Dating-app måtte undskylde efter »tonedøv« kampagne: Noget tyder på en tendens
En anti-cølibat-reklame har fået massiv kritik i USA, hvor kvinder er »frustrerede over moderne dating«. I Sydkorea har en bevægelse valgt at sige helt nej til mænd, sex og ægteskab.
I årevis har kvindebevægelser kæmpet for den frie seksualitet.
Samtidig tyder noget på, at en tendens er ved at brede sig.
Ifølge New York Times er valget om at trække sig fra sex og dating ved at vinde indpas hos kvinder. Muligvis som en modreaktion på internet-dating, useriøse forhold og ghosting, skriver mediet. Andre peger på mere politiske årsager.
I maj var datingappen Bumble genstand for massiv kritik efter at have opsat store reklamer i USA med tekster som:
»Et løfte om cølibat er ikke svaret« og »Du skal ikke give op på dating og blive en nonne«.
Kritikere kaldte reklamerne for »tonedøve« og skrev, at appen burde have fokus på mænds opførsel i stedet.
»Cølibat er absolut svaret, når vores rettigheder bliver taget fra os,« skrev en bruger på Instagram – givetvis med hentydning til de stramninger, der er blevet lavet i USA’s abortlovgivning siden 2022.
Bumble måtte straks undskylde. Man havde forsøgt at bruge humor i markedsføringen til »en gruppe, der er frustreret over moderne dating«, lød det fra firmaet, hvis app også er tilgængelig i Danmark.
Reklamerne blev taget ned og dating-appen lovede at donere penge til organisationer, der bl.a. modarbejder vold i hjemmet.
På trods af de mange tilgængelige dating-apps viser undersøgelser, at den seksuelle aktivitet blandt yngre mennesker i Vesten er drastisk faldende.
I USA har komikeren Hope Woodard været frontløber på bevægelsen ”boysober” , der kort sagt går ud på at holde sig ”ædru” fra mænd.
I de seneste uger har flere kendisser, herunder skuespilleren Julia Fox og tv-personligheden Khloé Kardashian, ligeledes fortalt åbent om deres valg om at holde sig fra sex og dating. Det har fået kulturmediet Soundvenue til at erklære det en tendens.
»To og et halvt års cølibat og jeg har aldrig haft det bedre, for at være ærlig,« skrev Julia Fox selv i en kommentar på en TikTok-video, der omhandler Bumbles reklame.
På den anden side af jorden har ”4B”-bevægelsen i Sydkorea tiltrukket sig opmærksomhed siden 2019 – ikke mindst på de sociale medier. Kvinderne, der deltager i bevægelsen, siger fire gange bi (nej på dansk, red.):
Nej til heteroseksuelt ægteskab, nej til at føde børn, nej til dating og nej til heteroseksuelle seksuelle relationer.
Bevægelsen er opstået i protest mod kønsbaseret vold og diskrimination mod kvinder. Sydkorea har samtidig verdens laveste fødselsrate, og det seneste valgresultat peger på en voksende politisk kløft mellem mænd og kvinder.