Når glansbilledet krakelerer

DR. T
Originaltitel: Dr. T and the Women
Instruktør: Robert Altman
USA 2000
Længde: 2 timer

I det skriftlige pressemateriale citeres Robert Altman for en udtalelse om, at han "ved egentlig ikke, hvad folk vil få med hjem fra denne film. Men vi prøver at fange en bestemt kultur, en særlig sfære...en bid af livet i Dallas."

Ha!

Som om en dreven instruktør som Altman ikke, efter at have lavet et væld af film i mere end tredive år, skulle vide, hvad hans film drejer sig om? Skulle han mon lave film, som om han blot var en etnograf, der var blevet sluppet løs med et kamera og med det forsøgte at indfange en bestemt kultur?

Nej, Robert Altman er heldigvis noget langt, langt mere, og noget meget, meget større. Han ejer satirikerens skarpe blik for det forlorne, og kynikerens trang til at udlevere det med en bidende sarkasme.

Men han kan også dæmpe denne trang og i stedet skildre mennesker med både stor psykologisk indsigt og megen varme.

Man kunne kalde ham filmkunstens humane moralist, for han er det vel at mærke moralist uden brug af irriterende pegefingre, og deri kan han ligne en Luis Buñuel (1900-83), ja man kan endda hævde, at den 75-årige Robert Altman med "Dr. T" har skabt sin helt egen pendant til Luis Buñuels uforglemmelige "Tro og lidenskab" ("Nazarin", 1958), for som i Buñuel-filmen er Altmans hovedperson et menneske, som altid gør det rigtige og ender med at blive straffet for det.

Og først efter at have gennemgået denne renselsesproces kan han for alvor blive et menneske. Et rigtigt menneske.

For megen godhed

Altså: Dr. T - han hedder egentlig dr. Sullivan Travis, men kvinderne i hans klinik opmuntres til at bruge det mere uformelle Dr. T - er gynækolog af fag og konstant omgivet af kvinder, som han forguder, og han belærer sine jagtkammerater om, at kvinder er som templer og skal tilbedes. Til gengæld tilbeder kvinderne ham, nogle på afstand, andre åbenlyst, ja skamløst.

Men al denne tilbedende godhed i Dr. T bliver en skønne dag for meget for hans kone. I filmens begyndelse, udspillet i et stort og dyrt shoppingcenter i Dallas, forlader hun distræt sin søster og sine to døtre og ender nøgen i centrets springvand, hvorefter hun indlægges på en nerveklinik. Hun lider af et såkaldt Hestia syndrom, der synes at være noget med at vende tilbage til en form for barndom i en protestreaktion mod det perfekte billede, som hendes mand har af hende. Det er den første ridse i den ellers så pletfri Dr. T og hans omdømme.

Som om dette ikke var nok, er der travle bryllupsforberedelser i gang for hans ene datter, men det socialt acceptable billede af hende krakelerer, da det viser sig, at hun foretrækker en lesbisk kærlighed. Også dette betyder ridser i Dr. T's lak. Og yderligere er der så hans evindeligt champagne-drikkende svigerinde og hendes tre små døtre. For slet ikke at snakke om både klinikassistenter og klienter.

Apokalyptisk uvejr

En affære med en ny kvindelig pro i golfklubben holder ikke. Hun er en fri fugl, der ikke vil binde sig, hvad der chokerer den inderst inde noget selvgode gynækolog, og i et næsten apokalyptisk uvejr kører Dr. T stormen i møde og suges til vejrs af en tornado.

Da uvejret er overstået vågner Dr. T op i et næsten øde landskab. Kun nogle få huse beboet af mexicanere er der, og her i disse primitive og ydmyge omgivelser genfinder Dr. T sit oprindelige kald som fødselshjælper. Nu er han atter blevet menneske, mener Robert Altman vel. For vel var Dr. T aldrig en skurk, hans idealer var blot kommet på afveje.

Som i så mange Altman-film er persongalleriet stort og myldrende, men Altman kan bedre end de fleste holde styr på sine filmmennesker, han kan både karakterisere dem som typer og som individualister, og der spilles over en bank superb af de medvirkende, som alle udfylder deres plads nærmest til perfektion. For det er ikke blot et scoop at typecaste Richard Gere som Dr. T, men Gere vokser, som det før er set, med opgaven og overbeviser i detaljer. Her er han langt mere end et sexsymbol.

Godt beskrevne typer

Andre fint observerede mennesker fremstilles med sikkerhed og styrke af Helen Hunt (golf-proen), Laura Dern (den alkoholiserede svigerinde), Shelley Long (den tilbedende klinikassistent), Kate Hudson som den giftefærdige datter og Liv Tyler med de brede skuldre som hendes lesbiske affære.

I tilgift er der en række fint observerede typer blandt gynækologens klienter, som skildres med diskret komisk overdrivelse, og samme diskrete præcision bruger Altman i miljøskildringen, hvor det autentiske overdrives en anelse uden at det på nogen måde går ud over troværdigheden.

"Dr. T" er en stor og fængslende film: menneskeklog, vittig, charmerende, medfølende, usentimental.