Kulturrevolutionen i Lille

Som Europas kulturhovedstad 2004 eksploderer den nordfranske by Lille i arrangementer. 12 nye kulturcentre, Maisons folies, skal bringe kunsten ud til folket.

Lille

Monique og Marcel Lapaille har benene solidt plantet i virkeligheden, selv om de står midt i deres egen kulturrevolution.

Parret på 65 og 63 år var ansat som portnere på et garnspinderi, og arbejdet begyndte kl. fem om morgenen, når porten skulle åbnes for det første hold arbejdere.

Fabrikken gik som mange andre tekstilvirksomheder i Lille nedenom og hjem. I 12 år passede Monique og Marcel så på de tomme bygninger, indtil håndværkere i de seneste måneder rykkede ind og forvandlede den 150 år gamle fabrik til et kulturcenter midt i det nedslidte arbejderkvarter Wazemmes i Lille.

På grund af kulturåret Lille 2004 vil arbejdsdagen for Monique og Marcel i fremtiden ikke begynde, men snarere slutte kl. fem om morgenen. Og i stedet for lyden fra garnmaskiner vil der strømme rockmusik, bongotrommer, latter og tramp fra moderne dans ud fra den gamle fabrik.

»Nej, vi er aldrig selv gået til kulturelle arrangementer. Marcel kan bedre lide at tage på fisketur, og jeg har altid haft travlt. Men det er godt for de unge, at der kommer et kulturhus i kvarteret. Selv begynder jeg næppe at danse ballet, men jeg vil selvfølgelig kigge indenfor,« siger Monique.

De skøre huse

Kulturhuset i Wazemmes er et af 12 kulturprojekter, som vil leve videre længe efter, at festrusen har lagt sig i Lille efter et år som Europas kulturhovedstad.

Maisons folies, som centrene kaldes, skal være samlingssteder, hvor kunstnere og borgere kan mødes om kulturelle aktiviteter. Folie betyder galskab, vanvid eller kådhed, men de skøre huse virker nu ganske velovervejede. Ud over den nedlagte fabrik er de bl.a. indrettet i et tidligere bryggeri, en mølle og i en nedlagt bondegård. Alle rummer boliger til inviterede kunstnere, spisesal, værtshus, atelierer og fest- og koncertsale.

I Wazemmes er huset efter krav fra beboerne i kvarteret også blevet udstyret med en fælles køkkenhave og et tyrkisk badehus, en hammam, i kælderen. Den hollandske arkitekt, Lars Spuybrouk, der på sin computer har skabt en ny koncertbygning med en organisk bølgende facade i stålnet, måtte holde adskillige møder med beboerne for at skabe sit vartegn. Nogle ville have en svømmepøl, andre en tennisbane.

»Beboerne var ekstremt velorganiserede. I kvarteret bor masser af studerende, indvandrere og ekskommunister, der alle har lavet foreninger og er eksperter i at stille krav. Så vi endte med at beslutte, at der skal afsættes plads til en fælles køkkenhave uden for kulturhuset og en hammam badstue i kælderen af fabrikken. Den er en arabisk arkitekt nu i færd med at indrette,« fortalte arkitekten, ved åbningen af det nye kulturmekka i marts:

»Det er både et lokalt og et globalt projekt. Den nye festsal er hypermoderne og sender et globalt budskab som museet i Bilbao, mens den gamle fabrik står med sin garage-stemning, som den altid har gjort, for at trække linien til lokalkvarteret.«

Kunst til folket

Lille har sat alle sejl til for at gøre kulturåret til en succes. Med et budget på 73 mio. euro, næsten 550 mio. kr., investerer millionbyen i kultur på alle niveauer. En af de finkulturelle attraktioner er udstillinger af den flamske maler Rubens, men der er også plads til store folkefester.

Succesen har hidtil været kolossal. Ved åbningen af kulturåret i december inviterede byen til gadefest. Alle var klædt i hvidt, så man kunne projektere billeder og farver på deltagernes tøj. Arrangørerne regnede med 150.000 mennesker, men der kom over 600.000, 20 gange flere, end da Lille fejrede befrielsen efter Anden Verdenskrig.

»Vores mål var at bruge Lille 2004 til at få kunsten ud til folket. Ikke kun på en populistisk måde med folkedans, nej vi har sendt elitær kunst ud på gadeplan, og det er blevet accepteret. F.eks. samlede den amerikanske kunstner Terry Riley 1.500 tilskuere til en koncert med minimalistisk repetitionsmusik,« fortæller den kunstneriske rådgiver for kulturåret, 42-årige Richard Castelli.

Kulturfesten skaber overraskelser i bybilledet i Lille og i 151 omkringliggende byer og landsbyer. I løbet af året holdes 2.200 arrangementer i en skøn blanding mellem finkultur og folkelig kultur.

Blandt publikumstræfferne har været den amerikanske installationskunstner Chico McMurtries larmende udstilling med musikalske robotter. Også projektet med en hængende skov komplet med fuglekvidder vækker opmærksomhed. Skoven er lavet i kunststoffer, men ligner en rigtig skov, der er vendt på hovedet. Efter premieren i Roubaix hænger skoven nu over det meste af pladsen foran domkirken i Arras, og senere vil den også komme til Lille.

I øjeblikket ligner centrum af Lille dog mest Shanghai, for i anledning af det kinesiske år i Frankrig har den kinesiske by sendt en kopi af en fredet te-pavillon til den nordfranske by. Forretningerne i rue de la République gør, hvad de kan for at se kinesiske ud.

Man siger om Lille, at folk græder to gange over bekendtskabet med byen. Når de kommer, fordi byen i Frankrig har et image som en grå og kriseramt by, og når de skal forlade den, fordi ingen ønsker at rejse.

Frankrigs berømte general og statsmand, Charles de Gaulle, blev født i Lille i 1890. Når et renoveret museum i hans fødehjem i en statelig byejendom åbner i april, kan gæsterne finde fotos, breve og uniformer, men af ukendte årsager desværre ikke længere den Citroën fyldt med skudhuller, som generalen kørte i i 1962, da efterretningsagenter forsøgte at myrde ham på grund af beslutningen om at give Algeriet selvstændighed.

Med ryggen til Paris

På trods af de Gaulle har Lille dog været socialistisk, så længe nogen kan huske. I 29 år var borgmesteren den karismatiske Pierre Mauroy, der også blev præsident Francois Mitterrands første premierminister i 1981. Mauroy åbnede Lille mod verden. Ud over en metro fik Lille med hurtigtoget TGV og tunnelen under Kanalen hurtig adgang til London, Paris og Bruxelles. Det varer en time at køre til Paris, en halv at køre til Bruxelles, og London er halvanden times togrejse væk.

Mauroy byggede også et megacenter omkring banegården. Arbejdet blev ledet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas, der uddelegerede nogle bygninger til andre kendte modernistiske arkitekter. Euralille rummer ud over et indkøbscenter to kontorhuse formet som støvletårne og bestemt for at give Lille en ny start efter mange års industriel krise. Da Jacques Delors datter, Martine Aubry, overtog borgmesterposten, fastholdt hun prioriteringen.

Som Frankrigs fjerdestørste by vender Lille ryggen til Paris og orienterer sig mere mod Bruxelles, Antwerpen og Amsterdam. Den definerer sig som en europæisk by, men er også et knudepunkt mellem nord og syd. Den nordlige region er Frankrigs tættest befolkede med fire mio. mennesker, hvor hver fjerde er under 25 år. I Lille og nærmeste omegn bor ca. 1,2 mio. mennesker.

Regnvejr og krise

Indtil kulturfesten har Lilles attraktioner som turistby været en af Frankrigs bedst bevarede hemmeligheder. I det øvrige Frankrig forbindes Lille med regnvejr og økonomisk krise. Det er en vrangforestilling, som det er svært at ryste af sig, erkender journalist Yannick Boucher fra avisen La Voix du Nord, da han tilbyder sig som en guide for en rundtur langs de lyserøde brosten fra det 16. århundrede.

»Dette har altid været en meget dynamisk region. I Lille har vi Frankrigs fattigste og Frankrigs rigeste mennesker. Centrum er hyper chikt og borgerligt, mens arbejderkvartererne er fattige. Lille er eksploderet i de sidste 10 år. Byen genfødes, alt fornyes, og byen genfinder sin stolthed. Lille har alle de luksusbutikker, man kan drømme om, og lejepriserne er højere end i modegaden rue Saint Honoré i Paris,« siger han.

Som første stop vælger han den fornemme bagerforretning Meert i rue Esquermoise, hvis gaufres à vanille i vinduet får tænderne til at løbe i vand. Da de Gaulle var præsident i Paris, sendte han jævnligt en motorcykelkonvoj til Lille for at hente friske forsyninger.

På den rektangulære Grand Place med herskabshuse troner den statelige og rigt ornamenterede børsbygning fra 1653, inspireret af lignende prestigeværker i Amsterdam og Bruxelles. På pladsen bagved ligger Lilles opera, som efter seks års lukning på grund af pengemangel er blevet renoveret og genåbnet i anledning af kulturåret.

Indkøbsgaderne i Lille har specialiseret sig i modetøj, sko eller ungdomskultur. I rue de la Clef hænger de unge skatere ud sammen med forbrugere af det seneste inden for tegneserier og elektroniske spil. Talrige cafeer og restauranter med flamske hofretter som moules frites (muslinger med fritter) eller carbonnade flamand med øl i sovsen vidner om, at Lilles befolkning går meget ud. Områdets universiteter med 150.000 studerende sikrer kunder til værtshusene i det centrale Massena-kvarter.

Industri-nedtur

Lille er mest kendt for sin rolle som tekstilhovedstad. Men krisen satte ind i midten af 1950'erne og ramte først kul- og stålminerne i det nordlige Frankrig og derefter tekstilindustrien. I dag er det meste af produktionen flyttet til udlandet, og Lille tager sig kun af den sidste forarbejdning.

Industriperioden varede i 150 år og gjorde Lille til en rig by. Men længe forinden havde den nordfranske by opnået status som en af Nordeuropas vigtigste handels- og kulturbyer. Lille har i sin omtumlede historie været hovedstad for Flandern, den har tilhørt østrigske habsburgere, spaniere og hollænderne, den er blevet ledet af kongelige familier fra Portugal og Konstantinopel, og den har være burgundernes hovedsæde. Siden midten af 1800-tallet har Lille været fransk.

Trods talrige krige, herunder to verdenskrige, hvori Lille begge gange holdt stand mod tyskerne i tre dage, står det historiske kvarter intakt og renoveret. Eneste ulempe er, mener Yannick Boucher, at ingen har tænkt på træer eller grønne områder.

»Til gengæld passer det ikke, at det altid regner. Vi har kun otte minutter mindre sol end Paris om året. Og med vinden fra havet slipper vi for forureningen,« siger journalisten.

Sommerens program

I mangel på parker foregår en stor del af kulturfesten på asfalten, og arrangementerne fortsætter hen over sommeren. Ifølge borgmester Martine Aubry, er der i alt planlagt 2.200 begivenheder.

»Det er dejligt, at der kommer mange turister til Lille, men det vigtigste er de stik af glæde og stolthed i hjertet, som mange i området føler i år,« sagde hun for nylig ved en åbning af en maleriudstilling.

I juli ruller en parade med kæmpemæssige karnevalsfigurer ind i byen ledsaget af koncerter og workshops. Lille har siden renæssancen haft tradition for karnevaler, og hvert bykvarter har sin egen kæmpe eller helt, som kun sjældent dukker op. Denne gang vil de få følgeskab af kæmper fra Mexico, Japan, Kina og andre europæiske lande.

August står i 1001 nats tegn, når dele af Lille forvandles til en kopi af markedet Djemaa el Fna i Marrakech med slangetæmmere, musikere og historiefortællere. Udendørsrestauranter vil servere couscous og stærke pølser.

I september åbner det moderne kunstmuseum i forstaden Villeneuve d'Ascq dørene for en udstilling over europæisk og amerikansk indflydelse på mexicansk maleri i det 20. århundrede. Blandt værkerne er Picasso, Miro, Léger og Modigliani.

Penge og entusiasme

Den 45-årige koordinator af Lille 2004, Laurent Dréano, flyttede fra Paris til Lille på grund af projektet ligesom mange andre af arrangørerne.

»Vores mål var at placere Lille på landkortet og på verdenskortet. Gennem store udstillinger, men endnu vigtigere ved at gøre folk i Lille og omegn stolte over deres kultur. Vi ville ikke kun lave projekter i centrum af byen, men søge ud i kvartererne og i de omkringliggende byer,« fortæller han over en pindemad i en gammel postbygning ved banegården, der også er inddraget til kultursted.

»Derfor lavede vi også kulturcentrene maisons folies. Vores ide var ikke at bygge nye kulturtempler, men at skabe steder, hvor kunstnere kan arbejde, men hvor også almindelige borgere med et projekt, kan være. Et sådan projekt ville være umuligt i et almindeligt år, men i år er både pengene og entusiasmen til stede.«

Ifølge Laurent Dréano kan kultur også bruges til at øge integrationen i et indvandrerkvarter som Wazemmes, og den kan bruges til at sætte farver på en debat, der alt for ofte kører i sort og hvidt.

12.000 ambassadører

Ikke færre end 12.000 frivillige har meldt sig som ulønnede ambassadører og altmuligmænd for at få arrangementerne til at hænge sammen. En af dem er den 58-årige fransklærer, Guy Milluy, der gratis hjælper til, hvor der er behov for det.

»Jeg håber, at kulturåret vil blive et kæmpe spring fremad for vores by. Folk oplever en varm velkomst. Her er ikke altid sol, og her er ingen palmer eller strande. Men Lille er en meget smuk by, som nu er ved at springe ud,« siger han.

Ambassadørerne vil være til stede, når markedet i Wazemmes i første weekend af maj forvandles til et kæmpemæssigt suppekøkken med flere hundreder slags suppe fra alverdens lande.

Tre gange gadevask

Men foreløbig samler interessen i kvarteret sig for det nye kulturhus, og både skeptikere og tilhængere af kultursatsningen Lille 2004 har lyst til at komme til orde.

Myriam, som står i tøjbutik, mener f.eks., at det er en illusion at tro, at kulturåret samler befolkningen, selv om »de høje herrer og damer på rådhuset taler meget om det.« 38-årige Laurent Dusausoy mener, at man skulle satse mere på at promovere egnens egen kultur end at rejse en kinesisk tepavillon i centrum, mens 30-årige Virginie Lahaye kritiserer kommunen for ikke at gøre nok for at informere om arrangementerne.

Generelt er hun dog positiv og har store forventninger. Det samme gælder nede i butikken for plasticskrammel i Wazemmes, Idées Fixes, hvor indehaveren dog undrer sig over, hvorfor gaden skal vaskes tre gange, bare fordi borgmesteren kommer til åbningen af kulturhuset. Selv scooteren med hundelortstøvsugeren har været sendt ud til arbejderkvarteret flere gange for at sikre, at ingen skulle glide i succesen. Så megen opmærksomhed har kvarteret aldrig tidligere fået, fastslår hun.

De mødes i badstuen

Flertallet er dog begejstret for, at der langt om længe sker noget.

27-årige engelsklærer, Melanie Kays, glæder sig mest til, at kvarteret nu får sin egen tyrkiske badstue.

»Unge kvinder går generelt meget i hammam. Både indvandrere og franskmænd. Det er en måde at mødes. Generelt er samlivet mellem alle mulige forskellige nationaliteter uden problemer her, men det er godt, hvis man også kan samles om kulturelle ting. Hvis Lille 2004 kan sørge for det, har det været en succes,« siger hun.

For Monique Lapaille er kulturhuset en helt ny begyndelse. Hun blev født ved pladsen Nouvelle Aventure (nyt eventyr) i Wazemmes. Her blev hun også gift, og her har hun boet hele livet. Uden nogen anelse om, at hun skulle slutte karrieren som portner for et skørt kulturhus med en hammam i kælderen og en køkkenhave udenfor.

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.