Horsens klar til Dolly Parton-koncerter
Manden bag Dolly Parton-koncerterne i aften og i morgen i Horsens håber og tror, at det bliver årets koncert. Optakten har været fantastisk, siger Frank Panduro.
Få timer før at Dolly Parton går på scenen i Forum Horsens, melder den koncertansvarlige, Frank Panduro, at alt går som planlagt.
Dolly Parton-koncerten begynder omkring kl. 20, og i morgen er der en ny koncert med den berømte amerikanske countrysangerinde. Begge koncerter er udsolgt.
"Jeg tror virkelig, at det bliver årets koncert - og en af de koncerter, som jeg og publikum kommer til at huske i mange år. Optakten har været fantastisk - der er god karma over det hele," konstaterer Frank Panduro.
Han har ellers været med til en del store og historiske koncerter. Både Bob Dylan, David Bowie, Robbie Williams, The Rolling Stones, R.E.M., Paul McCartney og Madonna har optrådt i Horsens.
"Jeg var tidligere i dag i Forum Horsens, og der skete ingenting. Det tager jeg som udtryk for, at alt er på plads i forhold til afviklingen af koncerten. Desuden ved jeg, at lydprøverne er gået fantastisk godt. Musikerne var meget tilfredse med lyden i hallen," siger han.
40 personer på holdet
Frank Panduro oplyser, at det cirka 40 mand store hold omkring Dolly Parton - musikere, scenefolk og management - har været i Horsens i flere dage.
Hvor længe hovedpersonen har været i Danmark, og hvor hun opholder sig før og efter den første koncert, ønsker han ikke at afsløre.
Frank Panduro har hilst kort på Dolly Parton, og han har i flere omgange været sammen med mange af de øvrige personer, som udgør turnéholdet.
"Jeg har sjældent oplevet så søde og taknemmelige mennesker," siger Frank Panduro.
Han oplyser, at bl.a. en lang række af Danmarks musikere har meldt deres ankomst til koncerten i dag og i morgen.
"De kommer for at høre hendes musik," siger Frank Panduro.
Der er plads til 4.500 tilhørere i Forum Horsens. Godt halvdelen skal sidde ned, resten har købt ståpladser.
Koncerten kommer til at vare et par timer inklusiv en pause. Frank Panduro understreger, at koncerttidspunktet kl. 20 skal tages alvorligt.