På Gl. Strand undersøger Rune Bosse ildens såvel destruktive som fornyende egenskaber
Vi ved, at skovbrande er destruktive og ødelæggende, men kan de nogle gange også give næring til nyt spirende liv? På Gl. Strand undersøger Rune Bosse præcis dette i en flot og vedkommende udstilling
Det første, man lægger mærke til, er lugten. Allerede før, man træder ind i rummet, overvældes man af en stærk røglugt. Har nogen tændt et lejrbål midt i Gl. Strands nyklassicistiske lokaler? Nej, nu ser man det. Række efter række af afbrændte træstubbe, ynkelige nøgne træer og sortsvedent trækul fylder gulvet. Sporene efter en skovbrand.