Bamsefar

Mit første møde med Bamse var ved at koste os begge livet.

Og da han siden sang: ''Jeg har kun tre tænder; de andre har Knud slået ud'', kunne der være optræk til scener her 23 år efter de dramatiske begivenheder tilbage i sommeren 1978, da vi ikke kunne blive enige om, hvem der var mest skyld i, at Troels Kløvedals ''Nordkaperen'' næsten kæntrede i Århus Havn, fordi Bamse og undertegnede, begge i sværvægtsklassen, samtidig trådte ned på rælingen af eventyrbåden, så kvinder og børn skreg af frygt for en kæntring.

Kløvedal fik os hevet ned i skibet i en fart, og faren drev over.

Nu sidder vi en mandag formiddag på Café Kindrødt i det indre Århus med en Cocio Light på bordet; en ufin finte fra servitricen, og kan tage fat på den gamle episode i havnen, dengang en mand var en mand og gerne måtte veje 168 kg, uden at alle sundhedsapostlene råbte op.

Anledningen til Cocio Light-mødet er dog ikke dramaet på ''Nordkaperen'', men at Bamse netop har færdiggjort endnu en CD på engelsk, ''Always On My Mind'', der følger efter en af hans største succeser, ''Stand By Me'' fra 1999.

Og nu er spørgsmålet, hvorfor noget af det mest danske på popscenen med hits som ''Vimmersvej'', ''I en lille båd, der gynger'' og ''Alice'' er sprunget med på den engelske bølge, når Bamses Venner har vist sig leveringsdygtig i den vare, det store publikum vil have.

Flemming Bamse Jørgensen, 54 år og i øvrigt nede på 123 kg, giver denne forklaring:

»I de seneste 15 år har alle skullet indspille sange på engelsk, og i lang tid ønskede jeg ikke at gøre det. Men en aften på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg havde vi givet de ekstranumre, vi kunne komme i tanke om. Alligevel råbte publikum på flere, og jeg sang ''Yesterday'', fordi jeg ikke kunne finde på andet. Derfra udviklede det sig.«

Bamse kom kørende hen ad Studsgade til dette møde i sin Mercedes, parkerede halvvejs ulovligt og kiggede på sit Rolex-ur for at sikre sig, at han var der i tide.

Den store mand i mørk jakke, mørk trøje, brune skindbukser og hestehale kom ude fra Fedet i Risskov, hvor hans villa ligger i 1. række mod vandet.

Han er indbegrebet af en succes, og med et salg på omkring tre millioner plader, bånd og CD'er kan ikke mange matche ham.

Alligevel har enkelte anmeldere været på nakken af Bamses Venner.

»Jeg tror, det var B.T., som hævdede, at vi ikke var ret gode, og den slags kritik må jeg leve med fra finkulturelle kredse. Derfor var det glædeligt og overraskende, at Information engang brugte en side på os og skrev, at man kan mene om Bamses Venner, hvad man vil, men når folk går hjem fra værtshuset klokken tre om natten, er det dem, de fløjter.«

Flemming Jørgensen har selv udvalgt numrene til ''Always On My Mind'', blandt andre Bob Dylans ''If Not For You'', som han synger sammen med Lis Sørensen.

»Når jeg skal synge duet med nogen, ringer jeg altid til Lis og spørger, hvilken toneart, jeg skal synge i,« fortæller han. »Og hvem hun kunne forestille sig i duetten. Hvorfor ikke mig,« svarede hun.

Og sådan blev det.

Med Bamse og hans venner får vi den rene vare, men branchen er i en udvikling, som måske betyder, at det ikke i al fremtid vil være sådan.

»Min kone Käte var for et stykke tid siden til en koncert med Michael Jackson, og der blev ikke spillet én tone,« siger Bamse. »Det var rent playback, computermusik. Forleden mødte jeg Johnny Madsen. Han havde været til en reception, og jeg kom fra en vinsmagning. Der fik vi besked på at spytte vinen ud, når vi havde smagt den, men jeg fulgte ikke det råd. Jeg mødte altså Johnny Madsen på Café Casablanca klokken halvt et om natten, og vi var dybsindige. 'Ved du hvad', sagde han til mig. 'Vi to er nok den sidste generation, som spiller musik live'. Det har jeg tænkt en del over siden, og måske får han ret. Men jeg kan garantere dig, at selv om udviklingen går i en anden retning, vil du aldrig komme til at opleve Bamses Venner med playback.«

Nu vi er ved emnet nattesæde føler Bamse trang til at komme med en bemærkning om de mange år på landevejen og de mange fristelser i branchen.

»Jeg er en ædruelig mand, og jeg har et ædrueligt band,« fastslår han. »Vi har en regel om, at vi aldrig drikker, mens vi spiller. Hvad folk så gør bagefter, kommer ikke mig ved, blot de møder ædru på arbejde næste dag.«

Og den stil har han holdt, siden karrieren tog sin begyndelse i slutningen af 1960erne, da han fandt ud af, at hans fremtid ikke lå i maskinbranchen, hvor han med møje og besvær var blevet udlært.

Hans far ejede Viby Gummifabrik, der fremstillede gummi til Volvo og plasticfodbolde, og det lå i luften, at sønnen skulle overtage virksomheden, selv om han hellere ville spille på sin bas.

»Efter skolen kom jeg i lære hos Arne Bundgaard Jensen på Højbjerg Maskinfabrik. Bundgaard gik ikke meget op i det med fagforeningsregler, så jeg fik ofte fri til at spille med dem, jeg nu kunne finde. Jeg stod i lære i fire år, men der skal trækkes en del måneder fra.«

I 1970 blev han gift med Käte, som han havde mødt på det daværende Boom i Frederiksgade.

Og nu skulle han vælge.

»Vi havde ingen penge, og det mest nærliggende var vel at fortsætte som maskinarbejder, men en dag mødte jeg en mand, som manglede en bassist til sit orkester. Käte mente, jeg skulle give det en chance, og senere dannede jeg Bamses Trio, der spillede en måned her, og en måned der; på Landsbyen i Herning og på Karavellen i Århus.«

Bamses Trio blev til Bamses Venner, der ikke mindst blev kendt for hans undersættelser af engelske tekster.

I 1971 var der lagt op til et gennembrud. Bamse havde hørt John Fogertys ''Bad Moon Rising'', der i undersættelsen blev til ''Jeg så en slemmer dreng med rejsning''.

»Jeg sendte den ind til et pladeselskab, som svarede, at jeg ikke behøvede at henvende mig igen,« husker han.

Det gik bedre med det gamle Platters-hit ''The Great Pretender'', der nu hed 'Jeg har kun tre tænder, de andre har Knud slået ud'.

Men Flemming Jørgensen kunne også selv, og han har skrevet musik og tekst til 300 sange, hvoraf vel en tredjedel blev brugt af Bamses Venner. Blandt de mest populære er ''Elsker kun dig''.

Hvor det kommer fra?

»Jeg nynner. Når jeg er kommet i seng, nynner jeg, men jeg skriver ikke noget ned, for hvis jeg ikke kan huske det næste morgen, er det ikke godt nok.«

Imellem os står stadig Cocio Light'en, der har sin egen historie.

Da Flemming Jørgensen i 1995 skulle fejre sølvbryllup med Käte, stod vægten på 168 kg.

»Men ikke nok med det, jeg havde fået gammelmands-sukkersyge, fordi jeg vejede så meget, og derfor henvendte jeg mig til en diætist på Århus Kommunehospital. Hun rådede mig blandt andet fra at drikke mine tre liter sødmælk om dagen, lægge mine kostvaner helt om og endelig - hvis det skulle være - drikke Cocio Light, der ikke feder. Jeg skar alt fedtet væk, rundstykker uden smør, og nu har jeg det sådan, at jeg slet ikke kan lide smør. Og man skal skære det hvide mellem flæskesværet og kødet fra. Så taber man sig. Jeg smed 52,2 kg, hvorefter lægen sagde, at jeg skulle holde en pause på tre år. Siden har jeg taget otte kg på. Jeg er stadigvæk stor, men jeg har det godt, for sukkersygen forsvandt også med vægttabet.«

Indtil for to år siden var Flemming Jørgensen en musiker, der også ledede sit band.

Herefter er han mod sin vilje blevet arbejdsgiver i ordets bogstaveligste forstand.

»Tidligere fik mine musikere udbetalt deres løn uden skattetræk,« siger han, »og det skete, at skatten ikke blev betalt til tiden. Nu er reglerne ændret, og jeg skal sørge for at trække skat, inden lønnen udbetales. Det har skabt en vis utilfredshed i gruppen, for de klager over, at de ikke får hele lønnen på én gang. Til gengæld er der ikke længere nogen, der skylder i skat.«

Gennem karrieren har Bamse haft århusianeren John Madsen som manager, og det har været et gnidningsløst kompagniskab.

»Jeg er ikke meget for kontrakter,« siger Flemming Jørgensen. »At skulle lave tre plader på fire år for eksempel, at være hængt op på den måde ville være træls. Vi aftaler én plade ad gangen, og så noterer vi måske ned på et stykke papir, hvordan det lige er, vi gør. Mere kompliceret behøver det ikke være.«

At der løber en del penge gennem selskabet Flemming Jørgensen, kan ingen være i tvivl om, uanset Mercedes, Rolex og villa på Fedet.

Bamses Venner giver årligt 110 koncerter til anslået 80.000 kroner pr. styk, så han har ingen grund til at beklage sig, hvilket han heller ikke gør.

»Den der Mercedes er nu ikke noget særligt,« præciserer Bamse. »Jeg havde kørt i Citroën siden 1979, og da der kom en ny model, XM'eren, ville jeg prøve den, også fordi den var sat ned med 200.000 kroner. Jeg fandt snart ud af grunden til nedsættelsen, for det var noget værre lort. Det lykkedes mig at gøre en god handel og bytte den til en Mercedes 320E, der var syv år gammel.«

Rolex-uret har sin egen historie, der på sin vis er lige så trist som beretningen om XM'eren.

En dag i 1993 var Bamse gået i bad hjemme på Fedet i det udvidede sommerhus, der med årene blev moderniseret.

Havemanden var i gang med at brænde ukrudt af, da Bamse under bruseren hørte ham råbe: Det brænder, det brænder.

»Jeg nåede lige at få bukser på og tage hunden under armen,« fortæller han. »Brandfolkene kom hurtigt, men den nærliggende brandhane duede ikke, og inden det endelig lykkedes at skaffe vand frem, var huset brændt ned. Vi byggede så et mage til, blot mere lige i linjerne. Under branden mistede jeg mit Rolex-ur, som Käte havde sparet sammen til, mens hun arbejdede på Skandinavisk Tobakskompagni. Nu fik jeg et nyt fra forsikringspengene.«

Musikken og familielivet med Käte og de to børn, den 26-årige Tine, der er i et reklamebureau, og den 23-årige tømrersvend Theis udfylder det meste af Bamses liv - sammen med det golfspil, han dyrker et par gange om ugen, ofte i selskab med Käte.

Men der er jo også AGF, som han spillede fodbold for i drengeårene og altid har været tilknyttet på den ene eller anden måde; som da han sammen med Thomas Helmig skrev slagsangen ''De hvide fra Fredensvang'' - og siden som AGF-ambassadør, en rolle han deler med biskop Kjeld Holm og den forhenværende professionelle fodboldspiller Flemming Povlsen.

AGF-ambassadør?

»Ja, vi har til opgave at tale pænt om klubben, også når det går skidt. Man kan dermed sige, at vi har nok at se til i øjeblikket, men det er jo netop nu, at den har brug for opbakning.«

Trods de mange år på landevejen bliver Flemming Bamse Jørgensen aldrig træt af at underholde sit publikum.

Og han bliver aldrig træt af bifaldet, som når Bamses Venner på festivalen i Skanderborg slutter lørdag aften af på scenen Rytme Hans. Sådan var det også i år. Mens tusindvis fulgte de svenske verdensstjerner The Cardigans på Bøgescenen, trak Bamse-flokken næsten lige så mange til RytmeHans, for, som han siger, der spilles en del indadvendt musik på festivalen, og nogle har brug for at kunne skråle med.

»Selvfølgelig kan der være trælse dage, men når vi først står der ... og jeg kan ikke se alternativet. Hvad skulle jeg ellers give mig til? Generelt synes jeg, at jeg har et fedt job. Og skulle det ske, at der ikke længere er brug for Bamse og hans venner, vil jeg sidde på en mole på Århus Havn og fiske hele dagen.«

knud.wilhelmsen@jp.dk

Hvornår har du sidst været sur?

I morges, da jeg fandt ud af, at jeg på torsdag skal køre fra København til Næstved på en time. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg ringer og siger, at jeg kommer for sent.

Hvad vil du være i dit næste liv?

Musiker. Eller måske skolelærer.

Hvad stemmer du?

Jeg har ikke stemt de sidste fire-fem gange. Men jeg er nok i en ende af Socialdemokratiet, og jeg vil have Anker som statsminister.

Hvad synes du om dit udseende?

Jeg har vænnet mig til det.

Hvem er verdens mest sexede kvinde?

Hold da op, den er svær. Jeg ved det ikke; der er mange.

Hvad synes du om Sussi & Leo?

Desværre har jeg ikke oplevet dem, men det skulle være noget af et show. Jeg kan nok bedre lide Deep Purple.

Hvilken bog har du sidst læst?

Jeg læser ikke mange bøger, men forleden gik billedrøret i TV'et i soveværelset. Så fandt jeg mine læsebriller frem og læste halvdelen af ''Den lille prins'' af Antoine de Saint-Exupéry.

Kan du luge et bed?

Ja, det kan jeg.

Kan du fortælle vittigheder?

Ja, men jeg kender ingen, der er pæne.

Hvornår har du sidst grædt?

Det er ikke så længe siden, men jeg vil ikke fortælle, hvorfor jeg gjorde det.