Bag kulissen: Hvordan tiltrækker festivalerne de største musiknavne?
Nibe Festival er med sine 9.000 årlige deltagere en af landets mellemstore festivaler. Alligevel har festivalen internationale popstjerner på programmet år efter år. Hvordan lykkes man med at tiltrække de helt store navne, og hvad er det fede ved som musiker at spille på de lidt mindre festivaler? Vi har spurgt dem, der står på og bag scenen.
Med 130.000 deltagere årligt er Roskilde Festival en lidt utaknemmelig fælle at dele festivalweekend med. Alligevel kunne Nibe Festival i maj måned melde alt udsolgt til festivalen, der finder sted i Skalskoven den 28. juni til 1. juli.
På programmet i år er blandt andre internationale navne som One Republic og Zara Larsson, kendte danske navne som Tobias Rahim, Lukas Graham og Minds of 99 og helt nye, unge artister.
Musikbooker Peter Møller Madsen har stået for at finde frem til de rette navne på plakaten siden 1997. Når han booker musiknavne, er han ikke på udkig efter at blive »færdig i en fart«. Det skyldes blandt andet, at det er vigtigt for festivalen at værne om aktualiteten – og det er svært, hvis man har booket det hele i november måned, fortæller han:
»Jo mere man får booket i en rasende fart, jo flere tog kører der fra en efterfølgende. Men jeg kan godt forstå at der er nogle, der gerne vil ud over stepperne og få solgt nogle billetter hurtigt, fordi der er utroligt mange festivaler, musikalske byfester og dagskoncerter, som kæmper om de samme navne i det her lille land,« siger musikbookeren.
Hvordan man formår at få fingre i de navne, der bedst kan repræsentere festivalen og dens profil, vender vi tilbage til.