Fortsæt til indhold
Kultur

Prins Christian var »uperfekt på den perfekte måde« til sin 18-års fødselsdag, mener en ekspert

Kommunikationsekspert Anna Thygesen roser prins Christians tale ved fejringen af hans 18-års fødselsdag. Han efterlod sig indtrykket af en sympatisk ung mand i øjenhøjde med sin generation, mener hun.

Budskaberne sad i skabet, da prins Christians 18-års fødselsdag blev fejret. Det mener kommunikationsekspert og -rådgiver i WeDoCommunication, Anna Thygesen.

»Det handler om det efterladte indtryk, og han fremstår som et virkelig sympatisk ungt menneske, som er i øjenhøjde med sin egen generation,« siger Anna Thygesen.

Det trak overskrifter, da kongehuset annoncerede, at det ville invitere over 200 unge fra hele kongeriget til at deltage i fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag. En beslutning, der ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen skulle vise, at kongehuset netop er moderne og i øjenhøjde med befolkningen.

Festen sluttede med, at rapperen Benjamin Hav og hans band, Familien, spillede for gæsterne.

Især talen, som prins Christian holdt foran både gæster og de danskere, der så med på tv, gik rent ind, mener Anna Thygesen.

Det var hans første officielle tale, og prinsen brugte den blandt andet på at fortælle om sin egen nervøsitet og om den rolle, han en dag vil blive tildelt.

»Jeg kan ikke levere perfektion, for hvad er perfektion overhovedet, men jeg kan love dedikation. Jeg vil give alt, hvad jeg har, og lære alt, hvad jeg kan,« sagde han blandt andet.

Efter talen delte Anna Thygesen sin analyse på Instagram, hvor hun skrev:

»Fantastisk tale. Prins Christian var nervøs, ydmyg, i øjenhøjde med sin generation, personlig, sjov – ja faktisk helt uperfekt på den perfekte måde.«

Især budskabet om ikke at være perfekt er noget, mange i befolkningen formentlig kan relatere til, mener hun.

»Jeg tror egentlig, det rammer flere end bare de unge. Det gør det her med pres og at leve op til forventninger også,« siger Anna Thygesen.

Nervøsitet som fordel

At den kommende tronarving var nervøs under talen, var ikke en ulempe. Faktisk var det en fordel, at han påtalte det, mener hun.

Vil man gerne se, at de kongelige er nervøse?

»Det er jo dilemmaet, som han på en måde taler fint ind i,« siger hun.

»Jeg har nogle gange rådgivet folk, der ikke er nervøse, til at prøve at være det, fordi det signalerer faktisk en eller anden form for arrogance eller ligegyldighed ikke at være det. Du skal ud og levere noget, og så det er meget naturligt at være nervøs,« siger Anna Thygesen.

I talen fortalte prins Christian bl.a., at det havde været svært for ham at skulle starte i en ny gymnasieklasse, efter han blev flyttet fra Herlufsholm i forbindelse med kritikken af den interne kultur på kostskolen.

»Jeg var nervøs. Rigtig nervøs. Alle i min nye klasse havde kendt hinanden i et år. Jeg var ham den nye,« sagde han blandt andet.

En smart måde at kommentere på sagen, som han egentlig ikke havde noget at gøre med, mener kommunikationseksperten.

»Det var jo en ekstremt stærk historie til hans generation, men det var også en italesættelse af en kæmpe skandale, som kongehuset havde. Det, synes jeg, var ret flot kommunikeret,« siger Anna Thygesen.

Prins Christian sagde derudover i sin tale, at han gerne vil være den bedste tronarving, men »kommer helt sikkert til at træde ved siden af«.

Det er et meget almindeligt greb i kommunikation at forsøge at foregribe eventuelle fejltagelser, forklarer Anna Thygesen. Det kan især være vigtigt for prins Christian, der skal blive voksen i en tid, hvor det er svært for de kongelige at holde sig skjult.

»Hvis han nu laver et eller andet crazy som 22-årig, så håber han på noget forståelse fremadrettet,« siger hun.