Fortsæt til indhold
Kultur

80-årig dirigent uddelte lussinger og slag til ung sanger

Den anerkendte britiske dirigent sir John Eliot Gardiner slog pludselig en ung sanger på en fransk musikfestival.

Først et verbalt overfald, så en lussing og så et regulært slag.

Det var, hvad der skete for den 29-årige sanger William Thomas efter en uoverensstemmelse med sin dirigent, den 80-årige sir John Eliot Gardiner.

Det skriver det klassiske musikmedie Slipped Disc.

Sir John Eliot Gardiner skulle efter sigende være blevet sur på den unge sanger, fordi han forlod scenen i den forkerte side. Bag scenen sendte dirigenten i første omgang William Thomas et mundtligt overfald, inden han gav ham en lussing og derefter et slag.

Hele optrinnet foregik i forbindelse med opsætningen af den franske opera ”Les Troyens” ved den franske musikfestival Berlioz Festival i La Côte Saint André den 22. august.

Offentlig undskyldning

Et par dage efter sendte sir John Eliot Gardiner en undskyldning ud, hvori han også meddelte, at han trak sig fra de resterende opsætninger af operaen.

»Jeg fortryder dybt den hændelse, der fandt sted på festivalen, og jeg undskylder ubetinget for at have mistet mit temperament efter showet. Jeg vil ikke lave nogen dårlige undskyldninger for min opførsel, og jeg har undskyldt personligt over for William Thomas, for hvem jeg har den største respekt.«

Sir John Eliot Gardiner var tidligere i år en del af Kong Charles’ kroning, hvor han ledte en koncert i Westminster Abbey kort før selve kroningen. Dirigenten er desuden en del af det prestigefyldte BBC Proms.

I kølvandet på episoden har BBC officielt indledt en efterforskning af hændelsesforløbet.

William Thomas fortsætter som en del af det orkester, der skal spille operaen. I spidsen for operaen bliver det sir John Eliot Gardiners assistent Dinis Sousa, der tager over.