Torturredskaber på udstilling

Den gyldne Pære. Trods sit poetiske navn var mødet med den gyldne pære alt andet end et lyrisk møde.

Den gyldne Pære var nemlig beregnet til at flå mennesker op indvendigt som en del af brutal tortur. Den ligner et håndtag fra et gammeldags træk-og-slip, som en munter sjæl har forsynet med en øloplukker. Men det har ikke været muntert, når den blev presset ind i munden på de ulykkelige og drejet op, til kæberne gik af led, hvorefter der kunne hældes kogende vand, urin eller andet flydende - f. eks. metal - ned i halsen på staklen.

"Den gyldne Pære" kan opleves - på sikker afstand i en glasmontre - på udstillingen "Deres velfortiente Straf" på Kalundborg og Omegns Museum sammen med andre straffe- og torturinstrumenter.

Udstillingen viser en samling af tortur- og henrettelsesredskaber, alle brugt i det enevældige dansk-norske rige i 1600- og 1700-årene, da "pinligt forhør", "hjul og stejle", radbrækning, brændemærkning og henrettelser på den stedlige galgebakke, rakkerbanke eller stejlhøj var en del af menneskenes gang på Jorden.

Gjorde rent bord

Udstillingen viser, hvordan forbrydere blev pint og henrettet i Danmark for kun 200 år siden. Og den viser, hvilken kreativitet og opfindsomhed mennesker kan udvise, når det gælder om at påføre andre mennesker smerte og død.

»Meget af det gjorde man til ofrenes eget bedste, mente man i hvert fald,« fortæller museumsinspektør Mads Findal Andreasen, der har arrangeret udstillingen:

»En stor del af torturen blev udført, efter at ofrene var dømt til døden, for at få dem til at tilstå alt, hvad de havde gjort af ondt, så de kunne møde deres skaber med rent bord.«

Udstillingen "Deres velfortiente Straf" kan ses på Kalundborg og Omegns Museum hele sommeren indtil 31. august.

peter.kronsted@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen