Vores kødforbrug er til debat på Folkemødet. Men de kritiske røster er ikke inviteret
Skal det offentlige få os til spise flere bælgfrugter? Ja, mener tænketanken Frej, der arbejder for at få danskerne til at spise mindre kød, mens en ekspert peger på, at det offentlige kan og bør rykke ved danskernes madvaner. Men når det hele skal debatteres på Folkemødet, er der ikke plads til kritiske røster i panelet.
I Danmark spiser vi kød. Meget kød. Cirka 52 kg om året per person, viser analyser fra DTU, og det placerer os blandt den absolutte verdenstop.
Og vores kødfulde vaner kan da også ses på vores CO2-regnskab. En undersøgelse fra Concito viser således, at 20 pct. af alle vores forbrugsbaserede udledninger stammer fra vores kost, og oksekød står alene for 55 pct. af klimaaftrykket fra vores madvarer.
Men hvordan får man så danskerne til at spise mere klimavenligt? Det spørgsmål bliver igen i år diskuteret heftigt på Folkemødet, hvor tænketanken Frej, der arbejder på at skabe et mere bæredygtigt fødevareforbrug i Danmark, har arrangeret en række debatter om danskernes madvaner.