Thomas Blachman bliver ved, til han »ikke findes mere«
Unge har en stigende magtkritik, en fællesskabstrang og en lyst til at lave noget om, mener Thomas Blachman. Det er blandt andet derfor, han laver "X Factor" for 16. gang.
»Det havde jeg sgu lige glemt alt om.«
Jyllands-Posten møder Thomas Blachman onsdag morgen i et industriområde i Brøndby, hvor det første liveshow i 17. sæson af ”X Factor” finder sted om to dage.
Han står og betragter den 16-årige Cristian Oprea, der er ved at få tilrettet et sølvfarvet sæt tøj.
Thomas Blachman har været dommer omtrent så længe, som hans unge artist har levet. ”X Factor” kom til Danmark i 2008, samme år indtog Thomas Blachman naturligt rollen som den kontroversielle dommer. Han siger tingene direkte, nogle gange måske for direkte.
»Han har sikkert ligget i vuggen og lyttet til min stemme i dagligstuen,« siger Thomas Blachman.
16 år er gået, og nu står de her.
Dommeren går rundt om sin deltager som en kunstner, der former en skulptur. Betragter den fra forskellige vinkler. Han kigger ned, hvor sølvbuksekanten rammer cowboystøvlen.
»Den skal have et opsmøg,« siger han og drejer om på hælen.
Hvert skridt fra de sorte herresko giver et klak. To assistenter sætter sig på knæ og sætter knappenåle efter anvisning. Henvendt til Nina Larsen, der har været chefmakeupartist på alle sæsoner af programmet, understreger Thomas Blachman et vigtigt fokuspunkt til stylingen:
»Øjenbryn, øjenbryn! Det er vigtigt!«
Cristian Oprea opponerer imod de sølvfarvede cowboystøvler med stjerner på. Han er ikke bange for at tale sin sag over for et rum af voksne professionelle, men det betyder ikke, at han får ret. Det er en anden, der er chefen.
»Cristian, hør her.«
Thomas Blachman skubber hovedet let frem.
»Vi er jo dem, der står udefra og kigger, og Kandis-støvlen gør også, at man forstår, hvorfor kæresten lige pludselig skal væk, ikke. Jeg er med på medbestemmelse på alle mulige planer, men her må du stole på mig, når jeg siger, at den er der. Hvis vi lod jer bestemme alt, sangvalg og hele lortet, var det jo lige meget. Jeg forstår dig godt. Det er som at være til frisør som teenager, og du har bare lyst til at løbe væk. Men du vænner dig til det, når vi når finalen.«
Han åbner døren ud til gangen:
»Send den næste ind!«