Et nyt fænomen har bredt sig: Er du også seriestresset?
I Netflix’ barndom kunne du være sikker på, at de bedste serier kom ind i din dagligstue. Men så kom HBO, Disney, Amazon og alle de andre på banen. Der blev kamp om dig. Og kvaliteten faldt. Men deri ligger der også et håb for fremtidens aftener i sofaen foran tv’et.
D agens pligter er klaret, og du har smidt dig i sofaen for at hygge dig med en serie. Men hvad skal du se? Du surfer lidt formålsløst rundt på Netflix, inden du kommer i tanke om, at din kollega har anbefalet dig en serie på HBO Max. Eller var det Amazon Prime? Du kan ikke finde den, og du har for resten heller ikke Prime, men du kunne jo også lige tjekke den her komedie på Disney+ i stedet. Du googler den, og den har fået dårlige anmeldelser. Til gengæld er alle oppe at køre over en dramaserie ovre på HBO Max, som du vender tilbage til. Hm, første afsnit varer 55 minutter, nu er klokken 21.30, og du er faktisk ret træt. Du lukker computeren og går ud og børster tænder.
De fleste tv-serieentusiaster kender den paradoksale følelse af ikke at kunne nå at se alt det, man får anbefalet, og samtidig sidde paralyseret foran skærmen om aftenen ude af stand til at beslutte sig til, hvad man skal se.