Opdrager vi vores børn for råt? Her er døde dyr en del af efterårsferiens underholdning
Uge 42 står på høstfest for hele familien i Storhaven på Læsø. Det er tid til at klippe lam, nusse kaniner, moste æbler og ikke mindst hugge hoveder af gårdens fjerkræ. Barskt? Nærmere en dansk tradition for opdragelse, der tjener et større formål, mener familieforsker.
Storhaven lever op til sit navn.
På den enorme grund uden for Byrum midt på Læsø træder gæsterne ind i en blandet landhandel af bondegårdsidyl og lokale delikatesser. Her går naturen sin gang for øjnene af de besøgende.
Hele sin gang med alt, hvad det indebærer, også efterårets blodigste gøremål.