Fortsæt til indhold
Kultur

Hollywood-stjerne blev Oscar-nomineret, men: »At sige, at jeg er skuffet ville være en underdrivelse«

Selv om Ryan Gosling er blevet Oscar-nomineret, er der to ting, han er utilfreds med. Og han er ikke den eneste.

Man skulle tro, at otte Oscar-nomineringer var mere end rigeligt. Men da kandidaterne til guldstatuetten blev afsløret tirsdag, manglede der to ting, som har fået både skuespillere og medier til at reagere.

»Det ser ikke godt ud, når man ekskluderer de kvinder, som var ansvarlige for en anmelderrost film, der blev den største blockbuster i 2023, fra kategorierne bedste instruktør og bedste kvindelige hovedrolle,« skrev Hollywood Reporter.

For mens filmhittet ”Barbie” fik otte nomineringer for bl.a. bedste film, bedste mandlige og bedste kvindelige birolle, var instruktøren, Greta Gerwig, og hovedrollen Margot Robbie ikke blandt dem.

Los Angeles Times bemærkede det med ordene:

»Nok eksisterer patriarkatet ikke i Barbie-land, men her, i den virkelige verden, blev Ken nomineret, ikke Barbie.«

Ryan Gosling, som spiller Ken, lagde da heller ikke skjul på sin utilfredshed.

»Der er ingen Ken uden Barbie, og der er ingen Barbie-film uden Greta Gerwig og Margot Robbie,« skrev han i en udtalelse om sin nominering, som han erklærede han sig stolt og beæret over. Men:

»At sige, at jeg er skuffet over, at de ikke er nomineret i deres respektive kategorier, ville være en underdrivelse.«

Hans medskuespiller, America Ferrera, der blev nomineret i kategorien bedste kvindelige birolle, sagde i et interview med Variety:

»Jeg var utrolig skuffet over, at de to ikke blev nomineret.«

»Tragikomisk pondus«

Katrine Sommer Boysen er ekstern lektor i medieanalyse ved Roskilde Universitet og Københavns Universitet samt filmanmelder på Jyllands-Posten. Hun kalder det »påfaldende«, at de to kvinder blev forbigået, og at Ken-rollen blev nomineret i »en feministisk film, der handler om Barbie.«

»”Barbie” har i den grad sat dagsordenen for store dele af den kulturelle samtale. Det har været den helt store blockbuster, som sammen med ”Oppenheimer” har reddet biografernes indtægtsår i 2023. Hvis man kigger på det med et kritisk perspektiv, kunne man godt sige, at der er en ikke-feministisk agenda på spil,« siger hun.

»Det har i hvert fald en vis tragikomisk pondus, at det er Ryan Gosling, der er blevet nomineret og ikke Margot Robbie.«

Katrine Sommer Boysen pointerer, at kategorien bedste film trods sin prestige er en pris til producenten og ikke til instruktøren, som har sin egen kategori.

Filminstruktør Greta Gerwig. Arkivfoto: Vianney Le Caer/Invision/AP

En film skal vel ikke have en nominering, bare fordi den var en blockbuster? Det siger vel ikke noget om dens kvalitet? Man kunne se det som en anerkendelse, at den overhovedet har fået otte nomineringer?

»Man bør se på konteksten. Det er jo ikke en film, der er instrueret af en blockbuster-instruktør. Den er lavet af en kvinde, som kommer fra amerikansk independent-film, og som har haft et meget tydeligt kvindeligt fokus i hele sin produktion.«

Men det er jo stadig en let film med et budskab?

»Det kan du have ret i. Oscar-prisen har altid haft en forkærlighed for det tunge, for smerteberetninger og transformationshistorier. ”Barbies” polerede, poppede overflade taler måske imod det. Omvendt kan man sige, at det er hele ”Barbie”-filmens pointe: At det overfladiske og det dybe godt kan eksistere side om side.«

De nominerede i instruktørkategorien har Katrine Sommer Boysen dog ikke noget at udsætte på.

»Det er virkelig solide film, så Greta Gerwig har været oppe imod nogle sværvægtere,« erkender hun.

Danmark er blevet nomineret i én kategori. Kortfilmen ”Ridder Lykke”, skrevet og instrueret af Lasse Lyskjær Noer og produceret af Christian Norlyk og Kim Magnusson kan ende med udløse den femte Oscar til en dansk film i kategorien bedste kortfilm.