Provinsen på linsen

Instruktøren Ole Christian Madsen arbejder intenst på at få Aalborg-stemningen fra Jakob Ejersbos succes-roman "Nordkraft" integreret i sin filmversion - og drømmer om musik af Tom Waits.

Røgen fra nordjyske hashbuler hænger tungt mellem linierne i "Nordkraft". Romanen skyllede ind over Danmark i 2002 som en frisk nordsøbølge med en ny blanding af betonmiljø, provinsdesperation, coasterdrømme og åndeligt drivtømmer.

Hør blot et par pluk fra teksten:

»Jeg har rullet jointfiltrene af nogle brochurer for økologisk mel fra Aurion i Hjørring,« beretter Maria, mens hun forsøger at orientere sig som menneske blandt pushere i et uforløst forældreopgør.

»Da jeg var barn i Store Ajstrup, så jeg tit, når de slagtede grise på nabogårdene, og der var en eller anden sammenhæng mellem skoldningen og svinebørsterne,« forklarer en anden af bestsellerens personer, da en pusher forsøger at tatovere stjålne svinehuder i et desperat håb om at skifte branche.

»Pigen, der hedder Maja, skal til at sige noget, men så bliver vi begge fanget af en lyd, fra der hvor trappen fra Jomfru Ane Gade, munder ind i lokalet. Dørmanden, en bodybuilder-type med stramt siddende hvid T-shirt, har taget fat i en ung gæst; skubber gæsten op mod gelænderet og råber ham ind i ansigtet,« forklarer bogens Allan, som har lagt stofferne på hylden og er rejst med coaster ud i verden for til sidst at vende tilbage til ungdommens Aalborg.

Således vrimler det med nutidig nordjysk lokalkolorit i Jakob Ejersbos succes-roman.

"Nordkraft" er solgt i 89.000 eksemplarer i Danmark, så den rækker langt ud over Limfjordens døende småkommuner. Derfor står forfatteren dér ovre i et hjørne af stripbaren Gøglerbåden i hjertet af Aalborg og smiler helt op til øreringene, mens et helt filmhold knokler med autenticiteten i hans historie. "Nordkraft" som biograffilm får premiere i marts 2005. Han er der kun som gæst, den plyshårede Ejersbo, og han har med vilje ikke læst manuskriptet. Han dur ikke til at afkode et manuskript, som kun består af replikker og helt har skrællet forfatterens prosaiske mellemregninger bort for at nå ind til den visuelle kerne. Og i øvrigt drømmer Ejersbo om at se filmen uden forhåndskendskab til premieren.

Iraner fra Grindsted

Ved siden af forfatteren står Hossein. Ikke Ejersbos indre Hossein, sådan som han så ham for sit indre blik, som den charmerende, kølige og kontrollerede iranske elitesoldat, der som flygtning har slået sig ned i Aalborg og langsomt er ved at etablere sin egen verdensorden.

Hossein står i baren i den fremtoning, som filminstruktøren Ole Christian Madsen har valgt. Skuespilleren er Farshad Kholgi. Som i romanen er han udstyret med en gevaldigt sort skovsnegl af en moustache.

»Jeg er ved at vænne mig til Hossein, som han ser ud i filmen. Jeg har skrevet ham efter et andet ansigt,« smiler Ejersbo uden at udstråle ejerfornemmelser over for sit værk.

At filmholdet af praktiske og økonomiske årsager har flyttet handlingen fra starten af 1990'erne til nutiden, generer ham ikke. Så meget rykker Aalborg sig ikke på et årti, forstås. En central scene mellem den hjemvendte søfarer Allan og hans gamle kammerat Frank, som nu er narkogangster med eget strip-etablissement, skal udspille sig på Gøglerbåden.

Statisterne er virkelighedens luksusstrippere, hvis yndige og let påklædte tilstedeværelse kan pumpe prisen for en flaske champagne op til 4.800 kroner ved de små borde i den historiske aalborgensiske beværtning. Gøglerbåden er ikke nævnt i "Nordkraft".

»For jeg har ikke været der meget. Det er ikke et sted til min tegnebog. Men det er et herligt sted,« siger Ejersbo.

»En klassisk beværtning, som udtrykker Aalborg som arbejdsby, værftsby og sejladsby. Du har Sømandshjemmet lidt længere nede af gaden,« siger forfatteren, der selv flyttede fra Aalborg til Nørrebro i 1995.

Nu er han tilbage på grund af konfirmation i familien - og filmen.

»Oooog, action!« skratter Ole Christian Madsen metallisk via sin megafon, og stripperen letter på bikinitoppen, mens Allan og Frank tager scenen fra en ny vinkel.

»Det er mit fucking sted, Allan. Er hun ikke dejlig!?« smiler Frank og tilbyder Allan kokain.

Provinsen på linsen

Ejersbo smiler glad. Han virker stolt over, at en filmhold har satset 1,5mio. ekstra på at være i Aalborg frem for at indspille "Nordkraft" i København. Udgifterne kan læses af omgivelserne. Uden for Gøglerbåden venter to piloter i solskinnet. De skal flyve Farshad Kholgi til København efter optagelserne, fordi han spiller på Mungo Park i øjeblikket. En vild luksus på en dag, hvor Hossein kun skal sidde med en drink i baggrunden.

»Aalborg forærede min roman den stemning af gammel arbejderby med et kæmpe stort bondeopland i gradvis forandring,« siger Ejersbo.

»Selvfølgelig kunne samme forløb godt foregå i en storby, men Aalborg har en størrelse, hvor de parallelle handlinger altid rammer ind i hinanden, fordi alle har en relation til hinanden i en provinsby,« mener forfatteren.

»Scene 24 - første! Aaaaand action!«

Den smukke stripper cirkulerer for syvende gang de stramme baller på scenen som lystige bøjer i et havnebassin. Hun er ikke med i billedet på monitoren foran Ole Christian Madsen, som koncentrerer sig om skuespillet. Stripperen skal nemlig ikke ægge publikum. Hun illuderer ægthed, autenticitet i Aalborg, som på andre optagedage, hvor tidligere narkomaner fra byen er statister.

»Vores billede af Aalborg bliver temmelig nuanceret,« siger instruktøren i en pause. Med fem ugers optagelser i byen har vi sikret os, at vi kommer langt omkring. Vi er meget grådige og får tre idéer til ekstra-scener, hver gang vi kører en tur,« forklarer han om samarbejdet med fotografen Jørgen Johansen.

Sammen skabte de den stilistiske tv-serie "Edderkoppen" og siden den ubehageligt realistiske dogmestil i "En kærlighedshistorie". Nysgerrigheden har givet pote.

Fik coaster foræret

Claus Riis Østergaard, som spiller den hjemvendte søfarer, Allan, måtte en dag pludselig improvisere midt på Limfjordsbroen, hvor holdet var ved at indspille en helt anden central scene.

»Vi opdagede, at en kæmpestor coaster var på vej under broen. Sådan én koster det jo en formue at få til at sejle den tur. En foræring, som fortalte Allans historie i én indstilling,« forklarer instruktøren.

Han finder det helt centralt at lade provinsbyen agere åndelig medspiller, når "Nordkraft" nu foregår, hvor den gør.

»Det er en ret stor fortælling om bl.a. kærlighed, dødsangst og dødsdrift, og derfor skal billederne være med til at skabe en let stilisering - for at forstørre fortællingen,« siger han.

»Alle gode fortællinger er forbundet med et sted. Desværre er der en tendens i dansk litteratur og film til at fjerne stedet fra fortællingen. Det gør fortællingerne svagere og mindre konkrete,« mener Ole Christian Madsen.

»Vores historie er også universel og handler om at klare sig i livet, om stolthed og om at sige fra. Men denne location skaber et regelsæt, der styrker din fortælling. Der er typer, jeg ville have haft med i denne film, som jeg blev nødt til at droppe, fordi de ikke ville passe ind i det aalborgensiske miljø,« forklarer instruktøren.

»Og det er væsentligt. For siden Zentropa skabte Filmbyen i Avedøre, er det, som om alle danske fortællinger foregår i Hvidovre. Jeg fatter ikke, at vi kun har Nils Malmros i Århus, som holder fast ved at filme i provinsen. Odense er ganske vist mindre visuelt interessant, men med de enorme spændinger dér, burde der laves film i byen.«

De fire dialekter

Også i valget af skuespillere har Ole Christian Madsen satset på autenticiteten. Claus Riis Østergaard er skuespiller fra Odense Teater. Men han er opvokset i Aalborg.

»Man får meget forærende af omgivelserne. Aalborg har alle faciliteter til at signalere det skodmiljø, som historien foregår i. Bybilledet har styrker på godt og ondt,« siger Clas Riis i en solskinspause, mens dansepigerne og statisterne skutter sig i forårskulden i baggrunden.

»Det sjove er, at mange skuespillere på skolerne har lært at tale rigsdansk. Så jeg må flere gange advare dem imod at bruge det tillærte sprog. Med amatørerne har det været meget afgørende, at de taler deres eget sprog. Så må vi med deres forhistorie give et alibi for deres dialekt,« siger instruktøren.

For forfatter Ejersbo er dialekten ikke så afgørende.

»Jeg ved, at Claus er fra Aalborg. Men der er jo fire forskellige dialekter i Aalborg. Men de er ikke så markante som for 20 år siden,« siger han.

Men selv Hossein, Farshad Kholgi, er delvist valgt, fordi han kan tale indvandrerdansk med jysk dialekt.

»Jeg er iraner, og som dreng insisterede jeg selv på at komme på Grindsted kost- og realskole for at lære dansk,« forklarer Farshad Kholgi.

»Der mødte jeg faktisk en flok ret vilde Aalborg-drenge, som vist var sendt til Grindsted af forældrene. Så jeg kender dialekten,« forklarer Farshad Kholgi, mens han venter på at agere staffage i baggrunden, når kameraet skifter vinkel.

Han virker glad for, at hans Hossein - som i bogen - er skildret som en iransk indvandrer, der dels er en manipulator, men samtidig et menneske med en særlig skæbne.

»Hossein er en gentleman. Ambitiøs, dybsindig og filosofisk. Et godt menneske, som set med vores øjne er landet i et forkert miljø,« siger Farshad Kholgi, mens han kigger rundt i barmiljøet.

Gøglerbåden er uden for tid og sted. Her har sømænd ladet safterne stige. Her har afviste rockere skudt igennem døren, så arrene sidder der endnu. Et sted, som har været uforandret i mindst 30 år, siger en af de lokale.

»Det passer fremragende til historien,« siger Farshad Kholgi.

Han mener ligefrem, at stedet indkredser "Nordkraft" ganske præcist.

»Bogen og filmen kommer til at tegne Aalborg på en fed og skæv måde. Som en sang af Tom Waits: Du kan genkende melodien, men den er knækket på en meget vidunderlig måde.«

»Sagde han det?« spørger Ole Christian Madsen, da vi indtager film-catering ved et koldt udendørs langbord hen ad Søndergade.

»Vi er i forhandlinger med Tom Waits om at lave musikken. Men lad os nu se. Vi vil også gerne have nogle af de store danske rockbands til at levere nogle sange,« siger instruktøren.

Lidt længere nede ad stolerækken smiler Jakob Ejersbo stadig. Han har taget et par fridage fra sit arbejde med en ny roman. Den foregår i en anden tid og et andet sted. Men det vil han ikke snakke om, før skriveprocessen er overstået. Han vil hellere slutte af med en kommentar til "Nordkraft", som blev hans gennembrud og gav ham boghandlernes Gyldne Laurbær.

»Jeg er utroligt glad for, at man har valgt at følge alle bogens tre hovedspor. Det betyder meget for fortællingen. Og dermed ville det være meningsløst at flytte historien til København. Både på film og i litteraturen er der i forvejen alt for meget, der udspiller sig i København,« slutter forfatteren.

Så smiler han atter, så øreringene dingler frejdigt og peger:

»Hvis du skal med toget hjem, er det i den retning.«

anders.lange@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen