Fortsæt til indhold
Kultur

Brødrene Price slår tilbage efter kritik af deres kommentarer om fagforeninger: »Det kræver en ekstrem naivitet«

Kommentarerne om fagforeninger har ingen forbindelse til en verserende konflikt omkring brødrenes restauranter, siger Adam Price.

Det blev for påfaldende for nogle af seerne.

Midt i en konflikt med 3F udkom brødrene Adam og James Price med et afsnit af deres DR-program ”Spise med Price”, hvor kokkene leverede flere kække kommentarer om fagforeninger.

I løbet af programmet ringer en ”tillidsmand fra forbundet” for at indskærpe arbejdstidsreglerne for produktionen, hvorefter Adam Price udbryder:

»Hvem har sladret? Nogen har ringet. Hvem er det brodne kar?«.

Senere bliver der talt om natmad, hvor Adam Price konstaterer, at »lige om lidt bliver det forbudt« med henvisning til fagforeningernes magt.

»Brødrene Price har opsagt deres overenskomst med 3F-Fagforening for at sænke deres ansattes løn. Nu bruger de så statsfinansieret sendetid til at latterliggøre fagforeninger. De skulle skamme sig!« har Mathias Kring Niebuhr, kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, skrevet på det sociale medie X.

Den slags kommentarer bunder i striden mellem brødrene og 3F på grund af forholdene for personalet på restauranterne Brdr. Price og A Hereford Beefstouw, der lige nu arbejder uden overenskomst.

Kritikken bliver afvist af Adam Price, der skriver på Instagram, at programmet er »optaget længe før overenskomstforhandlingerne omkring vores restauranter brød sammen.«

»Det kræver en ekstrem naivitet at forestille sig, at vi kunne finde på (og at DR ville tillade...) at bruge den bedste sendetid til at kommentere indirekte på en aktuel situation,« skriver han og fortsætter:

»Vi har i programmets 15-årige historie gjort grin med os selv og alle tænkelige autoriteter og institutioner. Jeg vælger personligt at tro på, at seerne sagtens kan se, at ”Spise med Price” er et humoristisk madprogram, der tager maden alvorligt, men ellers joker med rigtig meget.«

Artiklens emner
3F