Fortsæt til indhold
Kultur

Mens du læser denne overskrift, fødes der 20 børn

Hvert sekund fødes der fire mennesker – dobbelt så mange, som der dør. Siden 2022 er jordens befolkning steget med knap 200 millioner og er nu på 8,2 milliarder mennesker. Alligevel er der bekymring for, om vi er på vej til at blive for få.

Den unge kvinde fik ikke meget tid til at slappe af og nyde samværet med sin nyfødte datter og barnets far.

Efter at den nye lille verdensborger lidt over midnat helt uden komplikationer af nogen art var kommet til verden på hospitalets fødegang, blev mor og datter kørt ind på en ganske særlig stue.

Kort tid efter blev døren åbnet, og det myldrede ind med pressefolk, der i tekst og billeder ville forevige det, der blev anset for værende en markant historisk milepæl.