Fortsæt til indhold
Kultur

Taylor Swift og Beyoncé genopliver koncertfilmen

Biografsale bliver i disse dage fyldt op af fans af Taylor Swift, Beyoncé og Talking Heads. Biograferne oplever en større og større efterspørgsel på forskellige oplevelser og events.

Mens Taylor Swift for tiden rejser verden rundt med sin ultrahypede turné The Eras Tour, må danske fans sidde tilbage med en lang næse. Til gengæld kan de og andre nysgerrige på fænomenet opleve koncerten i biografen, hvor koncertfilmen ”Taylor Swift: The Eras Tour” bliver vist i biografer verden over – fra Finland til Filippinerne og Fiji og altså også i Danmark.

Den mulighed har biografgængere omfavnet i en sådan grad, at filmen i USA har indtaget førstepladsen som den bedst sælgende koncertfilm nogensinde.

Herhjemme melder Nordisk Film, at filmen med 20.000 solgte billetter har oversteget biografens forventninger. På biografportalen Kino ligger filmen øverst på brugernes top-10.

Taylor Swift er ikke den eneste popstjerne, der satser på biografmediet. En af tidens andre største stjerner Beyoncé indtager lige nu biografsale verden over med koncertfilmen ”Renaissance: A Film by Beyoncé”.

De to film kommer i halen på en succesfuld repremiere på Talking Heads’ ”Stop Making Sense” fra 1984, som man stadig kan se i en række biografer herhjemme, og ”Queen Rock Montreal” er netop blevet annonceret til at få global premiere i IMAX til januar. Aretha Franklin-koncertfilmen ”Amazing Grace” fra 2020 er et andet eksempel en koncertfilm, der trak mange folk i biffen.

Ifølge mediet Variety indtjente Beyonces koncertfilm lidt over fem millioner dollars alene på forpremieren. Foto: Planet Photos

Enestående stjerner

Koncertfilm er langtfra en ny genre, og gennem tiden har kunstnere fra Elvis, The Band og The Rolling Stones til U2, Justin Bieber og Katy Perry optrådt på det store lærred. Men formatet lader til at nyde et særligt momentum netop nu.

»Koncertfilmen har det bedre end nogensinde,« siger head of marketing and booking i Nordisk Film Biografer Søren Søndergaard.

Han tager dog det forbehold, at den stigende interesse er baseret på få eksempler.

Spørger man de to musikkritikere Nanna Balslev, musikredaktør på Berlingske, og Kristian Karl, musikredaktør på Soundvenue, er de dog ikke overbeviste om, at der er tale om en markant opblomstring af koncertfilm som genre. I hvert fald ikke hvis man forventer, at filmene kan trække publikum på Taylor Swifts niveau.

»Taylor Swift og Beyoncé er enestående, fordi de har et enormt stærkt fan following i alle aldersgrupper,« siger Nanna Balslev.

»Selv en storsælgende stjerne som Drake ville ikke kunne favne så bredt. Og de monokulturstjerner som Michael Jackson, Prince og Madonna, vi havde i 90’erne, er enten døde eller ikke lige så store længere.«

Heller ikke Kristian Karl kan komme i tanke om en popstjerne, der kan trække fulde huse på samme niveau som særligt Taylor Swift.

Den 33-årige sanger har i sjælden grad formået at fastholde sine fans’ interesse og forblive aktuel.

»I gamle dage udgav en artist et album, promoverede det med interview og musikvideoer og tog på turné. Derefter forsvandt de fra den globale opmærksomhed i noget tid. Taylor Swift har formået at gøre sin turné til et kontinuerligt spektakel, fordi hun skaber originalt indhold til hver koncert, der lever videre både på sociale medier og bliver til historier i traditionelle medier. Der er hele tiden nye krummer, man kan mæske sig i som fan. Fordi turnéen er blevet et kulturelt fænomen, og der er så meget fomo (fear of missing out red.) blandt dem, der kun har set koncerten på Tiktok, giver det mening at lave en koncertfilm,« siger Kristian Karl.

På bare en weekend formåede Taylor Swifts koncertfilm at blive den bedst omsætte koncertfilm nogensinde. Foto: Suzanne Cordeiro, AFP

Udvidelse af albummet

Koncertfilmene er en udvidelse af albummet, som Beyoncé og Taylor Swift som dygtige og fremsynede forretningskvinder har været med til at skabe i musikbranchen. Beyoncé opfandt det moderne visuelle album.

»Beyoncé og Taylor Swift udgiver ikke bare et album, de dyrker dem som en æra med egen æstetik, visuelle palet, turné og altså også koncertfilm. Det bliver til et større kunstværk, som de kan holde kørende i mange måneder,« siger Kristian Karl.

Nanna Balslev mener også, at interessen for de to turnéer og koncertfilm bliver forstærket af den måde, vi går til koncert og deler vores oplevelser på i dag.

»Både ”Eras” og ”Renaissance”-koncerterne er så dokumenterede, at man næsten ikke kan undgå at se videoer eller klip fra dem. Det skaber fomo, at de er så massivt til stede i popkulturen. Samtidig er billetterne meget dyre og svære at få fat i, så hvis man ikke har haft råd til eller mulighed for at gå til koncerten, er det en god mulighed, at man kan gå i biffen at se dem. Især når man ved, at produktionerne er så gennemførte, at filmene også er en visuel oplevelse,« siger hun.

Fællesskab i biografen

Nanna Balslev skal selv ind at se ”Renaissance” i Empire Bio med en ven, der er kæmpe Beyoncé-fan. Selvom hun har set showet live, glæder hun sig til at se filmen.

»Det at gå i biografen og se filmen frem for at streame den derhjemme, er med til at ophøje filmen til en begivenhed. Jeg ved, det bliver en oplevelse at sidde med en drink sammen med min gode ven, som sikkert har taget noget sølvfarvet på og kan alle teksterne. Jeg tror, der er en længsel mod de samlende begivenheder, netop fordi vi streamer så meget hver for sig. Det fællesskab kan biografen skabe,« siger hun.

Events er generelt blevet mere fremherskende i biograferne, der konkurrerer med både streaming og kulturarrangementer. Derfor lokker biograferne med unikke oplevelser. I Nordisk Film Biografer kan man for tiden bl.a. gå i strikkebio, operabio og babybio, se julekoncert med André Rieu og komme til gløgg- og ølsmagning i forbindelse med visningen af ”Napoleon”.

»Vi oplever en større og større efterspørgsel på forskellige oplevelser og events. En biografsal kan levere store filmoplevelser, men den kan også være fundamentet for en fest. Vi er lidt som bibliotekerne. Vi ønsker at udnytte rammerne bedst muligt, og her kan events, koncerter, foredrag og meget andet være egnede elementer at tilbyde vores gæster,« siger Søren Søndergaard fra Nordisk Film.

Her er efterspørgslen på koncertfilmene primært drevet af fanbasen, som i Taylor Swifts tilfælde særligt er teenagere og kvinder. Mange har taget deres forældre, søskende og venner med.

»Generelt er koncerter ganske forrygende at opleve i en biografsal pga. både lyden, mørket og fællesskabet i salen,« siger Søren Søndergaard.

Kristian Karl fra Soundvenue er ikke kæmpe fan af koncertfilm – og slet ikke forsøget på at gøre virtuelle hjemmekoncerter til den nye måde at opleve livemusik på, da corona lukkede landet ned i 2020.

»Efter corona var der jo ingen, der sad at så The Weeknd på Tiktok længere, for de virtuelle koncerter viste sig ikke at være en substitut for den konkrete liveoplevelse. Men måske kan koncertfilmene i biografen i højere grad lykkes som koncertsubstitutter, fordi de forener den virtuelle koncert med en festlig begivenhed, der giver noget af den samme livekoncert-følelse.«