Fortsæt til indhold
Kultur

Tv-program har fået interessen til at eksplodere for en nærmest ukendt svensk børnebog

Gyldendal er ved at indhente tilladelse til at genudgive bogen, der er blevet nærmest umulig at opdrive i løbet af den seneste måned.

En dansk teenagepige har skabt en udvikling, der har forbavset flere forlagsfolk og litteratureksperter.

I DR-programmet ”Anders Agger Indefra: Syg Ungdom” besøger tv-værten Anders Agger flere af beboerne på bostedet Holmstrupgård, heriblandt den 19-årige Alvilda. Inde på hendes værelse begynder de at tale om en af bøgerne på reolen.

»Jeg sad nærmest og græd, fordi den er så fin,« forklarede Alvilda med bogen i hånden.

Der var tale om børnebogen ”Lille Lulu Lykkepot”, der blev skrevet i 1978 af Gunilla Bergström, der er mest kendt for at have skabt bøgerne om Alfons Åberg.

Mindre opmærksomhed har der været om ”Lille Lulu Lykkepot” - indtil nu. Bogen er en fortælling på vers om en familie, der får et mentalt handikappet barn.

DR har været i kontakt med flere danske kommuner, hvor bibliotekerne har oplevet en voldsom efterspørgsel. I København fortæller børnelitteraturspecialist Julie Frost, at hun aldrig har oplevet en lignende efterspørgsel i 20 år, og at bibliotekerne i kommunen er »blevet bombarderet med henvendelser«.

Genudgivelse

Det samme er tilfældet i Herning og Aarhus, så der samlet set er op mod 1.000 reservationer på bibliotekerne, mens det er nærmest umuligt at købe den.

Det vil Gyldendal ændre på. Forlaget har kontaktet det svenske forlag for at få lov at genudgive bogen, der for første gang udkom på dansk i 2009, skriver DR.

DR-programmet ”Indefra med Anders Agger” er i gang med sin 12. sæson, og denne gang har tv-værten lavet fire afsnit ud fra sine besøg på Holmstrupgård.

Gunilla Bergström har vundet flere priser for sine børnebøger, heriblandt Astrid Lindgren-prisen. Hun var uddannet journalist og arbejdede bl.a. på Dagens Nyheter, inden hun fik sit store gennembrud i 1970’erne med sine første bøger om Alfons Åberg. Siden da udgav hun flere andre bøger, som hun selv skrev og tegnede, frem til sin død i august 2021. Hun blev 79 år gammel.

Få dagens vigtigste historie på lyd i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.