Hun har forvandlet ultrapopulær børnebog til vildt teater: »Vi har forsøgt ikke at gøre det for dystert fra starten, for så har man bare 200 børn, der sidder og græder«
En opsætning af Jakob Martin Strids populære børnebog "Den Fantastiske Bus" kan nu opleves på Det Kgl. Teater. Med temaer som atomkrig, armod og dyb alkoholisering er den en del af en lang dansk tradition for børnekultur, der introducerer de små for verdens grusomheder. Men én ting retfærdiggør alligevel det hele, mener stykkets instruktør.
Over Skuespilhuset ved Københavns inderhavn har der lagt sig et gråligt lag af skyer, der efterlader glasfacaden mørk og dunkel.
København føles mere dyster, mere blæsende og koldere, end da sommerens varme indgød håb og lange dage.
Endnu værre står det dog til i Ahnstarr City langt fra det københavnske efterår.