Anklagere kræver 18 måneders betinget fængsel til Dépardieu
Depardieu har løbende nægtet sig skyldig i anklager om overgreb, men erkender berøring af kvinde.
Anklagere kræver torsdag 18 måneders betinget fængsel til den franske skuespiller Gérard Dépardieu.
Dépardieu er anklaget for overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen ”Les volets verts” ( ”De Grønne Skodder”), som havde premiere i 2022.
Overgrebene skal være sket i 2021.
Anklageren kræver også, at filmstjernen får en bøde på 20.000 euro - knap 150.000 kroner - samt at han skal betale erstatning til kvinderne.
De senere år har skuespilleren været udsat for et stigende antal anklager om seksuelle overgreb, men han har konsekvent nægtet sig skyldig.
Tirsdag forklarede han sig i retten.
Her indrømmede han at have rørt en kvindes hofter under optagelserne til en film.
Men han nægtede, at der var tale om et seksuelt overgreb.
- Jeg tog fat i hendes hofter, sagde Dépardieu og indrømmede for første gang fysisk kontakt med en af de kvinder, som har beskyldt ham for seksuelle overgreb.
Han sagde, at han ikke havde fortalt politiet om det, da han blev afhørt.
Der var dog ikke tale om et overgreb, fortalte Dépardieu i retten:
- Det var fredag, det var varmt, det var fugtigt. Jeg vejer 150 kilo, og jeg var i dårligt humør.
Han forklarede retten, at han efter en ophedet diskussion med kvinden om nogle valg på filmsettet, tog fat i hendes hofter, men kun for ikke at glide.