»Jeg ville ønske, jeg havde læst den bog som ung. Så ville jeg vide, at selv når det ser allermest sort ud, skal man ikke give op«
Hun læste Hemingway i fængslet. Han har delt tanker med Tove Ditlevsen over en joint. Hun ser skønheden i Helle Helles skrabede stil. Han har taget LSD med Søren Kierkegaard og hans samlede værker. Hun elsker blod og mord på papir. Velkommen til Sydhavnens Læseklub.
Du finder alle episoder af Sydhavnens Læseklub her. Lyt til første episode her:
For nogle år siden startede jeg en læseklub for hjemløse.
Forhistorien er lige så enkel, som den er kringlet.
Jyllands-Posten var flyttet fra sine gamle lokaler i Viby ind til Sydhavnen i Aarhus, og jeg havde fået mig en ny cykelrute til og fra job.
Hver dag rullede jeg forbi byens største værested for socialt udsatte, og det skete jævnligt, at jeg blev råbt an af folk, der ville høre, om jeg kunne undvære en mønt eller stikke dem en enkelt smøg.
Jeg ryger ikke og har sjældent kontanter på mig, men heldigvis er der MobilePay, så for det meste kørte jeg ind til siden, og næsten hver gang jeg stod med cyklen mellem benene og baksede med min mobil, startede en samtale, som blev siddende i mig.
Nogle gange i dagevis.
Der var den iranske universitetslærer med gråsprængt hestehale, som var flygtet fra landets præstestyre engang i 1980’erne og nu solgte Hus Forbi foran Føtex for at skrabe penge sammen til dagens flasker vin. Eller den ældre kvinde med mørke rande under øjnene, der stak af hjemmefra som ung teenager og endte som narkoman og gadeprostitueret med alt, hvad den slags trækker med sig af indre krigsskader.
Og mange andre skæbner, der åbnede op for en imponerende vilje til at leve på trods af alle bumpene i deres liv.
Hver gang jeg cyklede videre fra et af mine små morgenmøder, spekulerede jeg over, hvordan jeg kunne få nogle af alle disse historier ud til et større publikum, så det ikke kun var mig, der fik sat tanker i gang og blev klogere – både på min egen og på deres verden.
Ikke mindst det sidste er vigtigt, og måske især vigtigt i en tid, hvor vi lever mere og mere opdelt herhjemme – socialt, økonomisk, kulturelt og geografisk – og hvor fordomme og forestillinger om hinanden let løber løbsk.
Tre fantastiske fortællere
De fleste har oplevet at gå forbi et menneske, der ruller sin sovepose ud på fortovsfliserne for at gøre klar til natten.
De har set en forhutlet mand sove rusen ud på en kold bænk et sted i byen, mens resten af verden glider uforstyrret forbi.
De har mødt unge mennesker med håbløshed i øjnene, som slår sig ned på gaden på et stykke pap. Med deres liv i et par plasticposer, en hund ved siden og et bulet kaffebæger med småmønter i.
Hvorfor er de endt der?
Hvad er gået forud? Hvad er kørt skævt?
Hvordan? Hvornår? Hvorfor?
Og hvad tænker de hjemløse selv om det hele?
Det ville jeg gerne vide, og en dag slog det mig, at man burde lave en læseklub for hjemløse, som blev optaget og lavet til en podcast.
Min chef var begejstret for idéen og gav grønt lys. Nu manglede jeg bare at finde en flok, der havde lyst til at være med.
Det viste sig ikke at være noget problem.
Tværtimod.
En blæsende efterårsdag bankede jeg på Ove Abildgaards dør til hans kontor på Sydhavnen. Den lille gråhårede mand med de venlige øjne var i mange år leder af Værestedet i Aarhus, og han kendte flere af stedets brugere bedre, end mange forældre kender deres børn.
Han havde set dem bryde sammen og rejse sig igen. Han havde oplevet deres desperate skrig, når hverdagen slog hårdt. Men han havde også været der, når fortvivlelsen blev til smil. Når mørke blev til lys.
Han kunne let stille med fem gode folk, sagde han.
Intet problem.
Nogle uger efter tikkede en sms ind på min mobil.
Ove Abildgaard havde tre kandidater, jeg skulle møde.
»De er alle sammen fantastiske fortællere,« skrev han.
Hjemløs på hash
Jeg kan ikke huske præcist, hvad jeg regnede med at få ud af mødet med de tre »fantastiske fortællere«, som jeg skulle drikke kaffe med på en mørk decemberdag med en lurende snestorm på himlen over Aarhus.
Men jeg var helt sikkert skeptisk.
Ikke på grund af det truende snevejr, eller fordi jeg tvivlede på Ove Abildgaards dømmekraft. Jeg ved bare af erfaring, at ikke alle mennesker skinner lige så stærkt foran en fremmed, som de gør blandt venner.
Man aner aldrig på forhånd, om man bliver skuffet eller det modsatte. Hvad man får med sig hjem.
Sådan er matematikken i ethvert journalistisk møde.
Men jeg blev ikke skuffet.
Tværtimod.
Jeg fik mere, end jeg havde forestillet mig.
Meget mere.
Der var Michael. Eller Banjo, som han kaldte sig selv. Hele sit voksne liv havde manden med det tjavsede hår under den orange strikhue spillet på gaden med sin guitar for at tjene penge til sine stoffer.
Første gang han røg hash, var han 11 år. Året efter tog han sit første LSD-trip. Et trip, han nåede at tage over 1.000 gange, inden han fyldte 20 år.
I mange år var han hjemløs. Men en hjemløs, der kunne navnene på alle amerikanske præsidenter, og som færdedes lige så hjemmevant i atomfysikkens love og Ernest Hemingways forfatterskab, som han færdedes på byens fortove og herberger.
Selv om han nærmede sig sin 70-års fødselsdag, kunne han stadig springe på hovedet fra en 10-metervippe, fortalte han den lille forsamling omkring bordet.
Han mente selv, at han holdt sig godt. Måske fordi han havde løbet så meget i sit liv. Enten efter bussen. Eller væk fra politiet, som han sagde.
Blod og bestialske mord
Og så var der Jane. Hun elskede krimier og pløjede sig gennem et par stykker om ugen. Det var hendes flugt, når virkeligheden truede med at lægge hende ned. Når man sidder med bestialske mord og andres blod, glemmer man sine egne problemer, sagde hun, da hun fik ordet.
Hendes mor var 16 år, da hun blev gravid med hende, og Jane voksede op hos sin mormor og morfar, indtil de heller ikke magtede opgaven. Så røg hun på børnehjem.
Som 13-årig begyndte hun at ryge hash. Og som 17-årig stak hun af hjemmefra.
I mange år levede hun et helt almindeligt liv. Med arbejde, parcelhus og tre børn, der skulle op og i skole mandag morgen. Med rent tøj på kroppen og madpakke i tasken. Men så en dag ramlede det hele. Med vold og druk, indtil hun en dag endte på gaden.
Nu havde hun endelig fået sig et hjem igen. En toværelseslejlighed midt i Aarhus, hvor hun kunne læse sine bøger i fred. Og finde hjem til sig selv.
Til sidst var der Allan. Han nåede at gå på fem forskellige skoler, inden han ramte 8. klasse. Den ranglede dreng var aldrig tilpas i sin krop. Han havde et sind og en intelligens, han ikke anede, hvad han skulle stille op med, fortalte han.
Som 11-årig begyndte han at læse. Først krimier, men så gik han over til tunge drenge. Tolstoj, Irving og Steinbeck. Som 13-årig røg han sin første joint, og den joint blev til hårde stoffer.
Allan røg på gaden første gang som 19-årig. Siden havde han boet derude ad flere omgange. Først som 40-årig gav det hele mening, da han fik diagnosen bipolar og endelig forstod sin uro og alle depressionerne.
Nu havde han kæmpet sig tilbage og igen fået sin egen seng at sove i. Og et køleskab med mad til mere end det næste måltid.
Det tegnede lyst for Allan.
Og for læseklubben.
En ny vej i livet
Et par uger senere tikkede en ny sms ind på mobilen.
Ove Abildgaard havde fundet et medlem mere. Hun hed Bettina, men venner kaldte hende bare for Betty, bare så jeg vidste det.
Kort efter sad jeg over for en lyshåret kvinde med tatoveringer på begge hænder. Pæne negle, rød læbestift og en accent, der bar Aarhus dybt i sig.
Hun talte gadens sprog. Det var også det sted, hun kendte bedst.
Betty havde boet på den i årevis, og hun havde også arbejdet ude på de rå fortovsfliser.
Hun havde været en lortemor for sin datter. Det sagde hun selv.
Hendes storebror tog sit eget liv, da han var 33 år, og Betty havde forsøgt at gøre det samme. Flere gange. Men hver gang havde nogen eller noget holdt hånden under hende, fortalte hun.
Betty kendte navnene på alle de hårde stoffer, og hun vidste godt, hvad de gjorde ved en krop, alligevel blev hun ved med at tage dem.
Nu havde hun været stoffri i syv år og havde endelig fået sit eget sted at bo. En datter havde fået sin mor igen. Og Betty selv havde endelig fundet den fred, hun havde ledt efter et helt liv.
Et par dage efter stødte Fie til. Hun smilede nervøst og advarede mig på forhånd. Hun vidste ikke, om hun kunne overskue udfordringen. Hun elskede at læse, og som ung havde hun læst stakkevis af klassikere, men de seneste år havde overskuddet svigtet, og hun havde ikke åbnet en eneste bog.
Hun bar på en fortid, hun helst ikke ville tale om. Hendes far var salgsdirektør med succes, og hendes mor var læge. Deres datter fik gode karakterer i gymnasiet, og Fie kom også på universitetet. Men hun droppede ud og begyndte at læse til sygeplejerske. Efter fire år var hun færdig, men undervejs brækkede hun sin ryg, og hun begyndte at tage stoffer for at slippe fri af sine smerter.
I mange år tog hun al den morfin, hun kunne komme i nærheden af for at lukke ned for sin uro. En uro, hun stadig kæmpede med at få styr på, sagde hun.
Engang sov hun i sin bil. Det var hendes hjem. Nu havde hun lige fået sig et fast sted at bo. En etværelseslejlighed med plads til at finde en ny vej i sit liv.
Litteraturen er for alle
Vi mødtes en tilfældig onsdag på Værestedet. Omkring et bord med seks mikrofoner, kaffe i hvide plastikkopper og smøger på bordet. Klar til at optage det første møde i det, vi i fællesskab havde valgt at kalde for ”Sydhavnens Læseklub”.
Den første bog, vi kastede os over, var en af mine egne yndlingsbøger.
Ernest Hemingways uopslidelige klassiker ”Den gamle mand og havet” er med sine 120 sider ikke kun kort og overskuelig. Det er også en stærk fortælling om menneskets vilje til at kæmpe og holde modet oppe, selvom mørket truer.
Betty, Allan, Jane, Banjo og Fie havde alle læst bogen, da vi mødtes, og som Betty sagde, da hun første gang fik ordet foran mikrofonen:
»Jeg ville ønske, jeg havde læst den bog som ung. Så ville jeg have følt mig mindre ensom, og jeg ville vide, at selv når det ser allermest sort ud, skal man ikke give op.«
Og sådan fortsatte snakken i tre timer. Om drømme, længsler og kærlighed. Om livets kampe. Sejre og nederlag.
Eller som Jane sagde om Hemingways prisvindende roman, da vi for alvor havde taget hul på det første møde i vores nye læseklub:
»Den giver mig mod på at kæmpe videre. Ellers havde jeg sgu ikke overlevet lige nu.«
»Uden den bog?« spurgte jeg.
»Ja,« svarede hun.
Det er det, litteratur kan. Den kan lindre, trøste og åbne op for samtaler. Både de indre og de ydre.
Og så er den for alle.