Hovedtiltalt enke vidnede i bogtyveri-sag

»Jeg har ikke forstand på gamle bøger,« bedyrede den hovedtiltalte hæler i sagen om det 20. århundredes største bogtyveri.

Da rådhusuret faldt i slag klokken 9.45 mandag formiddag, tog enken efter forskningsbibliotekaren, der har stjålet bøger gennem en 10-årig periode fra Det Kongelige Bibliotek, plads i skranken i Københavns Byret.

Enken, der er tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed, har ifølge anklageren været særdeles vidende og medvirkende til at omsætte de sjældne bøger via udenlandske auktionshuse for et beløb, der ligger tæt på 12 mio. kr.

Men i retten bedyrede hun sin uskyld og var sjældent i stand til at huske ret meget, der kunne kaste lys over, hvordan hendes mand havde involveret både deres søn, dennes tyske hustru og en fælles ven af huset til at fungere som sælgere af de kostbare bøger.

Enken, en lille, svær 69-årig kvinde i flaskegrøn skjortebluse, sorte bukser, mørkeblå sandaler, opsat gråt hår med brunt nakkespænde var uden makeup og iøjnefaldende smykker. Hun forklarede med lavmælt stemme, at hendes mand gennem 44 år havde stået for alt det økonomiske. Hun på sin side havde blot hævet de små beløb, der skulle bruges fra deres fælles konto til husholdningen. Men efter parret var begyndt at sælge ud af bogsamlingen, havde hun dog underskrevet en check på 400.000 kr. til en anlægsgartner samt været med til at betale en gæld på huset for 500.000 kr.

Et hjem med bøger

Hvor pengene kom fra, og hvordan handlen med bøger var foregået, vidste hun ikke meget om, og det interesserede hende angiveligt heller ikke.

»Jeg har heller ikke kendskab til gamle bøger,« forklarede enken, da anklageren ville vide nærmere om en større bogsamling, som manden angiveligt havde købt fra et dødsbo.

I hjemmet i Nordsjælland har politiet dog optalt 6.300 forskellige bogtitler, og af billeder fremvist i retssalen fremgik det med al tydelighed, at der var bøger overalt i huset - selv på kældertrappen og i mandens soveværelse.

Selv om hun er opvokset i et hjem med mange bøger og har arbejdet i en årrække som sekretær for direktøren på et bogforlag samt haft to opgaver for Det Kongelige Bibliotek, havde hun efter eget udsagn ingen forstand på gamle bøger.

Hun beskrev sin mand som en person, der udadtil var venlig og beleven, men bag facaden helt anderledes. Efter hendes beskrivelse var der meget få mennesker, den afdøde magister i indisk filologi brød sig om, og de havde meget lidt selskabelighed. Han var en mand, der samlede på alt og aldrig kunne drømme om at smide noget ud. Han drak, men ikke så enken ville sige, han havde et alkoholproblem, sådan som hans arbejdsgiver gjorde.

Penge er ikke alt

Ud over passionen for bøger, samlede han også på frimærker og værktøj, lige fra økser, remedier for sølvsmede til komplet værktøj for reparation af bøger og bogbinderi.

»Han kunne sidde og kæle for sit værktøj«, fortalte enken.

Tøj og luksus var ikke hans store interesser ligesom det hjemlige rakte til at tænde op i ovnen, tømme fyret for aske eller skifte en pære og så naturligvis stå for økonomien og salget af bøger.

»Penge betød ikke noget for mig«, bekendte hun på et tidspunkt.

Ikke desto mindre førte hun meget detaljeret dagbog over hele salgsforløbet fra 1997-2003, og her er særligt store priser markeret med udråbstegn og bemærkninger om, at det gav bl.a. anledning til, at »kuren blev brudt og Southern Comfort (whiskymærke, red.) kom ud af skabet«.

En god forretning

Der blev solgt bøger fra bibliotekarhjemmet i Espergærde i to omgange. I første omgang mellem 1997 og 2002, mens den tidligere afdelingsleder stadig levede. Disse bøger blev solgt på Swann-auktionerne i New York og på Cristies i London og indbragte otte-ni mio. kr.

Ifølge enkens forklaring stammede disse bøger fra dødsboet efter direktøren for Nationalmuseet, Werner Jakobsen.

Han døde i 1979, og hendes mand, der kendte ham lidt, købte en kasse af Werner Jakobsens bøger af hans søster for 20.000 kr.

Det var i hvert fald den forklaring, enken fik af sin mand, og hun drømte ikke på noget tidspunkt om, at der kunne være tale om stjålne bøger.

At de 20.000 kr. en snes år efter var vokset til otte-ni mio. kr. havde ikke undret hende. Hendes mand havde nemlig sagt, at Werner Jakobsens søster ikke havde en pind forstand på bøger.

»Hvad tænkte du, da I fik så store beløb for bøgerne?« ville anklageren Helle Just gerne vide.

»Jeg tænkte, at det da var utroligt. Det vil enhver vel tænke, at det er ufatteligt at bøger kan være så værdifulde«, lød enkens svar.

Skjulte reoler

Da forskningsbibliotekaren dør i februar 2003, opdager enken, at der i mange af deres reoler gemmer sig et helt lag af bøger bagved de synlige bøger.

En optælling senere viser, at det drejer sig om 772 bøger, som er vurderet til en samlet værdi på 90 mio. kr. Da enken opdager, at nogle af dem er mærket med stempler fra Det Kongelige Bibliotek, bliver hun klar over at noget er galt.

»Hvordan reagerede du?« spørger anklageren

»Jeg blev gal, arrig og ked af det. Arrig over, at jeg ikke vidste, at han havde skjult noget for mig.«

Hun tilkalder sin søn og datter, og sønnen hjælper hende med at pakke dem i kasser, bære dem i kælderen og sætte dem i skabe. De bliver ikke helt færdige med denne flytning, for enken falder og brækker et par ribben, og siden bliver sønnen syg.

»Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op«, siger enken.

De overvejede at gå til politiet eller få fat i nogen på Det Kongelige Bibliotek. De vidste bare ikke, hvem det skulle være.

»Men jeg drømte ikke om at beholde dem. Hvad skulle jeg dog med dem?« forsikrer hun og forklarer videre, at de var nødt til at tænke sig om i fred og ro.

Fortrængning

Også fordi det var en svær beslutning at skulle røbe for omverdenen, at hendes mand eventuelt var bogtyv. Så de 772 bøger i kasser og kælder blev »fortrængt«.

Det blev de i godt og vel otte måneder, indtil politiet mødte op med en ransagningskendelse på adressen i Espergærde den 5. november 2003.

Enken havde dog haft åndsnærværelse nok til at foretage sig noget andet med hjemmets bogsamling. Hun gav sin svigerdatter 21 gamle bøger i kufferten, da denne skulle til Tyskland på påskeferie hos sin mor.

Det var ifølge hendes forklaring ikke nogle af de stjålne 772 bøger. Dem kunne hun jo ikke drømme om at røre.

Det var bøger, hun hentede fra det, hun betegner som Werner Jakobsens dødsbo, og som hun mente var hendes retmæssige ejendom.

marianne.juhl@jp.dk

peter.kronsted@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen