Verdensstjerner udgiver sang i protest mod laksefarme: »Vi er kanariefuglen i kulminen«
Den islandske sangerinde Bjørk har slået sig sammen med en anden superstjerne til fordel for en islandsk sag.
Er det en laks eller en imaginær monsterfisk?
Billedet på den islandske musiker Bjørks Instagram-profil viser en fisk, som er så deform, at det er svært at tyde arten. Teksten er man til gengæld ikke i tvivl om.
»Jeg tilbyder en sang, som Rosalía og jeg sang sammen. Overskuddet skal hjælpe i kampen mod fiskefarme i Island,« lyder det til tonerne af de to sangerinder, der uden akkompagnement synger ordene:
»Is that the right thing to do. I just don’t know.«
Den spanske verdensstjerne Roslía har kommenteret indlægget med et hjerte og dermed indikeret, at hun ganske rigtigt støtter op om protesten mod de islandske laksefarme.
Laks slap ud
Sagen er blevet særligt aktuelt i de seneste par måneder, fordi tusindvis af opdrættede laks, som slap fri fra en farm i Island, har blandet sig med vildlaksen og truer dermed dens eksistens. I 2021 skete det samme.
Det har fået nogle islændinge til at protestere og kræve en strengere kontrol med farmene.
»Folk ved fjorden Seyðisfjörður har rejst sig op og protesteret mod at få fiskefarme dertil. Vi vil gerne donere overskuddet fra salg af sangen til at hjælpe dem med deres advokatudgifter,« lyder det på Bjørks Instagram-opslag.
Her peger hun en anklagende finger mod de islandske og norske forretningsmænd, som de seneste 10 år har etableret fiskefarme rundt om i Island uden synderlig regulering:
»Vores gruppe vil gerne udfordre disse forretningsmænd til at trække deres farme tilbage! Vi vil også gerne hjælpe med at opfinde og indføre strenge regler i den islandske lovgivning for at beskytte naturen.«
Sangen udkommer i løbet af oktober.
Bjørk har længe været klimaaktivist og siger til The Guardian , at kunstnere ofte er »kanariefuglen i kulminen,« når det gælder miljømæssige nødsituationer, fordi de arbejder med stor sensitivitet.