Dogmefilm klar til Berlin Filmfestival

Filminstruktør Lone Scherfig er i selskab med et par af verdens største filmkunstnere til Berlin Filmfestival om få uger. Dogmekomedien "Italiensk for begyndere" har fået favorabel placering i programmet.

Umiddelbart er der lagt op til en gentagelse af succesen for to år siden, når den danske dogme-komedie "Italiensk for begyndere" om få uger deltager i hovedkonkurrencen ved Berlin Filmfestival.

For to år siden lykkedes det Det Danske Filminstituts daværende festivalchef Lissy Bellaiche at få flyttet Søren Kragh-Jacobsens dogme-film "Mifunes sidste sang" fra en visningstid sidst i festivalugen til en plads den første lørdag - hvorefter filmen vandt Sølvbjørnen og en særlig publikumspris.

I dag arbejder Lissy Bellaiche som festivalkonsulent hos Zentropa-selskabet Trust Film Sales, hvor det er lykkedes hende at skaffe Lone Scherfigs muntre "Italiensk for begyndere" en placering på festivalens første fredag. Og det kan få stor betydning for både salg og konkurrence, vurderer hun:

»Det er et fantastisk tidspunkt. De internationale opkøbere er der kun i begyndelsen af festivalen, da de skal videre til American Film Market i USA. Og dengang viste det sig jo også som en stor fordel at blive set af juryen tidligt i forløbet,« siger hun og understreger, at konkurrencen dog er meget hård.

Kamp fra øst og vest

Instruktør Lone Scherfig får da også kamp til stregen fra en række af de store filmkunstnere fra både Europa og Asien ifølge de første meldinger fra filmtidsskriftet Screen International.

Fra Italien kommer Giuseppe Tornatore, der efter sin kæmpesucces med "Mine aftener i Paradis" i 1988 stadig er et stort navn, når han præsenterer filmen "Málena".

Franskfødte Jean-Jacques Annaud står efter filmværker som "Rosens navn" og "Syv år i Tibet" bag storfilmen "Enemy of the Gates", der med en pris på 680 mio. kr. er Europas dyreste film nogensinde og er udpeget til at åbne festivalen 7. februar.

Fra Asien er et par af Japans mest anerkendte instruktører, Go Riju og Masato Harada - samt to særlige low budget-film fra Taiwan og Kina.

Fra Hollywood har skuespilleren Sean Penn instrueret "The Pledge", der ifølge branchebladet er med i opløbet.

Og ungdomsidolet Johnny Depp er trækplastret i filmen "Chocolat", der er instrueret af svenskfødte Lasse Halström og har franske Juliette Binoche i den kvindelige hovedrolle.

Danske børnefilm

Ud over hovedkonkurrencen er der en stor børne- og ungdomsfilm, hvor Danmark er repræsenteret med tegnefilmen "Cirkeline" samt unge Natasha Arthys familiekomedie "Mirakel".

Årets udgave af Berlin Filmfestival finder sted fra 7. til 18. februar og giver en ærespris til den 84-årige Hollywood-stjerne Kirk Douglas, der blandt er kendt for sin særlige karisma i film som "Ærens vej" og "Champion". jakob.hoyer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen