Fortsæt til indhold
Kultur

Teater vil lave to forestillinger særligt for et sort publikum

En talsmand for den britiske premierminister kalder London-teaters planer for »bekymrende«.

Det er ikke første gang, at det sker. Men det er første gang, at den britiske premierminister blander sig.

For han er tilsyneladende ikke begejstret for planerne om et London-teaters planer om at lave to visninger af stykket ”Slave Play” særligt for personer, der identificerer sig som sorte.

Ifølge The Guardian siger en talsperson for Rishi Sunak, at premierministeren, at meldingen er »bekymrende«, og man ønsker yderligere information, men »at udelukke publikum på grundlag af race vil tydeligvis være forkert og splittende.«

Der har tidligere været såkaldte Black Out-aftener på teatre i bl.a. London og New York, uden at det har ført til politisk indblanding. Dramatikeren bag ”Slave Play”, stykket, afroamerikaneren Jeremy O Harris, har til BBC’s Radio 4 sagt, at det er nødvendigt »radikalt« at invitere sorte mennesker, da de igennem historien har fået at vide, at de ikke hører til her.

Men, understreger han, det betyder ikke, at hvide vil blive forment adgang, blot at man ønsker at sorte skal føle sig trygge et sted, hvor de ikke tidligere har følt sig trygge.

Jeremy O Harris er initiativtager til Black Out-konceptet, og ”Slave Play” har tidligere været opført på Broadway, hvor man ligeledes afholdt sådanne arrangementer. På hjemmesiden blackoutnite.com forklares Black Out som »den bevidste skabelse af et miljø, hvor et publikum, der identificerer sig som sort kan opleve og diskutere en begivenhed inden for den udøvende kunst, film, atletiske og kulturelle rum – fri for det hvide blik.«

Og det er netop formuleringen om det hvide blik, som fik Rishi Sunaks talsperson til at tale om bekymring.

På de sociale medier skriver produktionsselskabet bag stykket, Empire Street Productions, at man ønsker at øge adgangen til teatret for alle og tilføjer:

»For at gøre det helt klart: Ingen vil blive forhindret eller udelukket fra adgangen til nogen visninger af ”Slave Play”«.

Artiklens emner
Teater
Kultur