Den stille outsider

Jens Birkemose er blevet kaldt "Fantasiens udbryderkonge" og "Kætteren i dansk kunst", et natmenneske og en stille outsider, som sammen med Per Kirkeby er blandt de nulevende danske billedkunstnere med international reputation.

Jens Birkemose, der aldrig har taget del i ferniseringsshowet, bekender sig som en tvivler i den kunstneriske proces og har en god portion mistro til inspirationen. Han afskyr de moralske dørvogtere og formyndere, der altid har det korrekte svar på rede hånd. Han eksperimenterer på egen hånd, og hans boringer i den seksuelle undergrund med efterfølgende udvindinger har flere gange vakt opsigt, selv om kunstneren finder det naturligt. For seksualiteten er hans instinktive opfattelse af naturlovene.

Og så bryder han sig ikke om at lave udstillinger, men har trods denne indstilling accepteret et tilbud fra Galleri Profilen i Århus om en større separatudstilling, der åbner i dag. Dermed bliver Århus Festuge en kosmopolit rigere.

»Der skal faktisk meget til at trække mig op i den henseende. Men Lars og Peter (henholdsvis Fog-Poulsen og Flejsborg, red.) er både ambitiøse og uhøjtidelige. De har skabt ét af landets bedste gallerier, som har tiltrukket den bedste halvdel af dansk billedkunst,« fastslår Jens Birkemose i den lumre københavnske sommeraften. Han er et smut hjemme, har et atelier i hovedstadens hjerte og Pia til at ordne det praktiske, men ellers residerer han og hustruen, pianisten Nanna Hansen, samt deres to døtre på en ejendom i det sydlige Frankrig, efter at ægtefællerne i en årrække har arbejdet og boet i Paris.

Tilfældigheder

Det var tilfældigheder, der førte Jens Birkemose til den franske hovedstad i 1970, da den endnu var et kunstnerisk kraftcenter og ikke truet af New York og senere flere tyske byer. Han kom derned for at studere på forskellige grafiske værksteder, tog hjem igen, men returnerede i 1972-73, da han blev elev på Det Franske Statsakademi. Atter hjemme følte han trangen til luft under vingerne og drog afsted i 1976. Hans første udstillinger og bogudgivelser fandt sted i Paris. Han rejste derned med Nanna, fordi de begge havde relationer til byen og dens miljø. I begyndelsen svarede bagagen til en vagabonds habengut. Gaderne var dagligstuen, og som fattiglus blev man hurtigt fortrolig med byen, der i virkeligheden består af en masse små landsbyer og kvarterer med vidt forskellig karakter og forskellige befolkningsgrupper.

Aldrig færdig

»Om det er nye arbejder, jeg præsenterer i Århus? Jeg maler så lang tid på mine billeder, at man ikke kan betegne dem som nye. Det er et spørgsmål, om jeg nogensinde bliver færdig med et maleri. Nej, jeg har aldrig færdiggjort et. Jeg arbejder bestandig på det. Jeg var over 40 år, før jeg begyndte at sælge mine værker. Min første fornemmelse for form fik jeg gennem musikken. I det hele taget er jeg en falleret og elendig pianist. Jeg er også en elendig poet, en elendig danser og har været en elendig løgner. Og nogle gange har jeg været en elendig maler,« mener Jens Birkemose og afviser kategorisk den trend, der dikterer, at noget kun er godt, fordi det er nyt.

Konversationen kommer i hastige omdrejninger, når man afæsker ham et svar på, hvad der er kunst.

»Jeg har en humoristisk foragt for teoretikerne. Det er utroligt med alle de analytikere, som vil fortælle folk om kunstens mening. Som kritikeren Jens Kistrup for nylig fastslog: Rasmus Montanus er vendt tilbage. Jeg kan tilføje: Folk bliver beløjet og får udsagnene fordrejet. Kritikken trænger til sund fornuft med en genvunden ret til højlydt og uden mulighed for misforståelse at sige: Han har ingen tøj på! Det er hverken stilen eller den moralske grund, der ligger bag, når det afgøres, om dette eller hint er kunst.

Ej heller så meget den håndværksmæssige kunnen. Man kan ganske enkelt ikke definere, hvad god kunst er, selv om teoretikerne er ved at falde over hinanden for at gøre det. Uanset, hvordan man vender og drejer spørgsmålet, så er god kunst udefinérligt. Man maler - som Cezanne sagde - som man kan. Punktum.

I dag vrimler det med filosofiske retninger inden for æstetikken, der skal gennemanalyseres og belyses fra alle vinkler. Almindelige mennesker, der ikke har akademisk træning, kan have et lige så sikkert blik for kunst som kunsthistorikerne. Hvis en samler holder af sine værker, er det unødvendigt med definitioner. Vi véd nemlig ikke, hvad der gør en ting til kunst. Det er blevet vigtigere og vigtigere for mig de seneste år at få konstateret, hvor lidt vi aner om begrebet god kunst. Kunsten har udviklet sig som litteraturen: Retninger og teorier skal udrede og forklare og udlægge. Vi er blevet underdanige over for forståelsestyranniet og forståelseshysteriet, fordi samfundet producerer analytikere. Man kan ikke åbne for tv uden at skulle belæres. Selv seksualiteten - som i fransk TV - gøres til genstand for fortolkninger. Det virker jo helt hysterisk på en erfaren sømand! Jeg tror, at almindelige mennesker skal være opmærksomme på, at de bliver røvrendt af de såkaldte eksperter. Man kan ikke tvinge nogen til at forstå, hvad sex, litteratur og kunst er!«

Tvivlen

Jens Birkemose begyndte allerede at tvivle, da maleriet blev hans beskæftigelse.

»Først tvivlede jeg på andre. Efterhånden er tvivlen rettet mod mig selv i takt med, at jeg er nødt til at tro på andre uden af den grund at lide af paranoia. Jeg er ikke udstyret med et konkurrenceinstinkt, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Det er ikke en sejr, jeg går efter«.

Denne holdning har medført, at man har isoleret sig og været tvunget til at gå en fejlvej. Mine arbejdsprocesser er langsommelige, og det sociale liv lever jeg om natten, hvor jeg er anonym. Jeg har aldrig kendt mange mennesker i Paris, men bundet mig til få. Der er vel 10-15 mennesker, nogle af de ypperste i fransk kultur, jeg plejer omgang med. Jeg har næsten ikke opsøgt dem. Mange undrer sig over, at jeg ikke er en fransk sprogekvilibrist, når jeg har tilbragt så mange år i landet. Det hænger sammen med min blufærdighed. Jeg spadserer ikke ind i folk med træsko på, så det forbavser mig ikke, hvis nogen opfatter mig som både ucharmerende og usympatisk,« siger Jens Birkemose, der konstant skriver bøger og massevis af lapper med indfald og noter for at bygge sit kunstneriske partitur op. Ofte ligger de nedfældede ting i månedsvis og samler støv. Efterhånden er der tale om en anseelig samling.

»Det var én af grundene til, at vi købte et gammelt palæ fra 1400-tallet. Der findes 30-40 værelser i ringe stand, men jeg har brug for dem til at opfylde de mange sider af mig selv.«

Talentopbud

Jens Birkemose øjner et potentielt talentopbud herhjemme med mulighed for en plads til flere danskere på kunstens verdensrangliste.

»De yngre - Erik A. Frandsen, Peter Bonde, Lars Nørgaard, Knud Odde og Claus Carstensen - kan nå et publikum langt uden for Danmarks grænser. Det er jeg ikke spor i tvivl om. Af de ældre har jeg særlig en forkærlighed for Mogens Andersen og afdøde Preben Hornung samt Ejler Bille. De kunne have været verdensberømte, hvis der på deres tid eksisterede en medieverden som nutidens. Jeg har altid været mere optaget af Mogens Andersen end Asger Jorn. Måske skyldes det, at vi er blevet så domineret af Cobra-gruppen. Jeg anser Mogens Andersen for én af de helt store. Han er jævnbyrdig med toppen i fransk kunst. Men der findes fantastiske kunstnere i Danmark i alle generationer. Ofte tvinger vi herhjemme hinanden til at være beskedne. Der er altid folk, som siger: Mennesker er sgu' ens over hele verden. Det tror jeg ikke på. Nordboerne er et særligt folkefærd, ikke kun billedkunstnerisk, men tillige litterært. Det store udland er ikke færdig med at opdage Norden.«

larsole.knippel@jp.dk