Rekordstort oplag af Clintons erindringer
Med en slutspurt når Bill Clinton at færdiggøre sine erindringer til udgivelse inden Demokraternes partikonvent. Der trykkes rekordstort førsteoplag.
Til mange amerikanske Demokraters lettelse kan eks-præsident Clinton nu se en ende på sin memoire-skrivning. Han er så tæt på det sidste punktum, at erindringerne kan udkomme i slutningen af juni, meddeler hans forlag, Knopf, der også røber at Clinton har valgt en titel: "My Life".
Kredse i det demokratiske parti har været bekymrede for, om bogen ville drage opmærksomheden væk fra John Kerrys valgkamp. De fandt det vigtigt, at den udkom i god tid før demokraternes partikonvent 27. juli.
Bill Clinton har derfor forceret sit skrivetempo de seneste uger og har arbejdet til langt ud på nætterne, fortæller kilder på Knopf.
Håndskrift
Clinton har skrevet på memoirerne - i hånden - i to år, længere end ventet, for "My Life" bliver meget omfangsrig, antagelig omkring 800 sider. Clintons indsats kan også have været svingende før denne hektiske slutfase. Kilder tæt på eks-præsidenten i hans periode i Det Hvide Hus fortæller, at han meget ofte missede deadlines og var slem til at revidere det, han skrev, igen og igen. Andre kilder var til gengæld aldrig urolige. De forudså slutspurten, fordi Clinton er kendt for at arbejde bedst under tidspres.
Kredse i det demokratiske parti er dog endnu ikke helt trygge. De mener, at et hvilket som helst udgivelsestidspunkt inden november-valget kan forstyrre Kerrys kampagne. Måske vil offentligheden diskutere Clinton snarere end Kerry hele sensommeren. Nogle er også nervøse for, om Clintons omtale i bogen af Monica Lewinsky vil kunne puffe moralske, kvindelige vælgere over i Bush' lejr.
Andre regner til gengæld Clinton for så karismatisk en skikkelse, at hans bog og hans profil vil give Kerry-kampagnen et uvurderligt løft.
Knopf trykker et rekordstort førsteoplag på 1,5 mio. eksemplarer. Herhjemme udgiver Lindhardt og Ringhof bogen i dansk oversættelse.