget små ting sidestilles. Når der står at "det værste er at der findes en vilje i verden/ en lysvågen død med et stikkende blik", så hører det mildt sagt til den store afdeling. Lige ovenover står der "at barbere sig i koldt vand er det værste". Man kunne sige, at så er det altså heller ikke værre - at barbere sig i koldt vand. Men de står sideordnet, og det giver nogle gearskift inden for digtet. Man kan skifte fra store eksistentielle temaer til idiosynkratiske detaljer, og derimellem skulle der så gerne springe nogle gnister. Den mulighed ville jeg fortabe, hvis jeg begyndte at gradbøje.«

En anmelder bebrejdede "Det skabtes vaklen", at under det opblandede og vaklende lå ganske tydelige modsætningspar: lys-mørke osv. Sådan entydighed regnes i sig selv for problematisk i dag, hvor dagsordenen sættes af tvivlen, det søgende, det uafgjorte, det mangetydige, det ironiske, det som dekonstruerer sig selv. Ingen faste sten i strømmen må dukke op.

»Men man kan ikke ophøje det uafklarede til doktrin. Så er man netop meget afklaret med det. Det uafklarede må være noget ægte uafklaret, der dukker op som et spøgelse i det, man er afklaret med.«

»Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg tænker på dengang, min far slog regnslaget ud over styret, så er den erindring hver gang en skøn ting. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er en ubehagelig ting, når folk, der taler nedrigt om én, samtidig sender én sødladne smil. De to ting skriver jeg. Hvad jeg så er i tvivl om, må vise sig derimellem.«

Alvor og humor

Sammenstødene mellem det høje og det lave i digtene lader sig vel også læse for deres komiske effekt?

»Ja, ja. Der har altid været humor i mine digte, ikke kun her, men man skal nok have øre for, at det mest alvorlige og det morsomste tit står klos op ad hinanden og måske netop kalder på hinanden. Men jeg skriver aldrig for at være humoristisk. Jeg skriver heller aldrig for at være alvorlig. Jeg skriver bare. Og hvis der så opstår noget morsomt, mens jeg skriver, opdager jeg det ved, at jeg selv kommer til at le.«

»Man kan ikke ideologisere humor, og der skal ikke stå en mand med en pegepind i margenen, der fortæller, at nu kommer der en vits. Findes der noget mere latterligt end folk, der i fuldt alvor bekender sig til humoren, eller noget mere umorsomt end at slå andre oven i hovedet med, at de mangler humor?«

Poul Borum kaldte dig engang dansk lyriks Woody Allen - også i disse digte er der en tyndhudethed, lettere hypokondrisk, når det værste er rodbehandlinger, paradentose eller hedebølger.

»Ja. Mit yndlingscitat af Woody Allen er "Så længe man skal dø, kan man aldrig slappe helt af". Jeg fandt i øvrigt interessant nok ud af, at ikke alt, man er tyndhudet over for, kunne stå i disse digte. Jeg kæmpede gang på gang med linier, jeg absolut ville have med, men som slet ikke kunne stå der. F.eks. sådan en remse som "dynejakker, piercinger og solcentre er det værste". Det er jo i virkeligheden bare mine blyindfattede sociale og generationsbestemte fordomme. De unge synes selv, det er fantastisk flot, når de har fået en ny ring i næsen, og jeg er ved at kaste op, når jeg ser det. Og det er jo bare en uinteressant fordom, som trækker digtet ned. Hver gang jeg så en ny forfærdende piercing og endnu et tarveligt solcenter, forsøgte jeg at få dem med, og hver gang måtte jeg stryge det, fordi det ikke fungerede. Hvilket bare nok engang viser, at digtet er klogere end digteren.«

Men Tæppelande i trøstesløs sol på indfaldsvejen er med?

»Ja, for dét billede rummer noget mere, en monumental tomhed, et næsten metafysisk fravær, som er til at tage og føle på.«

»Projekt og vision«

Værst er også »projekt og vision«. De fleste bliver ellers manisk opstemte af at høre de to ord. Du bliver udkørt...

»Fordi man tror med en slags gloser på forhånd at kunne besværge et grandiost resultat. Af samme grund har jeg efterhånden set mig gal på begrebet "eksperimenterende kunst" - som om man kunne sikre sit arbejdes kvalitet ved at melde sig ind i en særlig hellig kunstnergruppe. Nej, for det er simpelthen definitionen på kunst, at den er et eksperiment! Ellers er det slet ikke kunst.»

»Højholt, som så ofte er den, der har leveret den træffende formulering, siger, at »det er kun det middelmådige, der er lige godt hver gang«. Det middelmådige sikrer sig nemlig på forhånd mod at mislykkes, men dermed fortaber det også chancen for at blive ekstraordinært godt.«

»Candy floss-ord som "projekt" og "vision" optræder ofte som efterlysninger: "vi må ha' nogle visionære projekter", eller "vi må ha' en kulturdebat" eller "den store danske samtidsroman". Jamen, den roman har vi da allerede, vi ved bare ikke endnu, hvad det er for en. Men det ved vi om 30 år: det var jo dén bog, den beskrev vores liv i begyndelsen af det nye årtusind. Måske er det en, kun en lille håndfuld mennesker læser p.t., måske er det en, vi alle sammen har læst. Det vil vise sig!«

»Vi er så besatte af at se på os selv med et tænkt fremtidsblik, selv det mindste lille cirkusnummer bliver historiseret, før det er ført til ende. Vi har så travlt med at blive historie, at vi slet ikke har tid til at være samtid. Man vil skabe "eksperimenterende kunst", "ha' en kulturdebat op at stå" og skrive den "store danske samtidsroman"... jeg synes bare, man skal slappe af og lave dét, man nu skal. Så kan vi altid bagefter diskutere, hvad der kom ud af det hele.«

Holde på formerne

»Fede silkeslips« og »grå habit«: at holde på formerne er blandt "det bedste" i digtene. Tidsånden i dag regner formerne for det værste; livsknægtende spændetrøjer. Her er de med til at civilisere, dvs. gøre én til menneske?

»Det er også i dén forstand, at jeg vil kalde mig selv konservativ. I det konservative ligger en vis kølig realisme, som jeg vil kalde anti-utopisk, en viden om at mennesket ikke altid er et tiltalende væsen. Og derfor er nødt til at civilisere sig.«

»Underkaster man sig nogle former, giver man selvfølgelig afkald på at leve en række seksuelle og aggressive impulser ud, men i virkeligheden er det også en frisættelse, for det gør det muligt at leve sammen i et samfund og udfolde sig som de personer, man er, med hver sit særpræg, uden at destruere hinanden og uden at ødelægge livet.«

»Mine to helte er Freud og Luther, den borgerlige psykolog og den borgerlige teolog, og det er atter det anti-utopiske, jeg hæfter mig ved. En af de vigtigste bøger for mig er Freuds "Kulturens byrde", der netop handler om det ubehag, man er nødt til at acceptere for at civilisere sig. Han blev naturligvis læst af 68'erne som en drifts-profet, en entydig fortaler for at man skal leve sine drifter ud. Det var en vigtig del af hans anliggende, for han levede i en tid, som var meget repressiv over for drifterne, men han taler ikke om, at man bare skal åbne for alle sluserne. Han taler om en balance. Drifterne skal selvsagt have så megen plads, at man ikke bliver forkvaklet, men under former så de bliver til glæde og hverken skader en selv, andre mennesker eller civilisationen som helhed.«

»Hvad Luther angår, opfatter jeg ham som den anti-utopiske teolog. To ting er vigtige for mig: hans skelnen mellem det jordiske og det himmelske regimente og hans front mod hellighed. Himlen er et andet sted, og du skal ikke spille Kristus, du skal tro på Kristus, og så skal du ellers leve dit liv her og nu og opføre dig ordentligt, det evige liv skal nok komme, når det kommer. Og indtil da har du pligt til at bidrage med netop dine evner til det borgerlige samfund.«

»For mig er det vigtigt at de begge er med, for Freud er en del af den rationelle tradition, Luther en del af den religiøse. Jeg har aldrig fattet kampen mellem oplysning og kirke, for det handler om to forskellige niveauer. Noget skal man forholde sig til rationelt, og noget, f.eks. et begreb som Nåde, ligger ud over den menneskelige fatteevne.«

Thomsen går ud for at brygge mere te, og er det ikke gode gamle, larmende "Ten Years After", som står dér blandt CD'erne? Jo, jo, og se så her: Thomsen fremviser polisk triumferende en dobbelt-CD med den forjættende titel "The best Air Guitar Album in the World...ever!", som han straks sætter på. Oh! "Allright now" - så længe siden. Thomsen beretter om en koncert med Free, han besøgte som teenager, et sjælsrystende møde med de hormonsydende tampe fra England, og han opfører på gulvet Paul Rodgers' kendte måde at håndtere med mikrofonstativet. Det er måske primitiv musik, men er man er født i 1956, var det den, der akkompagnerede pubertetens høje tider og derfor kalder på alle billederne. »Knallertrock« kalder Søren Ulrik glædesstrålende genren, og vi er enige om, at Led Zeppelin var de største. Hovedrystende sætter vi os og vender tilbage til digtene.

Digtene her minder om de ældre på dét punkt, at skønheden stadig står cirka inderst. Skønhedens "bedste" er her gennemgående knyttet til noget kornet, knasende fjernt, det tågede i konturerne, det sprøde, porøse, det milde og svage?

»Det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Og det er jeg glad for at jeg ikke kan. For det viser, at der er noget i disse digte, jeg ikke selv kan overskue eller forstå udtømmende, og det er et godt tegn. Der er noget nyt i dit spørgsmål, og det betyder, at der er noget nyt i de her digte.«

Jeg kan ellers forestille mig dem, der vil sige: Ha! flossede konturer i tåge, duften af halvrådne blade, det er klassisk poetisk inventar, Traditionen er her ikke ordentligt overvundet, det er bagstræverisk...

»Da jeg skrev "Mit lys brænder", var jeg selv en drabelig ideolog, men er der noget, jeg er blevet dødtræt af, er det kunstideologi. At kunsten skal være sådan og sådan eller endelig ikke dette og hint. Det er forfængelighedens forfængelighed. Man tror at kunne sikre sig imod at tradere og gentage, og man bilder sig ind, at man selv kan vælge at være avantgarde og dermed reservere sig en plads i fremtidens kulturhistorie.«

»Jeg kvalitetsbedømmer mine digte alene ved, om et digt fanger mig eller ej. Det må være minimum. Hvordan skal andre ellers orke læse det? Og er jeg fascineret af en tekst, jeg selv har skrevet, så kan det kun skyldes, at der er noget i teksten, som ikke er i mig. Det er den mer-betydning, som kun formen kan frembringe. Det er det gådefulde i kunsten: at der er mere i den, end der er i kunstneren.«

»Det er simpelthen måd en, hvorpå der opstår betydning i kunst. Betydning kan derimod ikke lægges ind i kunst udefra - ved at abonnere på en bestemt kunstideologi eller afsværge en anden. Man kan godt glemme alle historiefilosofiske ambitioner om at være på forkant med udviklingen, bare fordi man beslutter sig for at være det.«

Lovsangen

Et sted hedder det, at "bedst kunne jeg tænke mig at skrive en salme".

»Ja, men digtsamlingen her er jo en salme. Det er en lovsang. Hvis jeg en dag er godt nedtrykt og knap gider leve mere, så kan jeg jo bare slå op i denne bog, for der står hele tiden, hvorfor jeg gider. At jeg gerne vil have, det skal blive efterår en gang til, så jeg kan sidde ude på Café Promenaden med en kold fadøl. Selvom der hele tiden er den spænding i digtene mellem det bedste og det værste, så er der altså kun 10 digte om det værste, men 11 om det bedste. Det er en lovsang, selvom den ikke kan synges.«

Skriver du engang en salme, der kan synges?

»Jeg ville aldrig sætte mig for at skrive noget bestemt, heller ikke en salme. Jeg skriver bare, og så ser jeg bagefter, hvad det er. Hvis det så var en salme, "så skal det da heller ikke komme an på det", som vi sagde på Stevns.«

Den ville ikke blive brændt i et askebæger af frygt fo,r at nogen skulle opsnappe den og indlevere til Salmebogskommisionen?

»Nej, der er intet principielt der. Men jeg beslutter mig ikke for at skrive traditionel poesi, jeg beslutter mig ikke for at skrive avantgarde-poesi, jeg beslutter mig ikke for at skrive en salme, jeg beslutter mig heller ikke for, ikke at skrive en salme. Jeg godkender det, jeg skrev, hvis det holder - også, hvis jeg har skrevet noget, der modsiger det, jeg tænker på det politiske eller religiøse niveau. Jeg skal ikke være ideologisk dommer for mine digte, jeg skal være kunstnerisk dommer.«

anders.raahauge@jp.dkLæs anmeldelse side 7

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.