Casper Christensen: »Jeg har spillet så mange udgaver af mig selv, at jeg ikke altid vidste, hvem jeg var«

»Hvis jeg for syv år siden havde set det her billede af os to, der sidder langt ude på landet på en bondegård med stearinlys på bordet og ild i pejsen, mens vi lytter til jazz og taler om, hvor meget vi holder af dybe samtaler, så ville jeg have tænkt: Det er det sidste, jeg gider. Det ser rædsomt ud.«

Casper Christensen gør et lille ophold. Han læner sig tilbage i sin råhvide, plyssede lænestol, som matcher resten af stuens interiør. Stuen er holdt i lyse og naturlige nuancer og er sådan en, som får ens skuldre til at sænke sig og pulsen til at falde. Ikke mindst fordi man herfra kan se marker og træer, så langt øjet rækker.

»Jeg mener det ærligt. Jeg ville have tænkt, at det var røvkedeligt og klaustrofobisk at være så langt væk fra alting. Og utrygt, at der ikke er nogen. Altså, der er virkelig dødt herude en søndag aften. Og så ville jeg også have tænkt, gud, hvor er du blevet gammel. Altså som noget dårligt.«

Der er sket meget med den Casper Christensen, som for syv år siden ville have erklæret det liv, der bliver levet her på gården uden for Tikøb i Nordsjælland, fallit.

Udover at være flyttet på landet har entertaineren fået to børn mere, de er i dag fire og seks. Han er begyndt at interessere sig meget for forskellige terapiformer og har fundet ind til en kristen åre. Og så har han omlagt sit arbejdsliv.

Casper Christensen har gennemgået den nok mest markante overgang i sit liv, og det er den, vi skal tale om. Hvilke udfordringer overgangen har budt på, og hvad der ventede ham på den anden side.

Idiotisk panikalderfest

Hvis Casper Christensen skal fremhæve én ting, der fik ham til at stoppe op og gå sit midaldrende jeg efter i sømmene, var det, da hans kone, Isabel Christensen, blev gravid. På det tidspunkt var han allerede far til to store børn, som med deres 17 og 18 år var flyvefærdige.

»Jeg havde på det tidspunkt godt gang i en idiotisk panikalderfest, som kørte på sit femte år, og som i øvrigt var kommet alt for langt ud. Det harmonerede ikke rigtig med babymos og barnevogn,« siger han.

Han fortæller, at han til at starte med lidt krampagtigt forsøgte at holde fast i sit vanlige liv. Han sagde til sin kone, at han sagtens kunne være far til en baby og undvære byturene, hvis bare han hver fredag fra 16-18 kunne gå på bar med sine kammerater og få afløb.

Casper Christensen løfter øjenbrynene og siger:

»Altså så lidt forstod jeg. Min hustru kiggede jo bare på mig og sagde:«