Fortsæt til indhold
Kultur

Han risikerede sit liv med et brev, som bidrog til at redde tusindvis

En hemmelig flugtvej og ulovlige begravelser. Natten mellem den 1. og 2. oktober er det 80 år siden, tyskerne indledte forfølgelsen af jøder i Danmark. Samtidig dukker nye sider af modstandskampen op, og her spiller især en modig biskop en væsentlig rolle.

Eva Salomonsen var 88 år og alvorligt syg. Ingen i familien havde derfor fantasi til at forestille sig, at tyskerne ville interessere sig for den ældre jødiske kvinde.

Men det gjorde de. Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 stoppede en lastbil ud for Bredgade 51 i København, og tyske soldater hentede Eva Salomonsen i stuelejligheden til højre. De fragtede hende til havnen, hvor troppetransportskibet ”Wartheland” ventede. Hun var for syg til at gå, og vidner har siden forklaret, at tyskerne interimistisk måtte hejse hende ned i lastrummet.