Sangerinde i stjernedrys

Den 27-årige sangerinde Camille Jones har spillet og sunget i mange år, men lige præcis i de her måneder oplever hun et gennembrud til den danske stjernehimmel med et anmelderrost debut-album, en nominering i Danish Music Awards og en landsdækkende koncertturné.

Hun gik bare i sjette klasse, da hun efter en afstemning blev vraget til et nydannet pigeband på Århus Friskole. Grædende brød hun sammen på skolens toilet, overbevist om at hendes musikalske karriere var skudt i sænk for altid.

Her 15 år efter er det en umiddelbar, selvsikker og forventningsfuld ung sangerinde, der skuer ud i fremtiden. "En stjerne er født", skrev anmelderne for få måneder siden, da hendes debutalbum udkom. I disse dage drager hun ud på en to måneder lang danmarksturné, og oveni hatten er hun netop blevet nomineret til Danish Music Awards 2001 (tidligere Grammy-uddeling, red.) i kategorien Årets Danske Sangerinde.

Camille Jones er ikke typen, der hoverer. Men stolt, det er hun. Pavestolt. Og det handler ikke om, at hun nu har fået oprejsning overfor veninderne på Århus Friskole, for hun kom faktisk med i pigebandet senere hen og kunne tørre tåren af sin kind. Men det handler bestemt om, at hun er nomineret i lige præcis den kategori, hun allerhelst ville nomineres i.

Angst for sangen

»Det er et stort skulderklap for mig, at nogen synes, at jeg kan synge. Sangen har virkelig været et ømt punkt for mig, og jeg har ikke altid kunnet synge. De første mange år undgik jeg faktisk sangen og gemte mig bag alle mulige instrumenter som guitar, klaver og trompet. Det var først som 16-17-årig, hvor jeg begyndte at skrive mine egne numre og optog dem på en fire-spors-båndoptager, at jeg forsøgte mig med lidt sang, og i dag koncentrerer jeg mig 100 procent om sangen,« fortæller Camille Jones, der både musikalsk og i udseende har fået en del forærende af sin mørke far, den amerikanske jazztrommeslager Ed Jones.

»To af mine fire storebrødre spiller også, og min mor er begyndt at spille kontrabas,« fortæller Camille Jones om sit musikalske fundament, som hun opbyggede både i sit barndomshjem i Skanderborg og siden på Århus Friskole, hvor musikeren Mek Pek fik øje på hende og inviterede hende med som korpige i bandet Mek Pek & The Allrights. Siden har hun spillet og sunget med både King Kane, Søren Sko, Anne Linnet og en enkelt sang med Thomas Helmig.

Pop, folk og lidt soul

Camille Jones' musik beskrives som pop og folk med et touch af soul. Hendes debutalbum "Camille Jones", der blev udgivet af det multinationale Warner Music, indeholdt med en enkelt undtagelse - Dolly Partons "Jolene" - sange, som hun selv har skrevet. Og hendes første kommercielle single, "Nothing Comes From Nothing", behøver vel ingen nærmere præsentation.

Camille Jones siger, at hun inspireres af sangere som Wendy Melvoin, Emmylou Harris, Dolly Parton, Stevie Wonder og Chaka Khan. At hun først nu - i en for branchen forholdsvis sen alder - pladedebuterer, forklarer hun med, at hun ikke tidligere har været parat til det.

»Og så skyldes det, at jeg har nogle helt klare meninger om, hvad jeg gerne vil. Det har taget lidt tid at overbevise pladeselskabet om, at det skulle være sådan her. Så stædighed har bestemt også spillet ind,« erkender Camille Jones og tilføjer:

»Jeg har nok haft lidt svært ved at se ud over mine egne idéer. På den måde har jeg både været meget grøn og meget stædig.«

Nej til kompromisser

Hun mener, at hendes alder både har været en fordel og ulempe i den sammenhæng. Fordelen har ligget i, at hun ikke har lavet et debutalbum, som hun ikke kan stå inde for. Omvendt har hun haft svært ved at acceptere, at tingene ikke altid blev helt, som hun ville.

»Det er vel noget med, at man bliver voksen og ikke gider tage mere pis, og så er virkeligheden måske sådan, at man bliver nødt til at tage lidt...,« smiler hun.

På sigt håber hun, at debutalbummet og koncertrækken i Danmark vil føre til yderligere et album og en karriere i udlandet.

»Jeg synes ikke, min musik er typisk dansk. Jeg har ikke noget imod at se mig om andre steder i verden. Danmark er i den sammenhæng et meget lille land, og hvis nogen ringede fra Tyskland, England eller USA, så ville jeg blive henrykt,« siger Camille Jones.

Foreløbig er udgangspunktet København, hvortil hun flyttede i 1993 efter fem år i Århus. Her bor hun med kæresten, spiller basketball i klub og arbejder et par gange om ugen på Café Hekla på Christianshavn.

»Det er jo ikke lige millionær, man bliver af at spille musik,« understreger Camille Jones.

Ikke brug for uddannelse

En egentlig uddannelse til musiker på f.eks. et musikkonservatorium har strejfet hende, men det er blevet ved tanken.

»Faktisk tror jeg, det skræmte mig lidt at skulle søge optagelse, for tænk, hvis jeg ikke kom ind. Omvendt har jeg heller ikke følt det som en nødvendighed at gå på konservatoriet for at lære at spille musik. Og da mulighederne hele tiden har været der, og jeg altid har været omgivet af et stort netværk af folk indenfor musikbranchen, så er det alligevel lykkes for mig. Men nu har jeg heller aldrig tvivlet på det,« siger Camille Jones.

Hun siger, at hun glæder sig, hver gang hun hører, at nogen har købt hendes album. Men det er ikke sådan, at hun går helt i sort, hvis ikke den sælger. Til gengæld er det ikke ligegyldigt, om folk kommer til hendes koncerter for... »det bliver nemlig skidegodt,« forsikrer hun.

Selvtilliden fejler ingenting hos den blot 1,65 cm. høje sangerinde, der sjovt nok er overbevist om, at hendes basketball-træner fejlagtigt har placeret hende på det "lille" hold.

Erkendt storhedsvanvid

»Jeg ved altså ikke, hvor det storhedsvanvid kommer fra,« siger hun og indrømmer kort tid efter, at den kommende koncert i København og ikke mindst Århus kan tage et par centimeter af hendes højde.

»Århus er det sted, jeg frygter allermest. Men som jeg også glæder mig allermest til. Her kommer alle mine mange venner og bekendte, og min mor og far. Det skal bare gå godt,« fastslår hun. Og hun er da også så dejlig ydmyg over for sin egen succes, at hun afsluttende bemærker, at hun ikke forventer at blive kåret som Årets Danske Sangerinde ved Danish Music Awards den 3. marts, hvor hun er oppe imod Dicte, Freya, Karen og Randi Laubek.

»Randi Laubek er enormt dygtig. Jeg vil næsten føle det lidt småpinligt, hvis jeg skulle gå op og modtage prisen foran hende,« siger Camille Jones.

lisette.greve@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.