Peter Ingemann har måttet øve sig i at blive bedre til at tilgive
Peter Ingemanns altoverskyggende interesse er historiens vingesus. Derudover er han dybt fascineret af spækhuggere, og så har han gjort sin kone til Rammstein-fan på en tur til Hitlers stadion. Og så er han snart aktuel med en ny sæson af "Størst". Jyllands-Posten spørger en række danskere om, hvad de har på deres træskoliste.
Hvilket rejsemål skal du have besøgt, inden du dør?
»Jeg har været mange steder, så derfor er det et godt spørgsmål, men hvis jeg skal pege på et sted, så skulle det være Antarktis.
Churchill sagde engang: ”Jeg kan vænne mig til alle grader af luksus.” Og jo ældre jeg bliver, jo bedre skal hotelværelserne være, og jeg vil gerne have en højere grad af komfort. Der er Antarktis lidt en udfordring, da det – heldigvis – ikke er bebygget med luksushoteller. Så hvis man på et eller andet tidspunkt, inden jeg stiller træskoene, kan tage på en fantastisk rejse til Antarktis, hvor man stadigvæk kan komme i et varmt bad, få en drink om aftenen og nyde en stor bøf, så ville jeg gerne det.
Det, jeg allerhelst vil opleve på Antarktis, er mit absolutte yndlingsdyr: spækhuggeren. Jeg har altid gerne villet se en i levende live. Det er et dyr, der står mit hjerte meget nært. Spækhuggeren er det klogeste dyr på kloden.«
Herefter følger en flere minutter lang samtale frem og tilbage, hvor Peter Ingemann fortæller om alle de fascinerende egenskaber, som spækhuggeren har, indtil han pludselig udbryder: