Fortsæt til indhold
Kultur

Mens politikerne diskuterer danskernes arbejdstid, forsøger Camilla Skov at omfavne dovenskaben

Et stressende arbejdsliv og høje forventninger til sig selv førte til en sygemelding og en depressionsdiagnose for kogebogsaktuelle Camilla Skov. I et samfund, hvor man altid kan gøre mere, vil hun insistere på det modsatte.

Da Camilla Skov havde det værst, måtte hun lægge sig på kontorgulvet for at trække vejret.

Hvis hun forsøgte at se på sin computerskærm for at arbejde, flimrede det for øjnene. Hun fik trykken for brystet. Angstanfald. Midt i den varme sommer lukkede hun sig inde i sin lejlighed på Nørrebro.

Hun følte sig doven og værdiløs. Hun skammede sig.

Alt dette beskriver den 35-årige Camilla Skov i sin nyeste kogebog, der velsagtens kan kategoriseres som en utraditionel en af slagsen. Ikke desto mindre er kogebogsforfatteren, der står bag den populære blog Vegetarisk Hverdag, klar til at dele sin egen historie og stemple ind i debatten om danskernes arbejdsliv.