Kandis-Johnny: »Vi er blevet accepteret af kultureliten«

»Jeg lavede 286 job sidste år,« siger Johnny Hansen, idet vi sætter os ved dansktopmusikerens spisebord i Hurup i Vestjylland.

Hans blik søger et øjeblik ned på hans digitale armbåndsur, som giver en lyd fra sig. Han ignorerer beskeden og taler i stedet videre.

»Jeg kørte 100.000 km i min egen bil, og ud over det kørte jeg også i bandbilen.«

Uret bipper igen. Johnny Hansens blik flakker.

»Jeg boede næsten i bilen, det var godt nok vildt.«

Så ringer telefonen, som Johnny Hansen har liggende foran sig på bordet. Ringetonen går i anlægget, så lyden runger ud i hele stuen. Johnny Hansen afbryder opkaldet, men straks efter ringer telefonen igen.

Nogen forsøger ihærdigt at få fat på musikeren.

Johnny Hansen fortæller, at selv om der altid har været fart på, oplever han lige nu en interesse, som han ikke har været vant til tidligere.

»Lige pludselig ringer Smukfest og spørger, om vi vil komme og spille. Allerede nu har vi fem festivaler i kalenderen næste år, og lur mig, om ikke vi havner på 10. Altså, det går jo helt vildt fantastisk godt for os. Hele tiden bliver vi trukket et nyt sted hen i vores … jeg vil ikke kalde det karriere, men musikalske rejse.«

Johnny Hansen griner lidt. Så tøver han et øjeblik.

»Men tv-branchen er også begyndt at ringe, de ringer faktisk hele tiden. Og forlaget Gyldendal ringer og spørger, om vi skal lave en bog. Ja, selv vores statsminister ringer og spørger, om vi vil møde hende bag scenen,« han smiler lidt forvirret.

»Pludselig får vi tildelt priser, og det hele skyldes, at vi endelig er blevet accepteret af kultureliten.«

Han afbryder endnu et opkald på telefonen. Så siger han:

»Det har vi ventet på i 35 år.«

Kunne ikke nå det ”finere selskab”

Johnny Hansen tog telefonen, den dag Gyldendal ringede, og han er nu aktuel med bogen ”Med kærlighed fra mig”. I bogen fortæller han om, hvordan han som ung klimprede på sin guitar, indtil han var bedre end underviseren, og hvordan han gennem de seneste 40 år har sunget og spillet over hele landet og skabt fest og glæde blandt publikum.

Kandis har altid haft godt fat i publikum, fortæller han. Selv holder han meget af at gå ned blandt menneskemylderet efter en koncert for at blive opdateret på løst og fast. Det arbejde, han lægger i publikumskontakten, blev særligt tydeligt i dokumentarfilmen ”Kandis for livet”, hvor man følger en gruppe Kandis-fans, der netop finder trøst og mening i samtalerne med Johnny Hansen.

»Vi har altid været gode ved vores publikum, for det skylder vi dem. De har jo været med, siden vi kørte rundt i en lille kassebil og spillede i små forsamlingshuse og på kroer. Nogle gange har vi næsten stået og klædt om inde i salen, fordi der ikke var plads andre steder. Så vi er kommet hinanden meget nær,« griner han og fortæller tre-fire historier om folk, der er meget dedikerede fans.

For eksempel Finn Clausen fra Aarhus, der har været med siden Kandis’ anden koncert i 1993 på Linå Kro.

»Han tropper stadigvæk op til koncerter 20-25 gange om året.«

Og sådan er det. Publikum dukker troligt op, hvilket har betydet, at Kandis altid har spillet for fulde huse og ofte har måttet melde udsolgt.

»Det er vi i øvrigt stadigvæk,« siger han og fortæller, at Kandis skal spille i Poulstrup Hallen i Hjørring for 30. år i træk til november. Den koncert blev udsolgt på 22 minutter.

»Alligevel har vi ofte haft følelsen af at løbe panden mod muren, selv om vi solgte cirka 100.000 eksemplarer, hver gang vi udkom med en ny plade, og vi blev inviteret til Danish Music Awards. Det var, som om vi ikke rigtig kunne nå det ”finere selskab”,« siger han og laver gåseøjne i luften.

»Det var så frustrerende ikke at blive accepteret af de folk der. Vi var bare ikke inde i varmen. Men de, der bestemte, sad i København og levede helt andre liv, og de havde ikke blik for, hvad der foregik herude på vestkysten. Det synes vi faktisk, var ret uretfærdigt,« siger han og tilføjer, at han ikke er meget for at sammenligne sig med andre, men Kandis har modtaget flere guld- og platinplader end Shubidua, og gruppen har blandt andet også vundet Årets hit og æresprisen ved Danish Music Awards.

Kandis på skoleskemaet

Han griber ud efter sin telefon.

»For mange år siden blev vi sat i en bås som nogle, man lytter til, hvis man er 60+. Men det er ikke rigtigt,« siger han og viser mig telefonen med Kandis’ statistik fra Spotify de seneste 28 dage.

»Det er kun 16 pct. af vores lyttere, der er over 60. Ellers fordeler de sig jævnt ud over alle aldre. For eksempel er 20 pct. mellem 28 og 35 år, og 17 pct. mellem 35 og 44 år. Så det, man siger, holder ikke«.

Filmen ”Kandis for livet” har ændret meget for gruppens medlemmer. Nu er de pludselig inde i varmen. For eksempel blev Johnny Hansen sidste år hyldet til TV 2’s store show ”Året der gak”, hvor han modtog prisen for Årets smil, som blev overrakt af Mette Frederiksen.

»Jamen, det er fantastisk. Altså, publikums accept er jo ligesom den vigtigste, fordi ingen publikum, ingen fest. Men det er også dejligt, når folk fra tv-branchen skriver og siger, at ”det er sgu godt gået”. Der er rigtig mange mennesker, der har fået øjnene op for det arbejde, vi har lavet, og den betydning, vi har for rigtig mange mennesker. Vores film er for eksempel blevet brugt i gymnasieundervisning, og lige nu har vi et hold med til vores koncerter, der studerer sociologi på Københavns Universitet og undersøger, hvilken betydning musikken og vores band har for rigtig mange mennesker.«

Han går i stå i ordene.

»Men du kan nok høre, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nødt til at vælge ting fra også. Jeg skal have fundet et niveau, hvor min krop og min familie kan være med,« siger han og berører dermed en af de helt store udfordringer, han står over for.

Jeg skammer mig

For livet i bandbussen på Danmarks mange landeveje har kostet ham mange timer. Timer, som er gået fra Johnny Hansens private liv.

I 2001 mistede Johnny Hansen sin daværende kone, den da 41-årige Helle Bekhøj, som valgte livet fra. Han stod tilbage vred og alene med to døtre på 15 og 12 og forsøgte, så godt han kunne, at forene familielivet med at turnere rundt i Danmark.

Siden har han fundet sig en ny partner, Gitte, og sammen har de sønnen Nicklas. Desuden er han blevet morfar.

»Det er så småt ved at gå op for mig, at livet ikke varer evigt. Der er allerede nogle af mine kammerater, der er taget på den sidste rejse – vores bassist i Kandis tog afsted den 9. juli i år. Så jeg er begyndt at tænke mere over livet, og helt ærligt har jeg det sgu ikke så godt med at blive ældre,« siger Johnny Hansen, rykker sig uroligt i sædet og smågriner lidt.

»Vi er skruet så mærkeligt sammen heroppe i Thy, at vi tænker, at vi skal arbejde, arbejde, arbejde, indtil vi er 67 og går på pension, og så skal vi til at slappe af. Men for fanden, det er ikke sikkert, du kan det. For det første er det ikke sikkert, at du er her. For det andet er din krop så gammel og slidt, at der ingen garanti er for, at du kan tage den med ud i verden.«

Har du fortrudt, at du har arbejdet så meget?

»Jeg vil sige, at jeg skammer mig over nogle ting, ja. Jeg tror, at jeg er blevet bevidst om, at jeg måske skylder en hel del på en konto, og det er nok tid til at betale tilbage.«

Derfor er han i år begyndt at holde fri. Han har lige været på Læsø med hele familien, og det nød han. For han kan godt lide at give sin familie gode oplevelser, siger han.

»Jeg har arbejdet i 40 år, mens folk har holdt fri. Det er klart, jeg har skuffet mange mennesker på den konto. Og det gør også mere og mere ondt at skulle sige nej til familiefester, fordi jeg skal ud at spille, så fremadrettet vil jeg have flere huller i kalenderen, så jeg kan være noget for mine nærmeste.«

Johnny Hansen ved godt, at det er nemmere sagt end gjort. For han elsker at være på og at være ude blandt mennesker. Men han arbejder på at sætte farten ned.

»Jeg skal være bedre til det. Gitte er god til at holde mig i sporet. Hun spørger: ”Er det nu også det rigtige, du gør i den her situation?” Så tænker jeg mig om en ekstra gang. Og en gang imellem siger jeg faktisk nej, det dur nok ikke.«

Han skæver ned til uret, som er stoppet med at bippe. Vedkommende i den anden ende må have givet op.

»Hele mit liv har jeg kæmpet for at blive den musiker, jeg er i dag. Lige siden jeg var dreng og kiggede på min far og hans band, Bjørn og Okay, har jeg længtes efter det. Og lige pludselig lykkedes det for mig. Og det går rigtig, rigtig godt. Vi er nok i virkeligheden det band inden for vores genre, der har solgt allerflest plader,« siger han og fortæller, at han har 55 guld- og platinplader hængende på kontoret.

»Men arbejdslivet er jo ikke alt. Det skal jeg huske på.«