»Kommer mor og henter jer?« Nej, hun var selv i Parken og høre Metallica
Lars Ulrich gav sig god tid til at hilse på sine fans, og den gestus viste sig at være repræsentativ for de følgende to timers koncert.
Indrømmet, jeg var meget længe om at se de – for andre – helt åbenlyse kvaliteter ved Metallica.
Jeg var 17 år gammel, da hovedværket ”Metallica” udkom i 1991 og burde alene af den grund tilhøre den primære kundegruppe, for få andre af den tids bands repræsenterede så ufiltreret, ungdommelig vildskab.
Men nej, mens vennerne slog næverne i vejret til uundgåelige hits som ”Enter Sandman”, ”The Unforgiven”, ”Nothing Else Matters”, ”Wherever I May Roam” og ”Sad But True”, kastede jeg min kærlighed på melankolske navne som Depeche Mode, Pet Shop Boys, New Order, The Cure og The Smiths.
Og det var intet mindre end grænseløst irriterende, at mange af de uvurderlige plader, som udkom samme år – ”Blue Lines” med Massive Attack, ”Loveless” med My Bloody Valentine, ”Foxbase Alpha” med Saints Etienne og ”The White Room” med The KLF, for blot at nævne nogle få – syntes at gå hen over hovedet på så mange.
Metallica var ligesom for ensidige.
Ja, bandet var garant for gedigne energiudladninger, man kunne afreagere til Metallica og glemme kærestesorger og karakterræs for en stund.
Men meget mere synes der ikke at være i det.
Det har heldigvis ændret sig.
Nu er foretagendet meget mere end det.
Det bevidste Metallica fredag aften, da bandet gav den første af to udsolgte koncerter i Parken.